Hahn Lavsens benspænd i Agger

Planen var at tage et par år til Thy for at bygge et sommerhus. I stedet forelskede Caroline Hahn og Ebbe Lavsen sig i et fiskerhus fra 1827, klemt inde mellem parkeringspladsen og iskiosken i Agger. De købte det gamle hus, forlod deres lejlighed i København og gik i gang med at bygge et nyt (helårs)hus ved siden af fiskerhuset, som kunne supplere det gamle hus og give parret den plads og de muligheder, de havde brug for som moderne børnefamilie og arkitektvirksomhed.

I dag bor de to restaureringsarkitekter permanent i det lille fiskerleje og er næsten færdige med det nye hus, mens de går og opdager nye detaljer i fiskerhuset og funderer over, hvordan det skal restaureres. Tækkemand Per, som bor i området, er ved at lægge nyt tag. Pers bedstefar var den, som senest tækkede det gamle hus om i starten af 1960’erne.

Materialer fra strand og hav

Fiskerhuset er, så vidt Hahn Lavsen ved, det eneste sted i Danmark, hvor den lokale byggetradition med strandsten sat i lermørtel er bevaret.

”Selvfølgelig bærer det jo præg af en enorm fattigdom, at man har været ude på stranden for at finde sit materiale. Men vi synes bare, at det er supersmukt,” siger Caroline Hahn.

“Noget af det, vi synes er så spændende ved at arbejde med restaurering og gamle huse i det hele taget, er, at vi lader nogle lag blive tilbage til at fortælle historien,” forklarer Ebbe Lavsen.

Derudover sætter parret en ære i at genbruge så mange materialer som muligt. De gamle stolper er ormædte, men har alligevel en solid kerne og udmærket bæreevne, fortæller Ebbe Lavsen. De gamle lægter udgøres bl.a. af gamle grene og en gammel bundgarnspæl, hvor nogen har snittet sine initialer. ”Hvad man lige havde for hånden,” som Ebbe Lavsen forklarer.

”Når vi hiver en stor lade ned, er der jo tømmer nok til et helt livs projekter, hvis man bare kunne få det samlet sammen og sat i system – og man kan få lov at bruge det. Kvaliteten kan sagtens være bedre end det, du køber nyt,” siger han.

På rov

Så ofte som muligt tager de to arkitekter ud i tomme og nedrivningstruede huse for at bjærge materialer.

”Hvis du kan gå på rov og hente eller genbruge nogle ting, føles det helt enormt rigtigt. Men det er også svært. Problemet er, at det er tidskrævende, og i et byggeri, hvor du nu engang har et vindueshul, kan du ikke gå ud og finde noget på mål. Så det er ligesom at gå og lede i genbrugsbutikkerne. Du kan ikke vide, hvad du finder. Du kan ikke have en klar idé,” forklarer Ebbe Lavsen.

Parret har en aftale med et nedrivningsfirma om, at de kan komme ud og vælge nogle ting – bare de selv piller det ned og bærer det væk.

”De synes måske, vi er lidt mærkelige; det gør de nok. Men samtidig synes de jo også, at det er godt, at det bliver brugt til noget. Det har de tit sagt, at de kan godt se, at der er pæne vinduer eller pæne døre, men de kan bare ikke bruge tid på at finde den rigtige køber,” siger Caroline Hahn.

Dybere problematikker

både pga. den dramatiske natur og de tomme huse. Men det er ikke alle, der kan se charmen.

“Det er meget svært at få folk til at tro på potentialet i den bygningsmasse, der står der. Man ser det først og fremmest som et problem. Og løsningen, det er nedrivning,” siger Ebbe Lavsen og fortsætter:

”Kommunen her og alle vores nabokommuner har ikke en arkitekturpolitik. Det er ikke en prioritet. Man tror, at arkitektur handler om at tillægge noget ekstra, noget lidt lækkert, til byggeriet. Og det er slet ikke det, der optager arkitekter. Det er nogle dybere problematikker, vi gerne vil have lov til at komme med et bud på at løse.”

I Hahn Lavsens eget byggeprojekt var det også vigtigt for dem at ”gå planken ud” og eksperimentere med materialer og byggemetoder og udfordre deres viden som restaureringsarkitekter. De har bestemt ikke gjort det nemt for sig selv med den udfordrede grund, det 200 år gamle hus og deres mål om at bevare og genbruge, og de er blevet presset ud i mange besværlige løsninger i deres jagt på lokale, naturlige og bæredygtige materialer. Dem kan man nemlig ikke altid bestille i byggemarkedet.

Men det var heller aldrig meningen, at projektet skulle være nemt, siger de. Til gengæld har de to restaureringsarkitekter allerede fået en masse ny viden om, og førstehåndserfaring med, at arbejde bæredygtigt med nybyggeri og nænsomt med gammel bygningsarv.

Læs om Projekt START på arkitektforeningen.dk

Tekst, tilrettelæggelse og klipning: Emilie Koefoed
Kamera og lyd: Martin Gravgaard