Skip to content

6. februar 2024

Små skridt mod store konsekvenser

Justitia advarer om forværring af retssikkerheden i Danmark i sin årlige statusrapport, som er støttet af Dreyers Fond. De store skandalesager løber med opmærksomheden, mens mindre processer gradvist udhuler vores retsstat. Forringelserne i retssikkerheden rammer typisk de mindre ressourcestærke borgere.

Tænketanken Justitia offentliggør i dag sin årsrapport for 2023, der dokumenterer en forværring af retssikkerheden i Danmark. Rapporten, som er støttet af Dreyers Fond, peger på, at mens der er omfattende fokus på de store skandalesager som FE-skandalen, Minksagen og Instrukssagen, sker der mindre og mere ubemærkede forringelser af retssikkerheden. Direktør for Justitia, Birgitte Arent Eiriksson, uddyber:

“Vi ser en eskalering af forringelserne af vores retssikkerhed, som sker i små ryk og desværre ofte går ubemærket hen. Det er vigtigt at forstå, at udover de stort opslåede skandalesager, der i høj grad svækker tilliden til systemet, foregår der også mindre processer, der gradvist udhuler vores retsstat. De grundlæggende rettigheder og retssikkerheden prioriteres ikke altid lige højt, og forringelser rammer typisk de mindre ressourcestærke borgere særlig hårdt.”

Bandepakke, overvågning og varetægtsfængsling

 

Den generelle negative tendens mod forringelser af retssikkerheden, som Justitia har observeret siden 2014, fortsatte i 2023, ifølge rapporten. Konkrete eksempler er: vedtagelsen af koranloven, fejlbehæftede ejendomsvurderinger og begrænsninger i klageadgangen, lange ventetider ved domstolene, øget brug af varetægtsfængsling, endnu en udsættelse af forbedring af retshjælpsområdet, mere overvågning, øgede muligheder for tvangsadoptioner, og aftalen om bandepakke IV, der indeholder en lang række begrænsninger af frihedsrettighederne.

Rapporten fremhæver også enkelte positive tiltag, hvor borgernes retssikkerhed er blevet forbedret, og frihedsrettighederne styrket. Et eksempel er den politiske aftale om at sikre adgang til en bankkonto for hjemløse. Et andet eksempel er forbedring af retssikkerheden i de højkonflikte familiesager ved aftalen om et forbedret familieretligt system. Højesterets afgørelse om satiretegninger af den Lille Havfrue ses også som et positivt tiltag sammen med den bebudede styrkelse af Tilsynet med Efterretningstjenesterne.

Anledning til bekymring

 

Samlet set vurderer Justitias direktør, Birgitte Arent Eiriksson, at 2023 har været et dårligt år for retssikkerheden.

”Når man ser på et år, vil der altid være tiltag, som peger i både negativ og positiv retning. Det er dog vores vurdering, at 2023 særligt er kendetegnet ved tiltag, der forringer retssikkerheden og indskrænker frihedsrettighederne. Det giver selvfølgelig anledning til stor bekymring, når der således tegner der sig et billede at retsstat, som langsomt eroderer indefra,” siger hun.

Justitias statusrapport behandler:

  • Retten til privatlivs- og databeskyttelse
  • Retten til familieliv
  • Retten til retfærdig rettergang
  • Retten til information og ytringsfrihed
  • Retssikkerhed på socialområdet
  • Efterretningstjenesterne
  • Retssikkerhed på straffelovsområdet
  • Retssikkerhed på erhvervsområdet
  • Lovkvalitet

Læs den fulde rapport på Justitias hjemmeside.

Om Justitia

Justitia er en uafhængig tænketank, der arbejder for at styrke retsstaten og borgernes grundlæggende rettigheder i Danmark. Tænketanken leverer faglig viden af høj kvalitet og analyser af juridiske og retssikkerhedsmæssige spørgsmål. Læs mere på Justitias hjemmeside.

Statusrapport på retsstaten

På trods af at Danmark rangerer højt på de internationale målinger af beskyttelse af borgerrettigheder og retsstatsprincipper, har 2022 budt på en række eksempler på forringelser af borgernes retssikkerhed og rettigheder ifølge tænketanken Justitia, som Dreyers Fond støtter især på områderne retssikkerhed og ytringsfrihed. Den aktuelle status viser en videreførelse af den negative tendens, Justitia har observeret siden udgivelsen af sin første statusrapport i 2014. Statusrapporten for 2022 udfolder udfordringerne.

Læs mere