24. november 2022
Vis Moot 2023
Willem C. Vis International Commercial Arbitration Moot er verdens største og mest prestigefyldte konkurrence for jurastuderende inden for formuerettens område. I år stiller Danmark til Vis Moot med to hold fra henholdsvis Københavns Universitet og Aarhus Universitet. AU har vejledere fra Gorrissen Federspiel og KU fra Plesner. De i alt 16 jurastuderende og deres vejledere har været i gang siden efteråret 2022 og arbejder flittigt frem mod finalen i Wien i påsken 2023. Her er en kort forklaring på årets sag, som de studerende skal kunne forsvare fra begge sider.
Dette års Vis Moot omhandler en aftale om køb og salg af droner. Aftalen er indgået mellem en dronevirksomhed og en statsejet virksomhed, der kommer fra to forskellige lande. Den statsejede virksomhed ønsker at købe droner med det formål at overvåge og foretage geologiske undersøgelser af landets naturområder.
Den statsejede virksomhed ligger i et land præget af politisk ustabilitet, herunder særligt korruption. Da landets politiske situation forværres, ønsker den statsejede virksomhed at ophæve kontrakten med dronevirksomheden med øjeblikkeligt varsel. Begrundelsen er blandt andet, at den minister, der har indgået kontrakten, ikke havde den fornødne bemyndigelse på grund af særlige bemyndigelsesregler i landets grundlov, og at den model, som droneproducenten vil sælge, ikke lever op til en betingelse i aftalen om, at det skal være sidste nye model.
På det tidspunkt, hvor den statsejede virksomhed giver dronevirksomheden meddelelse om ophævelse af kontrakten, var de dog allerede i gang med produktionen. Dronevirksomheden ønsker derfor at opretholde aftalen og mener i øvrigt ikke, at formelle regler i et fremmed lands grundlov skal have forrang for den aftale, som parterne har indgået. Dronevirksomheden mener i øvrigt, at den aftalte drone-model lever op til aftalen.
Årets to teams af Mooties
Læs mere om KU Mooties.
Læs mere om AU Mooties.
Overordnet om Vis Moot
“Vis Moot” er en forkortelse for ’Willem C. Vis International Commercial Arbitration Moot’ der også er kendt som “CISG- og voldgiftsprocesspillet”. Det er verdens største og mest prestigefyldte konkurrence for jurastuderende inden for formuerettens område. Dreyers Fond støtter deltagelse af de danske hold, der konkurrerede mod studerende fra knap 400 andre universiteter verden over. Konkret i et processpil hvor studerende procederer som advokater foran virkelige voldgiftsdommere i en fiktiv voldgiftssag.
Finalen bliver afholdt i påsken i Wien med deltagende hold fra hele verden, så der er mulighed for at møde et sjældent alsidigt udvalg af jurastuderende og voldgiftsjurister. Til Vis Moot bliver de studerende skarpere på de forskellige retstraditioner. Mens USA, England og andre er common law jurisdictions, er de kontinentaleuropæiske lande civil law jurisdictions. Her søger man at klarlægge parternes subjektive vilje og intentioner bag en aftale, som måske er uklart formuleret. Ofte indgår en parts gode eller onde tro i vurderingen. Besøg det officielle site for Vis Moot.
KU Mooties 2023
I påsken 2023 drager to danske hold til Wien for at deltage i finalen til verdens mest prestigefulde processpil Vis Moot. Dreyers Fond støtter deres deltagelse, der kræver en hel del og byder på både frustrationer og fantastiske oplevelser. I år deltager hold fra Aarhus Universitet samt fra Københavns Universitet. Her er det KU Mooties der kort præsenterer sig selv.
AU Mooties 2023
To danske hold deltager til Vis Moot i år, og i påsken 2023 tager de til Wien, hvor finalen i verdens mest prestigefulde processpil altid foregår. Traditionen tro støtter Dreyers Fond de danske jurastuderende, der i dén grad bliver udfordret undervejs, selv om de også får både sociale oplevelser og faglig indsigt med sig. I år deltager hold fra Københavns Universitet samt fra Aarhus Universitet, der her præsenterer sig selv.
Efter Vis Moot
Mens ansøgningsfristen for næste års udgave af Vis Moot nærmer sig, har dette års deltagere fra SDU gjort status. Her fortæller de om deres oplevelse og deler billeder fra turen til Wien, hvor processpillets finale som altid foregik.
Pre-Moots godt i gang
De danske deltagere i årets udgave af det internationale processpil Vis Moot er godt i gang med den mundlige del og har kalenderen spækket med pre-moots. For første gang siden 2019 foregår det ikke online men også ude i verden. Her er samlet et par indtryk fra de tre hold fra henholdsvis Aarhus, Københavns og Syddansk Universitet.
Godt i gang med Vis Moot
Årets udgave af det internationale processpil Vis Moot er godt i gang, og Dreyers Fond støtter de tre deltagende danske hold fra henholdsvis Aarhus, Odense og København. Her fortæller de danske Mooties fra Københavns Universitet om opstarten.
Aarhus Mooties
Dreyers Fond støtter de tre deltagende danske hold i det internationale processpil Vis Moot og har tidligere fået KU-Mooties til at fortælle og dele billeder. Her har holdet fra Aarhus Universitet fået stafetten.