3. oktober 2024
Dreyers Pris 2024: Justitia og Building Diversity
Årets modtagere af Dreyers Pris er den juridiske tænketank Justitia, der kæmper for retssikkerhed, og den tværfaglige interesseorganisation Building Diversity, der vil fremme mangfoldigheden i det byggede miljø. De to organisationer modtager hver 1 million kroner og hyldes til en prisoverrækkelse den 31. oktober for deres bidrag til henholdsvis jura og arkitektur.
Justitia og Building Diversity tildeles Dreyers Pris 2024. De to organisationer modtager hver 1 million kroner som anerkendelse for deres bidrag til henholdsvis advokat- og arkitektbranchen og til samfundet som helhed. Prisoverrækkelsen finder sted torsdag den 31. oktober 2024 på Vesterbro i København.
Bo Rygaard, administrerende direktør i Dreyers Fond udtaler:
”Det er med stor glæde, at vi i år tildeler Dreyers Pris til Justitia og Building Diversity. På hver deres måde arbejder de for at påvirke de strukturer, der skaber uretfærdighed og ulighed i vores samfund, og for at skubbe i retning af større inklusion og respekt for alle samfundets grupper. Deres arbejde repræsenterer netop den nyskabelse og dedikation, som vi med prisen ønsker at anerkende.”
Den demokratiske retsstat
Justitia er en uafhængig juridisk tænketank, som arbejder med målet om at værne om og styrke retssikkerheden, frihedsrettighederne, de basale menneskerettigheder samt de retsstatslige principper, der understøtter en demokratisk retsstat.
“Det er en stor ære for Justitia at modtage Dreyers Pris 2024. Vi er stolte over at få anerkendt vigtigheden af vores arbejde af Dreyers Fond, der ligesom Justitia har store ambitioner om at fremme retssikkerhed og styrke den demokratiske retsstat. Med denne pris er vi mere motiverede end nogensinde til tage fat på de komplekse udfordringer, som retssamfundet står over for i dag. Det er vi meget taknemmelige for. Prisen vil utvivlsomt styrke fundamentet for vores fortsatte arbejde med at beskytte grundlæggende frihedsrettigheder og retssikkerhed,” siger direktør i Justitia, Birgitte Arent Eiriksson.
Se advokat og bestyrelsesmedlem i Dreyers Fond, Mads Pramming, fortælle om, hvorfor Dreyers Pris for jura 2024 går til Justitia:
Lige muligheder i arkitekturen
Building Diversity er en tværfaglig sammenslutning og interesseorganisation, der arbejder for at fremme mangfoldighed og inklusion i det byggede miljø. Deres mål er at udfordre de eksisterende rammer, normer og strukturer, der begrænser lige muligheder for alle, uanset om det handler om etnicitet, køn, handicap, funktionsvariationer, race eller alder.
”I Building Diversity er vi meget taknemmelige og begejstrede over at modtage Dreyers Pris 2024 for arkitektur. I en frivilligbaseret organisation som vores betyder denne anerkendelse og udbredelse af vores arbejde enormt meget. Prisen vil være med til at gøre det muligt for os at intensivere vores indsats for at fremme mangfoldighed og inklusion i det byggede miljø. Vi ser frem til at aktivere støtten fra Dreyers Fond til at udvikle nye projekter og initiativer, der sætter fokus på lige muligheder for alle igennem arkitekturen,” lyder det i en fælles udtalelse fra Building Diversity.
Se arkitekt og bestyrelsesmedlem i Dreyers Fond, Kathrin Susanna Gimmel, fortælle om, hvorfor Dreyers Pris for arkitektur 2024 går til Building Diversity:
Videoer: Søren Rosenørn / StoryLab
Download fælles portrætbillede (kreditering: StoryLab)
Se og download alle fotos, videoer og faktaark.
Kontakt Dreyers Fonds kommunikationsansvarlige på ek@dreyersfond.dk for yderligere oplysninger eller for aftaler om interviews.
Fakta
Dreyers Pris 2023
De to organisationer Stenbroens Jurister og Arkitekter Uden Grænser modtager Dreyers Pris 2023. Med æren følger én million kroner til hver af de to organisationer, samt mulighed for at afholde et fælles fagligt arrangement. For at øge synlighed og kendskabsgrad for Stenbroens Jurister og Arkitekter Uden Grænser har Dreyers Fond som en del af prisen også fået produceret fem korte film om hver organisation. Se filmene og læs mere om henholdsvis Stenbroens Jurister og Arkitekter Uden Grænser.
Dreyers Fonds Hæderspris 2022
Dreyers Fonds Hæderspris går i 2022 til henholdsvis advokat Jonas Christoffersen og Johansen Skovsted Arkitekter. Hædersprisen bliver offentliggjort den 22. marts 2022 og fejret med en kort portrætfilm om hver af prismodtagerne. Jonas Christoffersen fortæller om sit virke og taler især om advokatens samfundsrolle i sin film, mens Søren Johansen og Sebastian Skovsted viser eksempler på deres arkitektur frem i filmen.