20. januar 2025
Vis Moot 2025 – anlæg til grøn hydrogen
Årets Vis Moot udfordrer jurastuderende fra hele verden med en tvist om et grønt brintanlæg, der kombinerer spørgsmål om voldgift, bevisførelse og international køberet. Dreyers Fond støtter de tre danske hold, der skal repræsentere Danmark i den prestigefyldte finale i Wien.
Vis Moot er verdens største procedurekonkurrence for jurastuderende. Konkurrencen fokuserer på formueretlige problemstillinger om international købelov – CISG – og voldgift. Årets tvist omhandler en fiktiv sag om et grønt brintanlæg samt spørgsmål om jurisdiktion, bevisførelse og lovvalg.
Dreyers Fond støtter de tre danske hold, der i april 2025 skal procedere i konkurrencens finale i Wien. De danske hold kommer fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet i Odense.
Voldgift, bevisførelse og international kontraktret
Årets Vis Moot-case drejer sig om en kontrakt mellem det statsejede energiselskab Equatoriana RenPower og ingeniørfirmaet GreenHydro om opførelsen af et grønt brintanlæg. Projektet blev aldrig realiseret, da Equatoriana RenPower opsagde kontrakten med henvisning til forsinkelser i GreenHydros levering af projektmateriale samt et regeringsskifte og en følgende ændring i regeringens energipolitik. GreenHydro bestrider opsigelsen og har indledt en voldgiftssag for at få kontrakten opfyldt.
Sagen rejser flere centrale juridiske spørgsmål: For det første, om voldgiftsretten overhovedet kan behandle sagen, da kontrakten kræver, at parterne først forsøger at løse tvisten gennem forhandling. For det andet, om visse dokumenter kan bruges som bevis, herunder en e-mail med et forligstilbud – et fortroligt “without-prejudice offer” – og en intern e-mail fra GreenHydro, som muligvis er skaffet ulovligt. Endelig er der uenighed om, hvorvidt den internationale købelov (CISG) finder anvendelse, eller om parterne gyldigt har ekskluderet CISG i kontrakten. Equatoriana RenPower mener, at sagen skal afgøres efter den nationale lovgivning i deres hjemland.
Sagen kombinerer komplekse spørgsmål om voldgift, bevisførelse og international kontraktret. Dermed får de studerende rig mulighed for at arbejde med avancerede juridiske spørgsmål.
Pre-moots
Parternes advokater (de studerende ‘mooties’) har de sidste måneder arbejdet hårdt på deres processkrift, og nu står de over for at skulle deltage i et indledende retsmøde – i Vis Moot-termonologi kendt som ‘pre-moot’.
Til april afholdes finalen i Wien.
Om Vis Moot
‘Vis Moot’ er en forkortelse for ’Willem C. Vis International Commercial Arbitration Moot’, der også er kendt som ‘CISG- og voldgiftsprocesspillet’. Vis Moot er verdens største og mest prestigefyldte konkurrence for jurastuderende inden for formuerettens område.
Dreyers Fond støtter de tre danske hold, der skal konkurrere mod studerende fra knap 400 andre universiteter verden over. Konkret konkurrerer de i et processpil, hvor de studerende procederer som advokater foran virkelige voldgiftsdommere i en fiktiv voldgiftssag.
Under Vis Moot bliver de studerende blandt andet skarpere på forskellige retstraditioner i forskellige dele af verden, udarbejdelsen af processkrifter og det at procedere. Finalen bliver hvert år afholdt i påsken i Wien med deltagende hold fra hele verden. Læs mere på vismoot.org.
Vis Moot 2025 - AU-holdet
Mød de otte kanditatstuderende fra Aarhus, som til påske skal konkurrere mod jurastuderende fra knap 400 andre universiteter verden over i Vis Moot 2025. Vis Moot er verdens største og mest prestigefyldte konkurrence for jurastuderende inden for formuerettens område. Deltagerne omtales som ’mooties’.
Vis Moot 2025 - SDU-holdet
Mød de seks kanditatstuderende fra Syddansk Universitet, som til påske skal konkurrere mod jurastuderende fra knap 400 andre universiteter verden over i Vis Moot 2025. Vis Moot er verdens største og mest prestigefyldte konkurrence for jurastuderende inden for formuerettens område. Deltagerne omtales som ’mooties’.
Vis Moot 2025 - KU-holdet
Mød de otte kanditatstuderende fra Københavns Universitet, som til påske skal konkurrere mod jurastuderende fra knap 400 andre universiteter verden over i Vis Moot 2025. Vis Moot er verdens største og mest prestigefyldte konkurrence for jurastuderende inden for formuerettens område. Deltagerne omtales som ’mooties’.
Vis Moot 2024 - hackerangreb
Et hackerangreb var anledning til den tvist, som årets Vis Moot-deltagere skal kunne forsvare fra begge sider. Vis Moot er verdens største og mest prestigefyldte konkurrence for jurastuderende inden for formuerettens område. Dreyers Fond støtter de tre danske hold, der til påske skal procedere som advokater i finalen i Wien.