Skip to content

24. august 2026

Strafferetten i politiets praksis

Ny bog giver politifolk – og andre med interesse for strafferet – et praktisk indblik i strafferetten. En viden der er en forudsætning for effektivt politiarbejde samt en væsentlig del af borgernes retssikkerhed.

Politiet har vidtgående beføjelser i det danske samfund. De kan efterforske forbrydelser, sigte borgere og gribe ind over for den enkelte. Derfor er et solidt kendskab til strafferetten afgørende – både for politiets arbejde og for borgernes retssikkerhed.

Det er udgangspunktet for bogen “Strafferet for politifolk”, skrevet af Thomas Elholm, Brian Kaas Borgstrøm og Malene Rysgaard, udgivet af Djøf Forlag og støttet af Dreyers Fond.

Bogen er først og fremmest en praktisk lærebog. Den gennemgår blandt andet reglerne om strafansvar og sigtelse samt en lang række af de forbrydelser, politiet møder i hverdagen – fra vold, tyveri og narkotikakriminalitet til seksualforbrydelser og forbrydelser mod den personlige frihed. Reglerne bliver løbende koblet til konkrete eksempler og retspraksis.

Retssikkerhed i praksis

 

Set fra et retssikkerhedsperspektiv er det især interessant, hvordan bogen beskæftiger sig med sigtelse og myndighedsudøvelse.

At blive sigtet er et alvorligt indgreb i et menneskes liv. Derfor er det afgørende, at politiet har et klart juridisk grundlag for sine beslutninger og kan vurdere, hvornår betingelserne for strafansvar er opfyldt.

Bogen behandler også forbrydelser begået i offentlig tjeneste eller hverv. Her bliver perspektivet vendt: Strafferetten handler ikke kun om de borgere, politiet efterforsker, men også om det ansvar, der følger med at udøve offentlig myndighed.

Med sine 511 sider er “Strafferet for politifolk” først og fremmest et fagligt værktøj. Men bogen peger samtidig på et grundlæggende vilkår i retsstaten: Politiet er tillagt betydelig magt til at beskytte samfundet og håndhæve loven, og netop derfor er et sikkert juridisk fundament afgørende.

Grundig viden om strafferetten er ikke alene en forudsætning for effektivt politiarbejde – den er også en væsentlig del af borgernes retssikkerhed.

STRAFFERET FOR POLITIFOLK

Bogen er primært skrevet til politifolk, men henvender sig også til andre med interesse for strafferet og politiets arbejde, blandt andre journalister. Den er skrevet af:

Thomas Elholm er landsdommer ved Vestre Landsret og professor i strafferet ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Han har gennem en årrække forsket og undervist i strafferet og har forfattet en lang række bøger og artikler inden for området.

Brian Kaas Borgstrøm er juridisk specialkonsulent ved Københavns Politi og ekstern lektor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, hvor han underviser i økonomisk kriminalitet. Han har tidligere arbejdet som anklager og undervist på Politiskolen.

Malene Rysgaard er ekstern lektor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, hvor hun blandt andet underviser i økonomisk kriminalitet og børskriminalitet, ligesom hun underviser på Politiskolen og hos anklagemyndigheden. Hun har tidligere arbejdet som anklager og forsvarsadvokat

Udgivet i juli 2026 af Djøf Forlag

Læs også

Hvad sker der med et menneske, når uger i varetægt bliver til måneder eller år? Animationsfilm og otte personlige fortællinger fra forsvarsadvokater sætter fokus på tiden før dommen og de konsekvenser, som lange varetægtsfængslinger kan have.

Læs mere