Skip to content

13. august 2025

Festivalpavillon af træ, strå og 3D-printet bioplast

Som en oase i støvet rejste pavillonen ‘Rehearsals of Belonging’ sig på Roskilde i år. Oplevelsen gjorde så stærkt et indtryk på festivalgæsterne, at Roskilde Festival har inviteret pavillonen tilbage i 2026, så flere kan opleve det særegne og sanselige bygningsværk skabt af biogene materialer og 3D-printet bioplast.

Midt i menneskemylderet, musikken og støvet på Roskilde Festival opstod en lille oase af ro: I pavillonen ‘Rehearsals of Belonging’ kunne festivalgæster synke ned i høet, mærke kroppen falde til ro og kigge op mod et stråtag, der lod solen sive ind i striber.

“Jeg lå her i høet i morges og kiggede op gennem stråtaget mod himlen. Det tog mig tilbage til min barndom på landet,” fortalte én af gæsterne.

Pavillonen er skabt af arkitekt og designer Mikkel Nielsen, kunstner Bartek Arobal Kociemba og komponist Stefan Węgłowski og er støttet af Dreyers Fond.

Lyselementer i fødevareplast

 

Den midlertidige pavillon består af en let trækonstruktion med 24 specialdesignede, 3D-printede facadeelementer og lysarmaturer i bioplast – fremstillet af genanvendt fødevareemballage.

Alt er tænkt cirkulært: Materialerne er biogene og genbrugte, og lysarmaturerne er skabt med digital fabrikation for at minimere spild. De bærende stolper tilhører Roskilde Festival og genbruges hvert år, mens spærene anvendes i fremtidige design- og arkitekturprojekter. Tekstilerne, der er ophængt på pavillonen, tilhører kunstneren og vil blive brugt i kommende performances. Efter brug doneres søm og skruer til Roskilde Festival eller sendes til metalgenbrug, mens høpallerne, der udgør pavillonens underlag, anvendes til biokompostering.

De lysende elementer får nyt liv som individuelle lamper og kunstværker og kan allerede opleves til september på en soloudstilling i Officinet i Bredgade.

Fotos: Frida Gregersen

.

Et frirum for samtale og kunstneriske møder

 

Rehearsals of Belonging blev ikke kun et sted at hvile benene. Pavillonen var placeret midt i et grønt område på Roskilde Festival og stod som et eksperimenterende rum for refleksion, samtale og interaktive performances – en blanding af arkitektur, kunst og musik, der lod festivalens gæster opleve et andet tempo.

Her mødtes organiske ornamenter og digitale fremstillingsmetoder i en æstetik, der både var fremtidssøgende og jordnær, og som pegede frem mod en ny, cirkulær tilgang til arkitektur. Pavillonen viste også, hvordan kunst og design kan skabe ro og fællesskab.

Næste år opføres pavillonen på ny på Roskilde Festival, så endnu flere festivalgæster kan opleve, hvordan man kan bygge midlertidigt, bæredygtigt og poetisk.

Foto: Frida Gregersen

Rehearsals of Belonging

Pavillonen ‘Rehearsals of Belonging’ er skabt af arkitekt og designer Mikkel Nielsen, kunstner Bartek Arobal Kociemba og komponist Stefan Węgłowski og er støttet af Dreyers Fond.

Projektet er en del af Roskilde Festivals Art & Activism-initiativ i samarbejde med Art Hub Copenhagen og er støttet af Statens Kunstfond, Boligfonden Kuben, Dansk AM Hub og Dreyers Fond.

Mikkel Nielsen er uddannet arkitekt fra Det Kongelige Akademi og arbejder i krydsfeltet mellem design, arkitektur og digital fabrikation. Med fokus på sanselighed, ornamentering og bæredygtige metoder skaber han rum og objekter, der forbinder mennesker – med hinanden og med deres omgivelser.

Vedligehold som kunst i den danske pavillon i Venedig

I Build of Site forvandler arkitekt Søren Pihlmann Den Danske Pavillon på biennalen i Venedig til et visionært hybridrum, hvor vedligehold iscenesættes som kunstnerisk greb, og bygningen selv bliver til udstilling – med overskudsmaterialer, stampet jord og chitosan fra Adriaterhavet.

Læs mere

Neo-nordisk pavillon på CHART 2024

I kunsthallen Charlottenborgs gårdrum står der lige nu en midlertidig pavillon med en baldakin af sejl fra danske skibe. Kunstmessen CHART finder sted over fire dage, og vinderpavillonen Breeze kan opleves i gårdrummet frem til mandag.

Læs mere

Poetisk dagslys på havnen

Pavillonen ’Poetisk Dagslys’ gav over 100.000 besøgende en særlig oplevelse af dagslys og rum, mens den stod på Gråbrødretorv. Nu er det mobile dagslyslaboratorium flyttet til Holmen, hvor de tre rum for henholdsvis himmellys, direkte sollys og reflekteret dagslys giver helt nye oplevelser og minder om, hvor meget det naturlige lys betyder for de rum, vi er i hver dag.

Læs mere

Lyserøde Drømme i parken

En ny, lyserød kulturpavillon i Sophienholms park er syet af planteindfarvet sejldug og inspireret af vikingetidens langhus og det arabiske beduintelt. Den irakisk-danske arkitekt Noor A. Husein, som står bag pavillonen, har blandt andet involveret udsatte kvinder, tømrere med bæredygtighedsprofil, internationale sejlproducenter, STARK Gentræ, kunstig intelligens og almindelige parkbrugere i pavillonens tilblivelse.

Læs mere