Skip to content

10. april 2025

Bevar Boligen – ny pris for arkitekter og boligejere

Kan man bo moderne og bæredygtigt uden at bygge nyt? Prisen ’Bevar Boligen’ hædrer modige boligejere og dygtige arkitekter, som med omtanke, æstetisk fingerspidsfornemmelse og bæredygtighed i højsædet har forvandlet eksisterende boliger til moderne hjem. Indstil dit projekt allerede nu.

Har du renoveret et 70’er-typehus med fokus på bevaring og genbrug? Eller ombygget en klassisk én-familiebolig, så flere kan bo under samme tag?

Så kan dit projekt komme i betragtning til en helt ny pris: Bevar Boligen. Prisen uddeles i fem kategorier – hver med fokus på bæredygtig boligfornyelse. Alle boligejere og arkitekter kan indstille renoverede, transformerede og ombyggede boliger, som lever op til prisens krav. Juryen består af fagpersoner inden for arkitektur, bæredygtighed og kommunikation.

Formålet er at motivere flere danskere til at renovere frem for at bygge nyt – både for klimaets skyld, men også for det arkitektoniske særpræg, man ikke kan nybygge sig til, forklarer Erik Rimmer, chefredaktør på magasinet Bo Bedre og ét af jurymedlemmerne.

Prisen Bevar Boligen uddeles af organisationen Danske BoligArkitekter i samarbejde med indsatsen Bevar Mere, som Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Realdania og Dreyers Fond står bag.

Boligarkitekternes rolle

 

Hvad skal der til, for at man kan kalde sine valg for bæredygtige? Skal man bo i et tiny house eller bygge den nye tilbygning af tang? Den nye pris skal give viden og konkrete idéer og frem for alt inspirere almindelige danskere til at renovere.

Hvert år rives omkring 1.100 enfamilieshuse ned for at gøre plads til nybyggeri. Den udvikling skal vendes, mener Søren Nielsen, professor på Arkitektskolen i Aarhus og jurymedlem i Bevar Boligen.

”98 procent af de boliger, vi skal bruge, er allerede bygget. Derfor er boligarkitekternes rolle en anden i dag. De skal i højere grad åbne boligejernes øjne for de muligheder, potentialer og for den skønhed, der ligger i de boliger, vi allerede har. Og vise, at kvalitet sagtens kan ligge i de få, men virkelig veludnyttede kvadratmeter, som kan omdannes efter behov,” siger Søren Nielsen.

Også Søren Meyer, udviklingschef i Grundejernes Investeringsfond og jurymedlem, fremhæver potentialet i de eksisterende boliger:

”Vores hjem danner rammen om vores liv og er fundamentet for vores livskvalitet. Mange eksisterende boliger rummer et stort potentiale for at blive gentænkt og forvandlet til tidssvarende hjem. Ved at udnytte de muligheder, der allerede findes, kan vi både mindske vores klimaaftryk og skabe et mere mangfoldigt boligudbud, der bedre afspejler den måde, vi lever på i dag. Jeg håber, at prisen kan sætte spot på de gode eksempler og inspirere flere til at se mulighederne i det, vi allerede har.”

Kåring på Arkitekturens Dag i oktober

 

Bevar Boligen uddeles i fem forskellige kategorier:

  1. Kloge materialevalg gives til en renoveret eller ombygget bolig, som viser ambitiøse valg af genbrugs- og biogene materialer.
  2. Deling og opdeling til fællesskab gives til en ombygget bolig, som gør det attraktivt at dele funktioner og kvadratmeter med hinanden, og som evt. viser, hvordan en bolig kan opdeles, så flere kan bo under samme tag.
  3. Respektfuld renovering gives til en renoveret eller transformeret bolig med særligt fokus på at genbruge så meget som muligt og gøre så lidt som muligt med størst mulig boligkvalitet.
  4. Fleksibilitet og foranderlighed gives til en arkitektonisk løsning i boligen, der gør det let at ændre boligen til nye behov på kort og lang sigt og dermed reducerer behovet for (nye) kvadratmeter
  5. Juryens specialpris gives til det helt særlige boligprojekt, som enten sprænger rammerne for de andre kategorier eller på særlig vis kombinerer dem

Vinderne i Bevar Boligens fem kategorier bliver kåret den 6. oktober 2025 på Arkitekturens Dag. De vindende boligejere modtager hver et gavekort til et gourmetophold på Dragsholm Slot, og arkitekterne på opgaven modtager Bevar Boligens trofæ.

Læs mere, og indstil dit projekt senest den 15. juni 2025, på www.bevarboligen.dk.

Bevar Boligen-prisen

Bevar Boligen er en pris, som gives til boligejere og arkitekter, der sammen står bag renovering og ombygning med særligt fokus på at sænke ressourceforbrug og klimaaftryk og samtidig på at fremme bolig- og livskvalitet. Formålet er at inspirere flere til at bevare og forvandle frem for at rive ned og bygge nyt. Prisen uddeles af Danske BoligArkitekter i samarbejde med indsatsen Bevar Mere, som Dreyers Fond, Realdania, Landsbyggefonden og Grundejernes Investeringsfond står bag. Vinderne kåres den 6. oktober 2025 på Arkitekturens Dag. Projekter kan indsendes via www.bevarboligen.dk.

I prisens jury sidder:

  • Erik Rimmer, chefredaktør på Bo Bedre
  • Kristine Virén, medie- og videncenterchef i Videncentret Bolius
  • Søren Nielsen, professor på Arkitektskolen Aarhus
  • Søren Dahl Vester, designer og indehaver af Vesters Workshop
  • Marie Stender, seniorforsker ved BUILD, Aalborg Universitet
  • Søren Meyer, udviklingschef i Grundejernes Investeringsfond
  • Line Stougaard, arkitekt MAA og indehaver af Ark Oie

Bevar Mere - nyt boligliv i gamle bygninger

Boliger indrettet på tørrelofter, i industriejendomme, i nedrivningstruede parcelhuse og på uudnyttede tagetager. Hver eksisterende kvadratmeter skal vejes og vægtes, når vi skaber fremtidens bæredygtige boliger og boligmiljøer. Dreyers Fond går nu sammen med tre andre fonde om at skabe viden om og eksempler på, hvordan byggebranchen og danskerne kan bevare frem for at bygge nyt.

Læs mere

De forhåndenværende søm

Nyt katalog hylder de besværlige bygninger, de nedslidte byrum; det oversete og det kasserede. Kataloget som er en del af Projekt START og et samarbejde mellem Arkitektforeningen og Dreyers Fond, viser 20 eksempler på, hvordan nyere tegnestuer arbejder med transformation af bygninger og byrum over hele landet – med ambitioner om bæredygtighed, genbrug af materialer og respekt for stedets sjæl.

Læs mere

Groede materialer i nedlagt kapel

En ny byggeskik spirer i det gamle kapel ved Frederiksberg Hospital. Her udstiller fire teams deres bud på, hvordan plantebaserede materialer som hamp, halm, græs og pil kan bruges til f.eks. facader og vægge – og hvordan de kan pege frem mod en ny æstetik og byggeskik. Du kan også booke de særlige rammer til dit eget møde eller arrangement.

Læs mere

Tre hold udvalgt til at transformere kapel

Det gamle kapel på Frederiksberg Hospital får nyt liv allerede fra september i år. Tre tværfaglige hold er netop udvalgt til at omdanne kapelanlægget med genbrugsmaterialer og kunstneriske greb. Den kollektive udstilling er arrangeret af Arkitektforeningen og støttet af Dreyers Fond som en del af Agenda Earth.

Læs mere

Vesterbro-klenodies forvandling til kollegie

Vesterbrogade 75 har lagt matrikel til lidt af hvert: fødehjem for guldalderdigteren Adam Oehlenschläger, ligkistefabrik, balletskole og ulovlig pornobiograf. Nu omdannes den historiske bygning nænsomt til Dreyers Kollegie. Arkitekt Lars Rex Christensen, som selv bor på Vesterbro, fortæller om bygningens historie, kvaliteter og transformation til moderne kollegie.

Læs mere