Når undergrunden sætter retning

Arkitektur bør tage form efter undergrundens geologi og indgå i de levende økosystemer, der definerer et sted. Det er afsættet, når arkitekt Justine Bell fra Djernes & Bell for eksempel lader den lokale lerjords fysiske egenskaber lede frem til løsningerne i et gennemskueligt, reparérbart og levende byggeri.

Læs her, hvordan jorden under os kan spille én af hovedrollerne, når en bygning skal transformeres.

Tiden i hånden: Når jorden viser vej for arkitekturen

“Hvis man står med en håndfuld lerjord, der er hentet op fra undergrunden, kan man se tiden i den. Den viser tilbage til, hvad der har været, men den kan også vise frem mod, hvad der kan blive”.

For Justine Bell kan jorden give mange svar på, hvordan transformationer og renoveringer skal gribes an, når målet er at tage vare på planetens ressourcer. Og det er det altid for hende selv og partneren Jonas Djernes i deres fælles tegnestue Djernes & Bell. “Vi har truffet en beslutning om, at vi ikke vil bidrage til mere destruktion af planeten,” fortæller hun. “Det er derfor, tegnestuen har udviklet en praksis, hvor stedsspecifik arkitektur er meget mere end visuel afspejling og tilpasning til stedet. Hvert sted har sit eget system af historie, geologi, planter og mennesker med særlig viden. Det er det, vi bruger.”

Geologien som afsæt for transformation

Det var i lagene under Djurslands istidslandskab, at Djernes & Bell fandt data, der siden førte til udviklingen af et af de seneste års mest omtalte transformationsprojekter – Hedeskov Living Lab på Djursland. De to partnere var egentlig blevet inviteret til at indrette og farvesætte en nedlagt landsbyskole, der skulle renoveres.

I Hedeskov-projektet blev ler fra undergrunden til indvendigt puds og til stampede gulve. Det stammer alt sammen fra en 30 meter høj morænebakke, der er dannet af rester af materiale fra istiden. Det blev lokaliseret af bygherren og engelske Local Works Studio, der også analyserede dets egenskaber for at vurdere, hvordan det egnede sig til lerpuds og gulv.

Med en relativt høj lerprocent på 40 var det nødvendigt at tilsætte sand, for leret vil med stor sandsynlighed krympe, når det tørrer. Sandet, derimod, har ikke svind. Det blev med meget stor forsigtighed udvundet fra en sandpude nærved, hvor også jernindholdet var højt. Det er det, der giver leret sin særlige varme og gyldne tone. Også sand, der skulle være fjernet under et uisoleret terrændæk, blev brugt.

Det er helt anderledes end i traditionelle byggeprocesser med den klassiske værdikæde af skarpt afgrænsede roller og hierarkier.

Et opgør med formgivning for kapitalens skyld

I Hedeskov-projektet og for Djernes & Bell forstås arkitektur ikke længere som et objekt:

“Det er et sæt af relationer mellem materialer, økosystemer og mennesker ”, siger Justine Bell, arkitekt MAA.

Her bliver arkitekten en facilitator, der giver form til en renovering ved at undersøge og indhente den dybe viden, der allerede er tilgængelig. Det gælder bygningshåndværkeres store indsigt i tilgængelige materialer og traditioner på egnen. Det gælder bygherrens dybe erfaring med genopretning af naturen, forskernes bidrag til at give input til designstrategierne og engelske Local Works Studio’s formåen udi landskabskortlægning og brug af naturens egne råmaterialer.

”Der er ikke brug for, at arkitekter bliver ved med at opfinde alle mulige nye former og kasser for storkapitalistens skyld.”

Tilbage til jorden

Derfor designer vi med udgangspunkt i making good: materialerne skal være gennemskuelige, beboerne eller brugerne skal kunne reparere dem enkelt, de skal føje noget bedre til den sammenhæng, de indgår i. Arkitektur skal understøtte livet, ikke ødelægge det”. Så er vi tilbage til jorden. “Mennesket har en dyb, instinktiv forbindelse til jorden. Den kan give os adgang til at forstå tiden på en anden måde end den tid, et byggeprojekt varer. Og det er forudsætningen for, at vi kan finde ægte alternativer.

Dyk ned i fortællingen om, hvordan tegnestuen Djernes & Bell lader undergrundens geologi og lokal lerjord forme et bæredygtigt byggeri. Artiklen er udgivet som en del af projektet Implement Materials: Det glemte materiale – lerjord under initiativet Agenda Earth.

Læs mere her