Olmo Ahlmann og Stine Christiansen er de to arkitekter bag OS arkitekter. De deler kontorfællesskabet med ingeniører, fotografer og nogle folk, der laver VR-brilleudstyr og produktion til museer. Bygningen er en gammel lygtefabrik, og de gule fliser er en rest fra dengang. Ifølge de gamle plantegninger for NEFA lygtefabrik sidder OS Arkitekter i dag i kvindernes omklædningsrum. Reolen er fyldt med en blanding af modeller og sjove fund, og i loftet hænger en diskokugle – endnu et levn fra de tidligere brugere på fabrikken. Stine Christiansen fra OS Arkitekter siger:

”Vi kan godt lide en lille smule rod. Vores kontor er også et værksted, så nogle gange sidder vi her med fræseren og støv i håret. Det er jo en del af det, der er sjovt ved at være en lille tegnestue, at det hele er blandet sammen”.

Bygning, landskab og byplan

Traditionelt set har der været en skarp opdeling mellem arkitekten, landskabsarkitekten og byplanlæggeren, men for OS Arkitekter hænger tingene uløseligt sammen. Når de for eksempel bygger et p-hus i Ørestad eller en værkstedshal i Jyderup interesserer de sig for, hvordan bygningen indgår i den store fortælling.

Gennem Projekt START er OS Arkitekter i gang med et projekt for Vejle Kommune for at skabe en promenade langs Vejle Å fra bymidten og ud til en ny bydel. Strækningen er halvanden kilometer og går igennem en plæne langs åen inde i byen ud til overdrevet og ådalen. Projektet skal både give identitet til byen og fungere som klimasikring.

OS Arkitekter startede med at kortlægge det meget varierede forløb og inddele det i forskellige bidder med hver deres kvaliteter, der er værd at bevare og fremhæve. Det eksisterende er nemlig det mest interessante for de to arkitekter, som forsøger at ”fremkalde” de oversete kvaliteter med små og nænsomme greb. Olmo Ahlmann fra OS Arkitekter:

”Promenader er jo typisk noget med, at man ser ud mod det store hav eller en anden dramatisk udsigt, men her er landskabet ret stilfærdigt. Derfor startede vi også med et meget stilfærdig forslag, fordi vi syntes, at det var så flot, at vi ikke ville ødelægge noget”.

Miniaturelandskaber

På deres kontor står udførlige landskabsmodeller med miniaturetræer og -buske og et lag af kunstig mos. De har en kunstner, Lars Fynboe, der sidder og hæver hvert græsstrå med magnetiske plader og ”nørder fuldstændig igennem,” fortæller Stine Christiansen. De virkelighedstro modeller er et forsøg fra deres side – og måske endda en provokation, tilføjer Olmo Ahlmann og siger:

”De er et godt eksempel på, at vi tager landskabet seriøst. På arkitektmodeller er landskabet ofte bare repræsenteret med grøn spray og en pind fra et træ. Så det er lidt provokerende at være så en-til-en virkelighedstro i en arkitektmodel, fordi der plejer at være et abstraktionslag. Der er ikke nogen abstraktion i det her. Lars prøver faktisk at efterligne virkeligheden så meget som muligt. Det synes jeg, der er noget meget usnobbet og sympatisk over, fordi det kommunikerer mindst lige så meget til ikke-arkitekter som til arkitekter. Bæredygtighed er en kompleks størrelse, så hvis man på en eller anden måde kan få det konkretiseret og formidlet lidt nede på jorden, er man allerede langt.”

Byens DNA med VR

I et andet START-projekt, hjælper OS Arkitekter Høje-Taastrup Kommune med at opgradere hovedgaden i Hedehusene og skabe en visionsplan for bymidten. OS Arkitekter prøver at finde frem til byens DNA og de kvaliteter, der er at bygge videre på – i samarbejde med borgerne. På biblioteket kan man træde ind i en VR-udgave af arkitekternes tre forslag til hovedgaden. Byrum er nemlig svære at forstå på en plantegning, så det fungerer godt, at folk kan træde ind på den fremtidige plads på Fabriksvej og stå og se på himlen og træerne, forklarer hun. De gamle betonfliser foreslår OS Arkitekter at bruge på ny i belægningen som en mosaik. Stine Christiansen fortæller:

”Det er en klassisk forstadshovedgade, som ikke rigtigt har fundet sig selv. Der ligger skrald på gaden og gamle betonfliser, og mange butikslokaler står tomme. Det er ikke et stolt sted. Endnu. Men der er et stort potentiale, blandt andet nogle fine baggårdsmiljøer og historiske bygninger og så landskabet omkring. Det er ret nyskabende at få lov at bruge det, der allerede er. Og det er fantastisk at lave en mosaik ud af noget, som er stigmatiseret som grimt og forkert. Når man kigger nærmere på sådan nogle betonfliser, er de faktisk superflotte. Det er jo råmateriale – sand og sten – gjort fast.”

Nyt æstetisk kompas

Bæredygtigheden er ikke bare en præmis men en driver i OS Arkitekters projekter. Og æstetikken følger deraf. Det gør arkitektfaget smukkere og mere relevant, at der faktisk er noget på spil, mener Olmo Ahlmann:

”Man kan godt blive træt af at snakke om æstetik og pæne proportioner. Det ville være så fint, hvis det bare kan få lov at ligge implicit: at tingene er smukke, fordi de giver mening, og at de giver mening, fordi de er smukke. Det æstetiske kompas halter altid lidt bagefter. Fordi folk skal lige forstå helt inde i hjertet, hvorfor ting ser ud, som de gør. Men så begynder øjet også at holde af det.”

Deres fokus på bæredygtighed har de fra Vandkunsten, hvor de har arbejdet i henholdsvis 11 og 16 år. Men bare på de seneste år, hvor de har haft egen tegnestue, har de kunnet mærke en langt større interesse for bæredygtigheden og en større risikovillighed i faget, mener Stine Christiansen:

”Alle er i gang med at søge efter en ny svar. Det er en ret spændende tid at være arkitekt – og også ret udfordrende, fordi vi kommer fra et formsprog og et materialesprog, som ikke holder længere. Vi er i en brydningstid, hvor vi er ved at få ændret vores syn på ting som stand og som mennesker og som samfund”.

Svøbt i landskab

Byplanen er på en måde det ypperste inden for bæredygtighed, forklarer de to arkitekter, fordi man er nødt til at tænke alle systemer sammen: kloakken, vandet foroven, byggesystemet, boformerne. Den helt store skala får OS Arkitekter i øjeblikket lov at dyrke i Berlin, hvor de arbejder på en ny bydel [MOU1] på 100.000 kvadratmeter. Området, Molkenmarkt, som ligger ved siden af Alexanderplads og Museumsinsel, blev bombet under Anden Verdenskrig og er den sidste ubebyggede del af Midte. Nu skal der genopføres et bæredygtigt bykvarter.

”Tyske konkurrencer er virkeligt hardcore. Du skal tegne og beregne alt. Så vi afleverede tegninger af alle brandveje og hver eneste skakt for de der 100.000 kvadratmeter, og vi har regnet på alt – tagvand og lokal nedsivning og vind. Vi har også minimeret trafik og parkering, så vejene kan være grønne og kan stå og lave fordampning, for der sker allerede en ret vild overopredning af hele Berlin. Så projektet er svøbt i det her performative landskab,” forklarer Stine Christiansen.

Molkenmarktprojektet har fyldt meget i den lille tegnestue, og Stine Christiansen har hyret en privattutor for at genopfriske sit gymnasietyske til lejligheden, fortæller hun:

”Jeg kunne godt gå på bar og bestille øl i Tyskland, men det er noget andet at skulle ringe og tale med en tysk trafikingeniør. Så jeg har taget privatundervisning, og så har jeg hørt berlinerradio hver dag. Jeg ved altid, hvordan vejret er i Berlin,” griner Stine Christiansen og tilføjer. Det er jo en demokratisk proces med mange møder og kæmpe borgermøder med 1.000 mennesker, og alt foregår på tysk. Samtidig har vi at gøre med en by, der har fået slettet meget af sin historik, og det er vigtigt at forstå den kontekst. Den forståelse får man nemmere med et sprog.”

Tekst og billeder: Emilie Koefoed