Skip to content

14. august 2024

Rejse gennem dramatiske norske landskaber

Moskusokser, edderfugle, kystlandskaber, sætergårde og verdensarv. På turen gennem Norge fik landskabsarkitektstuderende Johanne Kappel mulighed for at opleve nye og dramatiske højder, kræfter og tidsperspektiver – og at styrke og bruge sine erfaringer fra udvekslingsopholdet i Oslo.

Rejsen rundt i de norske landskaber gav landskabsarkitektstuderende Johanne Kappel direkte indsigt i de helt særlige steder, naturtyper og arealanvendelsesproblematikker, som hun netop havde lært om i sin undervisning gennem fem måneder på Norges Miljø- og Biovidenskabelige Universitet.

”At rejse gennem Norge i slutningen af mit ophold har gjort, at jeg kunne erfare disse landskaber på egen hånd og med egen krop. Det er afstande, højder, udsigter, kræfter og tidsperspektiver, man ikke kan læse sig til for at forstå,” siger hun.

Udvekslingsopholdet og rejsen var støttet af Dreyers Fond.

Samernes rensdyr og øen med edderfuglene

 

Turen gik fra Oslo til Trondheim for at opleve den gamle del af byen og Nidaros Domen. Derfra rejste Johanne Kappel og hendes rejsemakker gennem Mosjøen, hvor omdiskuterede vindparker er under forhandlinger.

”Det er en problemstilling, Norge kæmper med, fordi området er kendt for nogle meget sjældne naturtyper og samtidig er centralt for samernes rendrift. Det er samme problematik med Fosenhalvøen,” fortæller hun.

Derefter nåede de Helgelandskysten, hvor Unesco-sitet Vega-øerne ligger blandt mange tusinde øer på Vestkysten.

”På Helgelandskysten er der opstået et helt særligt landskab i samarbejde mellem menneske og natur. Fiskeri og edderfugledrift har været centralt i kystlandskabet, hvor der også er særlige strandenge og moser, som er til stor gavn for biodiversiteten,” fortæller Johanne Kappel.

Reine fiskerby

Bakkelandet

Midnatssolen over fjelde og fjorde

 

Efter overnatninger i telt på Øen Bolga begav Johannes Kappel og hendes rejsemakker sig nord for polarcirklen og ud til Lofoten.

”Her rejser dramatiske fjelde sig op, Reine, Offersøykammen og Tuva, som vi oplevede både fra toppen og fra bunden, ude på vandet i kajakker. Det var også utroligt særligt at opleve midnatssolen, som viste landskabet i nye facetter,” siger hun.

Lofoten bindes sammen af en enkelt hovedvej med utallige broer. Langs vejen findes de særlige ’Norske Turistveger’, som er rastepladser designet af udvalgte nordiske arkitekter og landskabsarkitekter.

”Videre på vores rejse oplevede vi de smukke fjorde omkring Åndalsnes, hvor isen har arbejdet sig igennem landet og skabt det dramatiske fjordlandskab,” fortæller hun og fortsætter:

”Det sidste stykke af turen gik gennem Dovre Nationalpark, hvor vi oplevede nogle af de traditionelle sætergårde, der er skabt med smukt håndværk og lokale materialer. Dovre er også et særligt rendriftsområde – med vidtstrakte, bløde landskaber og moskusokser.”

Sætergård i Dovre

Midnatssol

Mellem menneske og natur

 

Kurserne, som Johanne Kappel gennemførte i Oslo, gav hende en helt anden forudsætning og nye perspektiver med på hendes rejse. I kurset ’Politisk økologi’ skrev hun f.eks. en større opgave om konflikten mellem samerne og private virksomheders opførelse af vindparker i deres rendriftsområder, og det var meget meningsfuldt at komme ud og se netop disse områder, forklarer hun.

På hendes kursus i håndtegning fik hun styrket sammenhængen mellem blik, hånd og tegning, og hun nåede også at lave et par registreringer undervejs på rejsen.

”Jeg har lært en masse af at opleve så anderledes landskaber end dem, vi finder i Danmark. Vores kursus ’Landskabsforståelse’ havde stort fokus på, at landskaber opstår i relationen mellem menneske og natur, og at det er ved at forstå dette samarbejde, at man oplever stedets særlige karakter,” fortæller Johanne Kappel.

Almanak - lyrisk stedslære

Marsken og tidevandet; måneurt og klitvind. En ny bog undersøger tilknytninger mellem mennesker og landskaber og opfordrer til en ny og mere følsom landskabspraksis. Planlæggere, designere og arkitekter har nemlig et stort ansvar, ifølge forfatteren Emmy Laura Pérez Fjalland, når de skriver og tegner fremtiden.

Læs mere

Genforvildning i Melbourne

On-site eksperimenter i Australiens næststørste by gav Sara Chire Jensen mod på at arbejde mere legende og nysgerrigt med arkitektur. Hendes udvekslingsophold, og særligt faget ‘Rewilding Architecture’, gav hende i det hele taget et nyt blik på samspillet mellem natur og arkitektur – et blik, der udfordrer det antropocentriske verdensbillede og tendensen til pompøs arkitektur.

Læs mere

Læs også

På opdagelse i det catalanske

Barcelonas snoede gader og rige arkitektoniske arv og de catalanske middelalder- og kystbyer var den perfekte kombination for Bjarke Svane Enevold fra Aarhus Arkitektskole på hans fem måneder lange ophold. Og så den ugentlige bjergbestigning.

Læs mere