Skip to content

11. januar 2024

Kickoff: Agenda Earth – en ny fælles dagsorden i byggeriet

Agenda Earth kobler arkitekt- og advokatstandens kompetencer for at skabe et grønt paradigmeskift i det byggede miljø. Kom til kickoff for projektet den 22. februar, og hør arkitekter, jurister, forfattere m.fl. sætte fokus på klodens tilstand.

Klimaforandringer, biodiversitetskrise, ressourceknaphed og stigende vandstande udfordrer vores grundlæggende opfattelse af natur og kultur, ansvar og retfærdighed. Og det kalder på konkrete løsninger på, hvordan vi genopretter klodens naturlige balancer og sikrer, at vi fremadrettet kan leve og bo på Jorden i sameksistens med naturens andre arter.

Mange arkitekter er sammen med både traditionelle og nye aktører i byggebranchen i fuld gang med at eksperimentere med nye materialer, tilgange og løsninger – herunder genanvendelse og transformation. Men meget i lovgivningen, såvel som gængse kulturelle praksisser og anskuelser i byggeriet, spænder ben for, at løsningerne kan realiseres – eller overhovedet kommer på tegnebrættet. Det gælder alt fra bygningsreglement og planlov til ansvar, finansiering og forsikring og vores forståelse af skønhed og æstetik.

I udviklingsprojektet Agenda Earth kobler vi derfor arkitekt- og advokatstandens kompetencer, med input fra en lang række andre faggrupper, der arbejder i det byggede miljø. Sammen undersøger vi, hvordan vi kan realisere drømmen om det gode, bæredygtige liv – både ved at sætte konkrete billeder på, hvordan fremtidens byggerier og landskaber kan se ud og ved at skubbe til de lovgivningsmæssige rammer, som skal gøre det muligt.

Projektet Agenda Earth er delt op i de tre spor: NATUR, TRANSFORMATION og MATERIALER.

Vær med, når vi præsenterer de tre spor og sammen med arkitekter, jurister, forfattere m.fl. sætter fokus på klodens tilstand, og hvad der skal til for at skabe et grønt paradigmeskift i det byggede miljø.

TIDSPUNKT:
22.02.2024 kl. 13:00 – 16:30

STED:
Valencia, Vesterbrogade 32, 1620 København V

Tilmelding hos Arkitektforeningen.

Program

 

12:30

Ankomst og en kop kaffe/te

13:00

Velkomst med overordnet introduktion til Agenda Earth v. direktør i Arkitektforeningen Lars Autrup.

Præsentation af temaer og aktiviteter indenfor de tre spor NATUR, TRANSFORMATION og MATERIALER v. Boris Brorman Jensen, MAA og ph.d. i urbanisme, Marianne Krogh, kunsthistoriker og ph.d. fra Arkitektskolen Aarhus, og Sidsel Gelting Hodge, fagkonsulent i Arkitektforeningen.

Et grønt paradigmeskifte: 9 trin til en klode i balance v. Jens-André Herbener, cand. mag., mag.art. og forfatter af bogen “Økokrati.

Kulturforandring i byggebranchen starter med omsorg for Jorden v. Anne Pind, MAA og ph.d. ved det Kgl. Akademi.

Det ulovlige hus: Tegnestuen Arcgencys færd mod det planetære bygningsreglement og de konkrete juridiske benspænd de møder.

Pause

14:50

Igangværende strukturelle og lovgivningsmæssige initiativer til fremme for byggeriets grønne omstilling.

Paneldebat om kulturelle og juridiske benspænd for de nødvendige forandringer med bl.a. Andrew Hjuler Crichton, generalsekretær i Advokatsamfundet og Eva Ravnborg, Country Market Director Denmark, partner, Henning Larsen.

Debat og indspark fra salen.

Farveldrink og netværk.

16.30

Tak for i dag.

Agenda Earth - next step

Som et nyt ambitiøst udviklingsprojekt skal Agenda Earth sætte fokus på, hvordan arkitektur, byggeri og jura kan være med til at udvikle en mere bæredygtig verden. Projektet kobler arkitekt- og advokatstandens evner til henholdsvis at bidrage til udviklingen gennem arkitektur og byggeri og skubbe til de lovgivningsmæssige rammer, der skal muliggøre det. Agenda Earth er initieret og støttet af Dreyers Fond og bliver videreudviklet og drevet i samarbejde med Arkitektforeningen.

Læs mere

Eftertanke

Med tre arrangementer har Dreyers Fond sat ’agenda : EARTH’ og samlet toneangivende advokater, arkitekter og andre fagligheder til debat om at imødekomme menneskehedens måske største udfordring nogen sinde: Klimaforandringerne.

Kunsthistoriker Marianne Krogh har været kurator på arrangementerne og deler her sine tanker om agenda : EARTH. Introduktion af næstformand i Dreyers Fond Mathilde Petri er også gengivet, og der er link til alle artikler om agenda : EARTH samt til optagelser af de tre arrangementer i fuld længde.

Læs mere

agenda : EARTH

Dreyers Fond sætter med tre arrangementer rum og rettigheder for kloden til debat med skæringsflader til både juraen og arkitekturen. Rækken af arrangementer bliver afholdt i Valencia på Vesterbrogade 32 og er kurateret af Marianne Krogh, der sikrer, at markante stemmer kommer til orde.

Læs mere