30. september 2026
Dreyers Pris 2026 fejrer faglighed og 50 års virke
Den 19. oktober uddeler Dreyers Fond Dreyers Pris 2026 til markante profiler inden for arkitektur og jura. I anledning af fondens 50-års jubilæum bliver årets prisuddeling en særlig udgave, hvor vi samler de to fag til en eftermiddag med prisuddeling, faglige perspektiver og fejring.
Igennem de sidste 50 år har Dreyers Fond støttet initiativer, der bidrager til at udvikle arkitekt- og advokatfaget. Det markerer vi den 19. oktober, når Dreyers Pris 2026 uddeles ved en særlig jubilæumsudgave af prisfesten i Valencia på Vesterbro.
Dreyers Pris gives til personer, der gennem deres virke har ydet en særlig indsats inden for henholdsvis arkitektur og jura. Også i 2026 går prisen til fremtrædende personer fra de to fagområder. Årets prismodtagere offentliggøres umiddelbart efter prisoverrækkelsen.
Samtaler om fag, arbejde og perspektiver
Prisuddelingen bliver omdrejningspunktet for en eftermiddag, hvor vi både hylder årets prismodtagere og retter blikket mod de fag og dagsordener, som fonden arbejder med.
Journalist og tv-vært Mikael Bertelsen guider gennem eftermiddagen og inviterer blandt andet prismodtagerne til en fælles samtale om deres arbejde, fag og perspektiver.
Vi giver også ordet til nogle af de første beboere på Dreyers Kollegie, som deler deres erfaringer med at flytte ind og være med til at skabe et nyt, fælles hjem for arkitekt- og jurastuderende midt i København.
50 år – og blik mod fremtiden
Jubilæumsudgaven af Dreyers Pris er en anledning til at se tilbage på Dreyers Fonds virke gennem 50 år men først og fremmest til at rette blikket fremad. For – hvilke ambitioner og dagsordener skal fonden tage med sig ind i de kommende år? Og hvordan kan Dreyers Fond fortsat bidrage til udviklingen af arkitekturen og juraen og de mennesker, der former fagene? Det og meget mere sættes der ord på den 19. oktober.
Eftermiddagen afsluttes med reception, musik og let servering med mulighed for at mødes på tværs af arkitektur og jura.
Deltagelse i arrangementet sker efter personlig invitation.
DREYERS PRIS
Dreyers pris tildeles en person eller organisation for en særlig bemærkelsesværdig indsats inden for arkitektur / jura.
Dreyers Pris 2026 uddeles mandag den 19. oktober i Valencia på Vesterbrogade. Årets prismodtagere offentliggøres umiddelbart efter prisoverrækkelsen kl. 18.30.