4. oktober 2022
Digital borgerinddragelse
Udviklingen har overhalet den berømte ’Fingerplan’, og hovedstaden har brug for en ny fælles vision, der afspejler fremtidens udfordringer og drømme. Det mener Arkitektforeningen København, der står bag projektet Fingerplan 2.0. De nye visioner for hovedstadsområdet bliver skudt i gang ved at lytte til byens digitale stemmer.
Hvordan skal hovedstaden udvikle sig i fremtiden? Hvordan skal vi bygge og bo? Hvor meget skal natur, biler, produktion, mennesker og dyr fylde? Nu skal borgenes visioner og drømme danne grundlag for en ny vision for hovedstaden. Projektet hedder ’Fingerplan 2.0’ og skydes i gang med mobilisering af byens digitale stemmer via lokale facebookgrupper.
Borgerne skal have en stemme
For 75 år siden blev skitserne til ’Fingerplanen’ udformet af en lille gruppe arkitekter i en herskabslejlighed i det indre København. Planen kom til at lægge grundform til hovedstadens byudvikling i mange år frem og gav svar på en række af datidens udfordringer i forhold til bosætning, adgang til arbejde, transport og grønne områder. Men nu er tiden inde til at tage en fælles dialog om, hvordan vi ønsker, at hovedstaden udvikler sig i fremtiden. Arkitekt MAA og sekretær for projektet ’Fingerplan 2.0’ i Arkitektforeningen København, Gustav-Kragh Jakobsen, siger:
”Byen og dens forstæder vil altid være under forandring og skal tilpasse sig sin tid. I dag står vi med en hovedstad, der udvikler sig i mange retninger, en ny befolkningssammensætning og en klimakrise, som kræver, at vi løfter os op i helikopteren og skitserer en ny samlet vision for udviklingen. Denne gang skal udviklingen ikke udelukkende baseres på en lille gruppe arkitekters forståelse af, hvad der skaber værdi og sammenhængskraft i hovedstaden.”
Finder viden på Facebook
Som det første skridt har Arkitektforeningen igangsat en borgerinddragelsesproces, der først og fremmest involverer byens digitale stemmer. Konsulent- og analysehuset Backscatter er specialiseret i by- og områdeudvikling ved hjælp af digital mobilisering af store menneskemængder og ved at indsamle data, om hvad der optager borgere i deres lokalområde. I første omgang lokaliserer de, hvad der sker på lokale Facebook-grupper, hvor mange mennesker deler deres engagement i byens udvikling. Efterfølgende går de ind og tager mere aktivt del i dialogen, fortæller Sara Nardi, der er projektleder i Backscatter:
”Hver gang vi tager et billede af noget, der fanger vores opmærksomhed i vores lokalområde, eller skriver et indlæg i en lokal Facebook-gruppe, så indgår vi i en digital dialog om byen. Med vores digitale værktøjer kan vi finde mønstre og forstå sammenhængen i denne her store mængde kvalitative data og opnå et naturligt indblik i byens udfordringer og potentialer – set gennem borgernes øjne.”
Efter den digitale lokalisering og interaktion med lokale Facebook-grupper bliver et udvalgt udsnit af beboere fra alle hovedstadens kommuner inviteret til en fysisk workshop. Det sker for at kunne komme dybere ind bag nogle af de overordnede temaer, der optager borgerne på tværs af kommunerne.
Det grundige forarbejde skal sikre solide bud på fremtidens hovedstad, fordi kortlægningen af borgernes visioner for fremtiden skal danne grundlag for en åben arkitektkonkurrence. Det er usædvanligt, at et konkurrenceprogram udvikles med afsæt i så grundige forundersøgelser, som det er tilfældet i projektet ’Fingerplan 2.0’. Arkitektforeningen København mener, det også er nødvendigt for at skabe et solidt og brugbart bud på en samlet plan for fremtidens hovedstad.
Baggrunden for Fingerplanen 2.0
Arkitektforeningen har med støtte fra Dreyers Fond igangsat arbejdet med udviklingen af Fingerplan 2.0, en stor åben arkitektkonkurrence, der skal sætte fokus på Hovedstadens fremadrettede udvikling. Anledningen er Fingerplanens 75-års jubilæum i år.
Som en del af arbejdet med udviklingen af et konkurrenceprogram, er der igangsat en række forundersøgelser for at sikre, konkurrencen stiller skarpt på de rette udfordringer og potentialer. Der er derfor udformet et samtalehæfte, hvor en række eksperter inden for hvert sit felt kommenterer på hovedstadens status i dag og giver deres blik på mulige potentialer og udfordringer.
Et bredt funderet Advisory Board med repræsentanter fra erhvervslivet, kommunerne, staten, relevante institutioner og universiteter er nedsat og skal også hjælpe til med at gøre konkurrencens besvarelser relevante. Endeligt er en borgerinddragelsesproces igangsat så også beboere i Hovedstaden bliver hørt og kan komme med deres bud på lokale udfordringer og potentialer. I sommeren 2023 bliver afholdt et symposion, hvor danske og udenlandske eksperter sætter fokus på Hovedstadsregionen og byudvikling generelt. Herefter bliver den endelige konkurrence skudt i gang.
Projektet er udviklet og bliver gennemført af Arkitektforeningens Lokalledelse i København ved en projektgruppe, der består af Arkitektforeningens projektsekretær og arkitekt MAA, Gustav Kragh-Jacobsen, samt de fem arkitekt MAA’er Kirsten Birk Hansen, Kurt K. Christensen, Jan Christiansen, Rune Christiansen og Rikke Rohr.
Læs mere
16. januar 2025
Pluk de bedste idéer til fremtidens københavnsområde
Det haster, hvis vi skal sikre hovedstadsområdet en bæredygtig fremtid. Den gode nyhed er, at de fem forslag, der er resultatet af idékonkurrencen Fingerplan 2.0, rummer en overflod af banebrydende visioner og konkrete greb, som kan sætte retningen, og som er lige til at plukke for politikerne. Nogle af idéerne kan man starte på allerede i morgen, fortæller direktør for Arkitektforeningen Lars Autrup.
Læs mere10. januar 2025
Vinderne af Fingerplan 2.0
Vandet og landskabet spiller hovedrollen i de visionære bud på hovedstadens fremtid, som er resultat af idékonkurrencen ’Fingerplan 2.0’. Vinderprojektet af Tegnestuen Vandkunsten foreslår bl.a. et dige og kystlandskab fra Charlottenlund til Køge med strandenge, pontonboliger, pælehuse og bofællesskaber. Næste skridt er at kickstarte en politisk debat om, hvordan vi skal bo og leve i hovedstadsområdet de næste mange årtier.
Læs mere27. juni 2024
5 visioner for fremtidens hovedstadsområde
Nye diger og fjordlandskaber, der sikrer kysterne ved stormflod. Vilde skov- og naturarealer, der binder forstadens beboere, by- og boligområder sammen. Og et overdækket motorvejsnet, der skaber plads til nye grønne landskaber. Det er nogle af de visionære bud på udviklingen af hovedstadsområdet, som går videre i konkurrencen Fingerplan 2.0.
Læs mere6. maj 2024
Mange bud på fremtidens hovedstadsområde
Første fase af Arkitektforeningens idékonkurrence Fingerplan 2.0 er afsluttet, og hele 43 visioner for hovedstadsområdets fremtid er sendt ind fra både Danmark og andre lande i Norden. Fem vindere skal nu vælges til at omsætte visionerne til konkrete forslag.
Læs mere1. marts 2024
Fremtidens hovedstad – idékonkurrence
'Fingerplanen' lagde for 75 år siden grundform til udviklingen af hele hovedstadsregionen og gav svar på flere af datidens udfordringer. Klimakrise, ændrede familie- og boformer samt de seneste års eksplosive byudvikling kalder dog på et nyt helhedsblik på Storkøbenhavn. Derfor udskriver Arkitektforeningen den åbne idékonkurrence Fingerplan 2.0, der skal levere visionære bud på fremtidens hovedstadsregion.
Læs mere29. juni 2022
Fingerplan 2.0
For 75 år siden lagde ”Fingerplanen” grundform til hovedstadens byudvikling og gav svar på en række af datidens udfordringer i forhold til bosætning, adgang til arbejde, transport og grønne områder. Men de seneste års udvikling kalder på et nyt helhedsblik på storbyen og dens forstæder. Derfor har Arkitektforeningen søsat projektet ”Fingerplan 2.0”, der går i dialog med borgere og eksperter om fremtidens hovedstad. Projektet er støttet af Dreyers Fond og skal munde ud i en åben arkitektkonkurrence.
Læs mere