Dreyers Fond støtter projekter og initiativer, hvis formål er at fremme advokat- og arkitektstandens udvikling og samspil med samfundet. Prioriterede områder er brancheudvikling, videreuddannelse og formidling.

Dreyers Fonds domicilejendom Løvenborg er tegnet af arkitekt Anton Rosen og opført i 1906 med snedkermester Carl Kaas-Rasmussen som bygherre.

Den art nouveau-inspirerede facade er opført på en ny og for tiden avanceret måde, nemlig som en curtain-wall, hvor de præfabrikerede sandstenselementer er hængt op på den bærende konstruktion, der står 63cm inden for facaden.

Det vides ikke præcist, hvor navnet Løvenborg stammer fra, men et gæt er, at inspirationen kommer fra en meget populær gæstgivergård, Løven, der indtil 1895 havde til huse på hjørnet af Vesterbrogade og Stenogade.

Løvenborg blev fredet i 1985 efter indstilling fra det særlige bygningssyn, der begrundede fredningen med, at ”bygningen arkitektonisk hører til de mest værdifulde bygninger i jugendstil i Danmark”. Ti år senere købte Statens Bygningsfredningsfond forhuset og lod facaden restaurere af Skov- og Naturstyrelsen i 1996.

Dreyers Fond erhvervede Løvenborg i efteråret 2000 og modtog i foråret 2004 Europa Nostra prisen for Hanne Kjærholms og Birthe Justs renovering af ejendommen. Løvenborg rummer udover fondens hovedsæde også Hotel Savoy, kontorlejligheder samt fondens gæstelejlighed til Kunstakademiets udenlandske gæsteundervisere på 5. sal.

Links
Europa Nostra