Bevar Mere uddeler 10,5 mio. kr. til 18 vidensprojekter og værktøjer, der bl.a. kan inspirere til at lave boliger ud af landbrugsejendomme, til at bygge flere tagboliger og til at bo sammen på tværs af generationer i samme hus – alt sammen for at fremme nye boligfællesskaber i de bygninger, vi allerede har.
Fra tørrelofter til tagboliger. Fra tomme erhvervsejendomme til levende hjem. Og fra nedslidte parcelhuse til moderne flerfamiliesboliger. Fremtidens boliger skal i højere grad skabes i de bygninger, vi allerede har – og det skal gøres på en måde, hvor vi også sikrer livskvalitet, sundhed, fællesskaber og et boligudbud, som imødekommer den demografiske udvikling og det levede liv – nu og i mange år frem.
Det er visionen bag Bevar Mere, en fælles indsats fra Grundejernes Investeringsfond, Dreyers Fond, Landsbyggefonden og Realdania. Indsatsen har netop uddelt 10,5 mio. kr. til 18 nye projekter, der med ny viden og værktøjer skal gøre det nemmere og mere attraktivt at transformere eksisterende bygninger til boliger.
De 18 projekter adresserer på forskellige måder de centrale temaer, potentialer og barrierer, forklarer Lennie Clausen, programchef i Realdania og styregruppeformand for indsatsen.
”Med de 18 projekter får både byggebranche, myndigheder og private bedre forudsætninger for at arbejde med omdannelser og transformationer med fokus på både klimaaftryk, fællesskaber og livskvalitet,” forklarer han.
Tagboliger i byen og forladte gårde på landet
I Espergærde er et tidstypisk enfamilieshus fra 1960erne omdannet til en flergenerationsbolig med to boligenheder, hvor en børnefamilie og bedsteforælder bor sammen – et godt eksempel på, hvordan vi kan gentænke og omdanne enfamilieshuse med øje for både ressourceforbrug, livskvalitet og fællesskaber.
De 18 støttede projekter spænder bredt – fra værktøjer til at dele enfamilieshuse op i flere enheder til etablering af tagboliger i etageejendomme og transformation af landbrugsejendomme til bolig
Flere projekter – fx Bevar, del og bo flere sammen, Tættere sammen og Del hus i kommunen – undersøger, hvordan parcelhuse og landejendomme kan deles op, så flere kan bo sammen. Det handler om at skabe hjem, hvor bedsteforældre og børnefamilier lever side om side – med respekt for både privatliv og fællesskab.
Mange projekter leverer digitale redskaber og vejledninger – fx Opbevar, KompriMER’ og Integration af LCA-beregninger – der skal gøre det lettere at vælge bevaring frem for nedrivning, og at inddrage bæredygtighed og æstetik tidligt i designprocessen.
Bag projekterne står tværfaglige teams bestående af brancheaktører, myndigheder, rådgivere, forskere og borgere. Sammen udvikler de løsninger, der kan skabe konkrete resultater lokalt og nationalt.
Se listen med alle 18 projekter på bevar-mere.dk (nederst på siden under ‘Vidensprojekter og værktøjer under udvikling’)
Potentialet er stort – og nødvendigt
Transformation handler ikke kun om mursten og kvadratmeter. Det handler også om at sikre livskvalitet, sunde boliger, stærke fællesskaber og et boligudbud, der matcher befolkningens behov.
Forundersøgelser fra 2023 peger på, at Danmark frem mod 2040 kan skabe 40.000-70.000 nye boliger i eksisterende byggeri – uden at bygge nyt. Det svarer til op mod halvdelen af det forventede boligbehov. Men uden målrettet viden og konkrete værktøjer er potentialet svært at realisere. De 18 nye projekter skal derfor være med til at nedbryde barrierer og vise veje frem.
Projekterne bliver sat i gang i løbet af de kommende måneder og løber frem til 2025-2026. De favner alt fra tekniske vejledninger og investeringsanalyser til kortlægning af flyttemønstre og internationale erfaringer med transformation af parcelhuse. Undervejs vil de skabe ny viden og inspirere både private og professionelle aktører i byggeriet.
Topfoto: Christina Kayser O
Indsatsen Bevar Mere
Bevar Mere er en fælles indsats mellem Grundejernes Investeringsfond, Dreyers Fond, Landsbyggefonden og Realdania. Indsatsen har et samlet budget på 45 mio. kr. over fire år.
I første open call har indsatsen uddelt 10,5 mio. kr. til 18 projekter, der fremmer transformation og omdannelse af eksisterende byggeri til boliger. Projekterne spænder over fem temaer og involverer en lang række tværfaglige samarbejder.
Læs mere om projekterne og aktørerne bag på Bevar Meres hjemmeside: www.bevar-mere.dk