Dreyers Fond støtter projekter og initiativer, hvis formål er at fremme advokat- og arkitektstandens udvikling og samspil med samfundet. Prioriterede områder er brancheudvikling, videreuddannelse og formidling.

Tegnestuen Norrøn åbner udstillingen ”The Island” i Dreyers Arkitektur Galleri den 28. oktober. Udstillingen er den anden i serien af udstillinger i Dreyers Arkitektur Galleri på Dansk Arkitektur Center.

Ved udstillingens åbning den 28. oktober taler Norrøns Poul Høilund D. Cruise og Cobes Dan Stubbergaard om temaet for Norrøns udstilling, og om hvordan den etablerede og den unge tegnestue gensidigt kan inspirere hinanden.

Der er gratis adgang til udstillingen, der vises frem til december.

Dreyers Arkitektur Galleri åbnede den 16. september, og er et samarbejde mellem DAC og Dreyers Fond, hvor vækstlaget i dansk arkitektur udstilles.

Næste bølge i dansk arkitektur

I efteråret 2016 og i de kommende år viser Dreyers Arkitektur Galleri den næste bølge i dansk arkitektur.

Dreyers Arkitektur Galleri er en del af Dreyers Fonds særlige fokus på nystartede arkitektvirksomheder, og arkitektvirksomhederne, som udstiller i galleriet, har alle været igennem et professionaliserende workshopforløb for at styrke deres forretningspotentiale.

Det er Dreyers Fonds ambition at skabe et udstillingsrum, hvor nystartede arkitektvirksomheder kan vise deres arbejde for omverdenen og derved få en stemme i debatten om ny dansk arkitektur og dens bidrag til samfundets udvikling.

Læs mere om åbningen af udstillingen her

Læs mere om Dreyers Arkitektur Galleri her