22. april 2026
START åbner døren for nye tegnestuer
Projekt START giver endnu en gang unge tegnestuer mulighed for at arbejde med kommunale opgaver og styrke deres position på markedet. Ansøgningsfristen er 1. juni 2026.
For mange nye tegnestuer er det første projekt det sværeste at få. Uden referencer kan det være vanskeligt at komme i betragtning, selv når idéerne og kompetencerne er på plads.
Projekt START er et fælles initiativ fra Dreyers Fond og Arkitektforeningen, som kobler konkrete kommunale arkitektopgaver med tegnestuer på vej frem. Her får unge virksomheder mulighed for at arbejde med virkelige opgaver og samtidig opbygge erfaring og relationer, som ellers kan være svære at få i de første år.
Interessen for START vokser fortsat blandt både kommuner, private bygherrer, fonde og tegnestuer. Derfor inviterer Arkitektforeningen og Dreyers Fond nu igen vækstlagstegnestuer til at søge om at blive en del af projektet. Ansøgningsfristen er den 1. juni 2026.
Workshops og feedback
START-forløbet er målrettet virksomheder, hvor mindst én partner er medlem af Arkitektforeningen, og som maksimalt har otte årsregnskaber bag sig. Det nye landsdækkende call giver flere mulighed for at komme i spil, uanset hvor i landet tegnestuen er baseret.
Som optakt til ansøgningsfristen afholder START workshops i Aarhus og København. Her kan deltagerne arbejde med deres firmaprofil, som er en central del af ansøgningen.
På workshoppen får deltagerne konkrete tips til, hvordan de formidler, hvad deres tegnestue står for, og hvordan de placerer sig fagligt. Der er også mulighed for at få feedback på egne tekster og møde andre tegnestuer i samme situation. Arbejdet med profilen kan bruges direkte i ansøgningen, men også efterfølgende på hjemmeside og i dialog med kunder. For mange er det en god anledning til at få sat skarpere ord på deres praksis.
Kom med til START-workshop i København.
Kom med til START-workshop i Aarhus.
Et skridt videre
START er både et udviklingsforløb og en konkret mulighed for at komme tættere på markedet. Projektet viser, at også mindre tegnestuer kan bidrage til komplekse arkitektopgaver – ofte med nye perspektiver og en tydelig faglig tilgang.
For nogle tegnestuer bliver forløbet det første samarbejde med en kommune. For andre bliver det en mulighed for at afprøve deres tilgang i en ny sammenhæng og styrke deres profil.
START er ikke en garanti for fremtidige opgaver, men det giver noget konkret at arbejde videre med – både i porteføljen og i måden, tegnestuen præsenterer sig selv på.
Se, hvordan du søger om START, på arkitektforeningen.dk.
Fakta om START
Projekt START er et samarbejde mellem Arkitektforeningen og Dreyers Fond. Det kobler nyetablerede tegnestuer med konkrete arkitektopgaver i kommuner.
Callet er åbent for tegnestuer fra hele landet. Ansøgningsfristen er 1. juni 2026.
Der afholdes workshops i Aarhus og København som optakt til ansøgningen, hvor deltagerne kan få sparring på deres firmaprofil og indsigt i ansøgningskravene.
Læs også
19. juni 2024
20 nye tegnestuer klar til START
Projekt START hjælper kommunerne med at samarbejde med nystartede tegnestuer - og dermed få adgang til nytænkende løsninger på aktuelle udfordringer. Nu er 20 nye tegnestuer udvalgt, som skal matches med konkrete opgaver i kommunerne. Den store talentmasse blandt de nye arkitekter lover godt for fremtiden.
Læs mere15. maj 2024
De forhåndenværende søm
Nyt katalog hylder de besværlige bygninger, de nedslidte byrum; det oversete og det kasserede. Kataloget som er en del af Projekt START og et samarbejde mellem Arkitektforeningen og Dreyers Fond, viser 20 eksempler på, hvordan nyere tegnestuer arbejder med transformation af bygninger og byrum over hele landet - med ambitioner om bæredygtighed, genbrug af materialer og respekt for stedets sjæl.
Læs mere4. december 2024
Kongensgades nye klæder
Esbjerg genopfinder gågade med hjælp fra vækstlagstegnestuen Rumgehør og Projekt START. Et humoristisk udgangspunkt, midlertidige aktiviteter og selvgjorte byrumsmøbler udført i samarbejde med lokale borgere og skoleelever. Sådan lød opskriften på det projekt, der har pustet liv i den stille ende af Danmarks længste gågade.
Læs mere30. januar 2024
Kultur på loftet
Samarbejdet mellem en visionær kommunalt ansat og den unge tegnestue ReVærk løftede et projekt i Nyborg fra en tagrenovering til et helt nyt koncept for kulturværksteder. Tegnestuen er en del af Projekt START af Arkitektforeningen og Dreyers Fond, der matcher kommuner og nyetablerede tegnestuer om at udvikle ny kommunal arkitektur.
Læs mere6. marts 2023
Unge tegnestuers særlige gnist
Man bliver gladere af at samarbejde med unge arkitekter, lyder det fra Gladsaxe Kommune. Kommunen er én af de første, der har grebet chancen i Projekt START for at opleve den særlige ansvarsfølelse, stolthed og kreativitet hos små tegnestuer. START er et fælles initiativ mellem Arkitektforeningen og Dreyers Fond.
Læs mere16. januar 2023
Lystig renovering af dyrelegeplads
Arkitekter kan også fint arbejde mellem gryntende grise og brægende får. Det har NOAA Arkitekter bevist. De har hjulpet Københavns Kommune med at skabe bedre rammer for børn og løsgående dyr på Dyren i Valby. Projektet er det første i Projekt START, som er iværksat af Arkitektforeningen og Dreyers Fond for at hjælpe kommunerne med at samarbejde med unge tegnestuer. Projektet blev indviet i januar 2023.
Læs mere