Dreyers Fond støtter projekter og initiativer, hvis formål er at fremme advokat- og arkitektstandens udvikling og samspil med samfundet. Prioriterede områder er brancheudvikling, videreuddannelse og formidling.

Dreyers Fond har tildelt årets hæderspris for arkitekter på 400.000 kroner til landskabsarkitekt Marianne Levinsen for hendes poetiske og indlevede arbejder med landskab og byrum.

Det er Marianne Levinsens særlige evne til at definere og understrege et steds særlige identitet i landskabet eller i byen, der sikrede hende tildelingen af Dreyers Fonds hæderspris for arkitekter 2012. Årets prismodtager er kendt for den landskabelige bearbejdning af en stribe projekter, blandt andre campusområdet ved CBS på Frederiksberg (”Kilen”), Tietgen kollegiet i Ørestaden, Munkegårdsskolen i Gentofte og Jægersborg Vandtårn. Samtidig er hun på vej med flere nye projekter, der blandt andet omfatter et fængsel på Falster og et byudviklingsområde i Frederikssund.

”Marianne Levinsen er optaget af at skabe vedkommende rum for mennesker – omsorgsfulde, udfordrende og oplevelsesrige rum. Det går som en rød tråd igennem hendes arbejder,” sagde arkitekt Mathilde Petri fra Dreyers Fonds bestyrelse ved uddelingen af Dreyers Fonds hæderspris den 24. oktober. Hun fremhævede, at landskabskunsten i de senere år har fået stor bevågenhed i takt med den øgede bevidsthed om byen som øko-system og byen som ramme om dagligdagens bo- og arbejdsliv.

”Campusområdet ved CBS på Frederiksberg – også kaldet ”Kilen” – hører til et af Marianne Levinsens mest markante arbejder. Bevægelsen mellem bygningerne sker af et præcist hovedstrøg i beton, der punkteres af en række runde bede med træer, siv og grønne stauder. Træerne er rødeg, som fortsætter ud i terrænet i klynger af forskellige størrelser, der optager skalaskiftet fra de store bygninger. Som flettet på en væv optræder bearbejdet beton, trækiler og beplantning i et mangfoldigt men stramt og enkelt mønster. Den lige promenade med det lange kig og oplevelsen af den nære stoflighed i de cirkelrunde bede og den riflede beton giver associationer til det at studere. Man aner målet, men må intuitivt vælge, om man skal gå den ene eller den anden vej for at nå derhen? Sanselige oplevelser i det små kan afstikke valget i det store,” sagde arkitekt Mathilde Petri.

I motiveringen blev det også fremhævet, at Marianne Levinsens værker opleves som rytmiske kompositioner, der som fine vævede tæpper rummer både stramhed og oplevelsesrigdom.

”Det intuitive er afgørende hos Marianne Levinsen. For ét er hendes store viden om planter og materialer og hendes fine fornemmelse for kompositioner og stofligheder, men det helt afgørende er hendes intuitive fornemmelse for det kunstneriske udtryk, hun søger – for den identitet, hun vil forstærke,” sagde Mathilde Petri.

Om Marianne Levinsen

Marianne Levinsen er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i København i 1995. Siden 2002 har hun drevet egen tegnestue, Marianne Levinsen Landskab. Marianne Levinsen har tidligt i sin karriere også været underviser på Kunstakademiets Arkitektskole. I 2006 blev hun tildelt Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat, og i 2012 modtog hun Akademirådets Eckersberg-medalje. På den internationale arena blev projektet ”Kilen” nomineret til finalen ved den 6. biennale i landskabskunst i Barcelona i 2010. Hun har i sit virke utallige gange været med til at vinde 1.præmier og er udpeget som fagdommer af Arkitektforeningen.

Om Dreyers Fonds Hæderspris

Dreyers Fonds hæderspris er på samlet 800.000 kroner og tildeles hvert år i oktober en arkitekt og en advokat, der har udmærket sig indenfor sit felt. Prisen blev første gang uddelt i 1982. På advokatsiden tildeles prisen i år advokat Knud Foldschack for hans årelange løsningsorienterede arbejde i krydsfeltet mellem det skæve og det regelrette Danmark.

Om Dreyers Fond

Dreyers Fond et etableret i 1976 af ægtefællerne arkitekt Thorvald Dreyer og landsretssagfører Margot Dreyer. Dreyers Fond uddeler midler til initiativer og projekter, hvis formål er at fremme advokat- og arkitektstandens udvikling og samspil med samfundet. I Kraft og Partners’ analyse af danske fonde i 2012 er Dreyers Fond blandt de 25 største fonde målt på henholdsvis formue og uddelinger.

For yderligere oplysninger kontakt:

Maria From, kommunikationsansvarlig, mobil 22 22 34 43

 

Foto: Torben Nielsen