Vesterbro-klenodies forvandling til kollegie

På et hjørne midt i Vesterbros travle byliv ligger den ejendom, som Dreyers Fond lige nu omdanner til et moderne kollegie for jura- og arkitektstuderende. Tegnestuen Vandkunsten står for renoveringen og ombygningen af den historiske bygning, og arkitekt Lars Rex Christensen og hans kolleger er dykket dybt ned i det omfattende arkivmateriale for bygningen for at forstå de historiske og arkitektoniske lag. Tegnestuen, som gerne eksperimenterer med nye boformer, har desuden besøgt en håndfuld kollegier for at undersøge, hvad der skal til for at bygge et kollegiefællesskab.

Klenodie i kvarteret

I arkiverne for Vesterbrogade 75 kan man læse om enkefruers uoverensstemmelser med deres advokater og grosserer og skænderier i byretten i slutningen af 1800-tallet. Man kan læse om ligkistefabrikken, der blev sløjfet i 1921 for at gøre plads til bygningen ud mod Oehlenschlægersgade. Og man kan læse om politianmeldelser og ulovligt indrettede klubværelser, pornobiograf og balletskole.

”Jeg tror, at alle, der nu eller tidligere har boet på Vesterbro, har et forhold til den bygning, måske fra Guldregn eller fra den notoriske voksenbiograf Hawaii Bio. Der lå også en garnforretning i mange år, Therese Garn. Bygningen er lidt af et klenodie,” fortæller Lars Rex Christensen, som selv bor på Vesterbro.

Man ser det ikke udefra, men ejendommen består af to bygninger. Den oprindelige bygning ud mod Vesterbrogade er bygget omkring bymurens åbning, i 1860, som en lejlighedsejendom til det pænere borgerskab i murværk med indvendige bindingsværksvægge. I 1922 køber grosserer Bjergholt fra Rungstedkyst ejendommen og opfører den anden ejendom, som vender ud mod Oehlenschlægersgade.

Nænsomt ansigtsløft

Bygningens centrale placering få minutter fra hovedbanegården og tæt på både det juridiske fakultet og arkitektskolen gør den særdeles velegnet til sit nye liv som kollegie for netop jura- og arkitektstuderende. Bygningen har tilmed, indtil fonden overtog den, været indrettet med klubværelser, som arkitekterne kunne tage udgangspunkt i til det nye layout, forklarer Lars Rex Christensen. Men der ligger stadig et stort arbejde i at renovere og klargøre den misligholdte bygning til moderne kollegie.

”René, viceværten, som har været derinde de sidste 20 år, fortalte, at hans budget var på 16.000 kroner om året, og det gik primært til gaffatape og polyfilla. Så det er en slidt bygning, vi står med. Nu prøver vi at lave et nænsomt ansigtsløft. Renoveringen skal nemlig ikke springe i øjnene. Det er den største gave, når det nye er så naturligt indpasset, at man ikke tænker over det,” siger arkitekten.

Farvearkæologer blev sat til at finde frem til bygningens oprindelige farver, og det viste sig, at det gule hus oprindeligt havde en hvidgrå farve udvendigt, som nu bliver genskabt. De gamle gulve bliver slebet, renset og lagt tilbage, og den store portion original granit fra Bornholm, som de oprindelige lyskasser er opbygget af, genbruges til blandt andet belægninger i gården.

”Det handler om at finde de fine kvaliteter frem i huset, der allerede er til stede, og så gå lidt bagudskuende til værks. Men spørgsmålet bliver selvfølgelig: Hvilken tidsalder skal man vælge?” siger Lars Rex Christensen.

Når Dreyers Kollegie står færdigt, vil det første, man møder, være indgangspartiet med terrazzogulvet og trappen fra 1860. Her bruger arkitekterne den oxidrøde, ’Dodenkopf’, som farvearkæologerne har fundet på vinduerne mod gaden, og lader den være gennemgående op ad trapperne, på gulvene og på væggene. Herfra går man ind til en mere 1920’er-agtig stemning i køkken, fællesrum og bade. Og endelig er værelserne moderne indrettet med komplette møbler i birkekrydsfiner og de originale, genbrugte gulve.

God slags tvang

Tegnestuen Vandkunsten har altid haft fokus på at skabe eksperimenterende boformer og bygninger til fællesskab. I forbindelse med Dreyers Kollegie og for at finde frem til, hvad der udgør et godt fællesskab netop på et kollegie, har arkitekterne været på studieture til forskellige gamle kollegier. De har blandt andet besøgt Regensen og Valkendorf inde i centrum af København og Studentergården på Tagensvej. De har også interviewet kollegianere i Aarhus.

”Én af de ting, vi fandt ud af, var, at et sted mellem 9 og 12 personer om et køkken er godt for at danne et fællesskab. Vi fandt også ud af, at der ikke var behov for så mange toiletter og bade, som vi først havde tegnet. Dem, vi snakkede med, fortalte, at de aldrig stod i kø. Desuden er fælles toilet og bad en vigtig del af at føle et fællesskab med dem, man bor sammen med, som i en stor familie,” forklarer Lars Rex Christensen.

I det nye kollegie har arkitekterne desuden tegnet to fællesrum og et fælleskøkken på hver etage. Det mindre fællesrum skal fungere som en slags hyggeområde i forbindelse med køkkenet. Det større fællesrum kan lukkes af og bruges som f.eks. tv-stue, gamerrum, musikrum eller værktøjsrum – alt efter hvad de studerende ønsker sig. De to tagterrasser er også fælles og bliver forhåbentlig populære til blandt andet fællesspisning, fortæller Lars Rex Christensen.

”Beboerne skal gå fra den ene del af huset til den anden del af huset for at komme i køkkenet. Og badene er placeret strategisk rundt omkring, så man netop får blandet folk. Fællesvaskeriet er også vigtigt. I det hele taget er det vigtigt med de steder, hvor man er tvunget til at mødes på tværs. Tvang lyder jo forfærdeligt, men det er faktisk godt i et fællesskab at have en form for tvang,” forklarer han.

Nyt fællesskab midt i byen

Mens byggeriet står på, er rådgivningsvirksomheden Hele Landet i gang med et forløb for at etablere kollegiet i samarbejde med en gruppe af unge arkitekt- og jurastuderende.

”Rammerne for det nye fællesskab kan ikke skabes af arkitekturen alene. Jeg tror, at Hele Landets arbejde kan bidrage til at skabe nogle vedtægter, nogle regler og nogle mikrosamfund inde i det hus, som gør, at det bliver levende,” siger Lars Rex Christensen.

Et levende ungefællesskab og moderne kollegie på den yderst centrale placering vil også have positiv betydning for lokalområdet, mener han:

”Jeg er sikker på, at det nye kollegie kommer til at give enormt meget tilbage til byen. For det første sætter det en hel beboergruppe ind et sted, hvor de normalt ikke vil have råd til at bo. Det giver nogle andre typer mennesker, end der ellers bor i det område. Og så giver det også noget vigtigt til lokalområdet, at fonden har bevaret så meget erhverv nede i stueetagen. Galleriet er f.eks. en vigtig drivkraft i området.”

Den gamle betonflisegård forvandles til grønt gårdmiljø med træer og planter. Der var her, under udgravningen af gården, at arkæologer for nylig opdagede fundamentet til nationaldigteren Adam Oehlenschlægers fødehjem. Bygningen rummer mange lag og historier, og snart kommer der et nyt kapitel til, når de første studerende flytter ind i Dreyers Kollegie.