START-portræt: Jesper Kusk

Allerede som barn var Jesper Kusk optaget af bygninger. ”Min far var tømrer, og i weekenden tog han mig med på ture op og ned langs Vestkysten, hvor vi så på alle de sommerhuse, han havde været med til at bygge. Indimellem kom jeg også med på byggepladsen. Det åbnede mine øjne for, hvilke oplevelser man kan skabe, når man arbejder med forskellige typer af materialer og konstruktioner,” fortæller han.

Efter mange år på nogle af landets store tegnestuer var det også muligheden for at bygge et sommerhus, som fik arkitekten til at vove pelsen og springe ud som selvstændig. På en mikroskopisk grund ved Følle Strand på Djursland, voksede det første projekt frem: Tre skarptskårne træhuse, som ligger skulder ved skulder, med kig til Kalø Slotsruin på den ene side og Aarhus på den anden. Tilsammen fylder de blot 46 kvadratmeter, og alligevel er der både plads til at være sammen og til at være alene.

”Man kan godt skabe store oplevelser i et lille hus. Vi har presset pladsen til det yderste. Der er indbyggede møbler, og vinduer og gangareal fungerer som opholdsområder. Og fordi der er skydedøre mellem de forskudte bygningsvolumener, kan man tilpasse rummene efter behov, alt efter om man gerne vil trække sig uforstyrret tilbage med en god bog, ønsker at deltage i madlavningen eller hellere vil se det nyeste afsnit af “Mesterværker” i fjernsynstuen.” siger Jesper Kusk om projektet, som er et bud på fremtidens sommerhusliv og allerede har vakt en del opmærksomhed – også i internationale medier.

Naturen indenfor

Jesper Kusk bygger stadig for private, men udvikler også større projekter for kommuner og andre professionelle bygherrer. Fra masterplan til kommunalt kulturhus. Og fra genbrugsstation med fokus på leg og læring til fælleshave i det almene og rådgivning af lokale ildsjæleprojekter.

Men selvom projekterne varierer i form og skala, er tankegangen den samme: Arkitektur, som harmonerer med stedets særlige kvaliteter. Transformation og genbrug, så vidt det er muligt. Biobaserede og fornybare materialer. Og et gennemgående fokus på dagslys, udeliv og fællesskab.

”Jeg tror på, at vi skal skabe arkitektur, som taler til sanserne. Som bringer naturen indenfor og bidrager til at fremelske mere inkluderende fællesskaber. Det er faktorer, som har en kæmpe betydning for vores glæde og sundhed hver især – men også er afgørende for, hvordan det lokale fællesskab udvikler sig over tid. Og i sidste ende om det er den ene eller den anden landsby, der overlever,” siger han og tilføjer:

”Helt grundlæggende er jeg interesseret i, hvordan vi kan bruge arkitekturen til at højne livskvaliteten. Danskerne bruger 90 procent af tiden indenfor, og derudover er der meget, som tyder på, at vi også bliver mere ensomme og usunde. Så hvordan kan arkitekturen være med til at ændre på den udvikling? Hvad gør vi?”

Fællesskab kommer ikke af sig selv

En visions- og helhedsplan for Arena Mors viser vej til en mulig løsning. I dag: to håndboldhaller, fitness og omklædningsrum. Men står det til Jesper Kusk og samarbejdspartneren Keingart Space Activators skal stedet gentænkes med springhal, rytmisk dansesal, wellness- og svømmehal og en tennishal. Indenfor skal være et nyt, samlende ’torv’ med en varm og imødekommende atmosfære, mens glastag og glasfacader bringer dagslyset og det grønne indenfor.

Et lignende projekt er under opsejling i Tisvilde, hvor et nedslidt og lavloftet hus i gasbeton skal genopstå som lokalt mødested. Lokale frivillige kræfter har været med til at udvikle projektet, som er støttet af bl.a. LAG, Lokale og Anlægsfonden, DGI og Dreyers Fond i regi af Projekt START – Dreyers Fond og Arkitektforeningens fælles initiativ for vækstlagstegnestuer og kommuner.

Helt konkret er idéen at beklæde den eksisterende bygning med blåmalet træ, åbne til kip og lukke ovenlyset ind. Masser af ovenlys. Også her er et ’torv’, som binder det hele sammen. Ikke i form af ét stort, åbent rum, men som et sted, der byder på små kroge, nicher og smøger, hvor man kan finde sammen eller finde ro. Musiklegeplads, udekøkken og højtlæsning under det store træ er at finde på listen over aktiviteter, som fremover skal udfolde sig her.

“Jeg er overbevist om, at vi skal udvide vores forståelse af, hvordan fællesskab opstår. Derfor arbejder jeg ud fra idéen om demokratisk forbundne fællesskaber, hvor der er plads til alle, både de introverte og de ekstroverte.”

”Jeg har tidligere arbejdet en del med læringsmiljøer som fx børnehaver, skoler og universiteter, og her opererer man ofte med tanken om ’hjertet’ – det store rum, hvor alle mødes. Men jeg er overbevist om, at vi skal udvide vores forståelse af, hvordan fællesskab opstår. Derfor arbejder jeg ud fra idéen om demokratisk forbundne fællesskaber, hvor der er plads til alle, både de introverte og de ekstroverte,” siger Jesper Kusk.

I praksis betyder det, at der skal være mindre rum og nicher, så brugerne ikke føler, de bliver eksponeret for alverden, når de sidder med en god bog og har brug for at trække sig. Men også at der fx skal være en ’scene’ for dem, der har brug for at være ’på’, forklarer arkitekten og uddyber:

”Der er en stærk kraft i fællesskabet, men det skal hjælpes på vej og afspejle sig i arkitekturen. Fællesskab kommer ikke af sig selv.”

Gode projekter vokser i samarbejdet

En reol dækker næsten hele den ene væg på tegnestuen og er næsten helt fyldt op af sirligt håndbyggede modeller i træ. Dem bruger arkitekten i sin fortløbende dialog med bygherrer og brugere. For den tætte dialog er afgørende for et godt resultat.

”Jeg leverer aldrig et fuldt og færdigt projekt, men faciliterer en ramme at tale ud fra – både skitser og modeller i 2D og 3D. Den fysiske model er nem at forstå. Det er nemt at ’gå tilbage’ og justere, og der er ingen blinde vinkler. Med VR-brillerne kan vi invitere bygherren indenfor i projektet. Der sker noget, når man får brillerne på og kan se, hvordan den nye bygning passer til de eksisterende omgivelser. Om dagslyset falder rigtigt. Om det er de rigtige farver, vi har valgt,” siger han og fortsætter:

”Gode projekter opstår jo ikke i elfenbenstårnet, men vokser i samarbejdet med dygtige håndværkere og andre samarbejdspartnere og i dialogen med dem, der skal drive og bruge det i sidste ende. Og det gælder uanset, om der er tale om en helhedsplan, et kulturhus – eller et sommerhus på 46 kvadratmeter.”

Tekst: Birgitte Lindegaard Jensen