I EU er den begrænsede beskyttelse for brugskunst imidlertid forladt, og EU Domstolen har gentagne gange dikteret, at der ikke må være forskel på beskyttelsen af brugskunst og andre ophavsretlige værker, dog fortsat således at den tekniske funktionalitet ikke beskyttes indenfor ophavsretten og designretten.
En yderligere begrænsning af den immaterialretlige beskyttelse findes i det universelle princip, som altid har været gældende i ophavsretten, nemlig at der aldrig ydes beskyttelse for en idé, men kun udtrykket, den såkaldte idea expression dichotomy. Det vil sige, at man kan uden at krænke lade sig inspirere af en idé, når blot man ikke kommer fort tæt på selve udtrykket.
Hvordan idé og udtryk adskilles, er ikke altid nemt at afgøre, men for eksempel er ideen bag Stokkes berømte Trip Trap stol, at stolen vokser med barnet, og kan reguleres med fodstøtte og sæde efterhånden som, barnet vokser, og det er ikke beskyttet, for det er en idé og tillige funktionelt, men den måde Stokke har løst den udfordring designmæssigt på, det kan beskyttes, for det udgør det konkrete udtryk af idéen.