Skip to content

13. maj 2025

Dansk varetægtsfængsling under lup

“Ét af retssystemets mest indgribende tiltag,” og alligevel har Danmark én af Europas højeste rater for varetægtsfængsling. Men hvorfor sidder danske indsatte så længe i varetægt? En ny stor undersøgelse udført af Justitia og Advokatsamfundet skal kaste lys over årsagerne, konsekvenserne og vejen til færre og kortere varetægtsfængslinger i Danmark.

Danmark har i de seneste år modtaget kritik for den stigende brug af varetægtsfængsling fra både advokater, eksperter, civilsamfundsorganisationer og FN’s Torturkomité.

”Varetægtsfængsling er ét af de mest indgribende tiltag i vores retssystem, og når vi bruger det mere og i længere tid end vores nabolande, skylder vi de berørte og samfundet en dybdegående undersøgelse af årsager og konsekvenser,” siger Birgitte Arent Eiriksson, direktør i Justitia.

Med støtte fra Dreyers Fond går Justitia og Advokatsamfundet nu sammen om en omfattende undersøgelse, der skal analysere årsager, praksis og konsekvenser – og komme med konkrete anbefalinger til, hvordan retssikkerheden kan styrkes, og brugen af varetægtsfængsling kan nedbringes.

Debat uden svar

 

Danske indsatte sidder væsentligt oftere i varetægtsfængsel end indsatte i vores nordiske nabolande. Ifølge Europarådet gælder det 38 procent af alle fængslede i Danmark. Samtidig viser en ny rapport fra Rigsadvokaten, at varigheden af varetægtsfængsling er steget med 75 procent på fem år – samt at der er sket en femdobling i antallet af personer, der ender med at sidde varetægtsfængslet i over 2 år.

Brugen af varetægtsfængsling har i flere år været til debat, både politisk og i medierne, men uden klare konklusioner, forklarer Advokatsamfundets generalsekretær, Andrew Hjuler Crichton:

”Debatten om mange og lange varetægtsfængslinger rejser flere spørgsmål, som vi gennem længere tid har undret os over, men som ingen rigtigt har fundet præcise svar på. Med projektet vil vi derfor gerne forsøge at finde årsagerne til, at vi varetægtsfængsler, som vi gør, i Danmark, og skiller os så markant ud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Forhåbentlig kan det bane vej for konkrete, konstruktive løsninger på, hvordan brugen af varetægtsfængslinger kan nedbringes.”

Opfordring til at dele viden

 

Undersøgelsen skal analysere det juridiske grundlag, domstolenes og anklagemyndighedens praksis samt de menneskelige konsekvenser. Resultatet bliver en rapport med konkrete anbefalinger til politiske beslutningstagere.

For at sikre et nuanceret billede opfordrer Justitia og Advokatsamfundet myndigheder, forskere og organisationer til at bidrage med viden og perspektiver. Interesserede kan kontakte Justitia på info@justitia-int.org

Resultaterne vil blive præsenteret ved en konference i Folketingets Fællessal den 28. oktober 2025.

Undersøgelse af varetægtsfængsling

Justitia og Advokatsamfundet gennemfører i 2025 en omfattende undersøgelse af varetægtsfængsling i Danmark. Undersøgelsen ser nærmere på juridiske rammer, praksis og konsekvenser og skal munde ud i en rapport med anbefalinger. Rapporten præsenteres 28. oktober 2025.

Mere straf

Ny forskning viser en tydelig tendens til ’mere straf’ siden 1980’erne. Vi lovgiver mere og hurtigere på det strafferetlige område. Tendensen påvirker også børn, som i stigende grad bliver mødt med ’voksenstraf’. Forskningsprojektet, som er støttet af Dreyers Fond, ser tegn på, at straffesystemet er under pres.

Læs mere

Hver anden advokat: Retssikkerheden forringes

Lange sagsbehandlingstider og brug af hastelove er hovedårsagerne til, at 55 procent af advokaterne vurderer, at borgernes retssikkerhed er blevet forringet. Det viser årets udgave af Advokatsamfundets Retssikkerhedsanalyse, som har særligt fokus på domstolenes rolle, tilliden til myndighederne, brugen af varetægtsfængsling og trusler mod advokater.

Læs mere

Små skridt mod store konsekvenser

Justitia advarer om forværring af retssikkerheden i Danmark i sin årlige statusrapport, som er støttet af Dreyers Fond. De store skandalesager løber med opmærksomheden, mens mindre processer gradvist udhuler vores retsstat. Forringelserne i retssikkerheden rammer typisk de mindre ressourcestærke borgere.

Læs mere