Det er blevet lettere for kommuner og andre bygherrer at finde den rette samarbejdspartner blandt landets vækstlagstegnestuer. Dreyers Fond og Arkitektforeningen lancerer nu et samlet katalog med overblik over de 45 udvalgte tegnestuer, som er med i Projekt START.
Fra design og opførelse af lokale genbrugsstationer i genbrugsmaterialer i Ørestad i København til borgerinddragelse for fremtidens forsamlingshus i Indslev ved Middelfart og en ny helhedsplan for et stiforløb langs Ringkøbing Fjord.
Nystartede tegnestuer kommer med den nyeste viden og mange forskellige kompetencer og er ofte villige til at lægge tid og hjerteblod i bygherrens projekt. Men manglende referencer betyder også, at de typisk vælges fra, når opgaver bliver udbudt, ikke mindst af kommunerne.
Derfor har Arkitektforeningen og Dreyers Fond søsat Projekt START med det formål at gøre det nemmere for kommuner og tegnestuer at finde hinanden. Ved at matche nyetablerede talenter med konkrete projekter skal projektet bane vejen for et bredere felt af muligheder i valget af samarbejdspartnere – og samtidig sætte fokus på den værdi, samarbejdet med en mindre, nystartet tegnestue fører med sig. Foreløbig er det blevet til flere end 30 projekter over hele landet fra Rebild til København, og interessen vokser for at være med.
Find tegnestuen til dit projekt
Med et nyt samlet katalog over de 45 tegnestuer, som er udvalgt i START, er det nu blevet endnu lettere at finde frem til en tegnestue med kompetencer inden for den opgave, man gerne vil have løst.
Kataloget præsenter hver enkelt tegnestues profil, kompetencer og udvalgte referencer og demonstrerer, hvordan tegnestuer fra vækstlaget bruger deres talent til arbejdet med de aktuelle samfundsudfordringer – lige fra design af byrum til mindre byggeopgaver, transformationer, helhedsplaner, afprøvning af nye metoder for borgerinddragelse eller noget helt sjette.
Hent kataloget over START-tegnestuer (PDF)
Foto: MAST. Copenhagen Island.
Foto: Rasmus Norlander. Fugletårn ved Ringkøbing Fjord af Johansen Skovsted Arkitekter.
Foto: Lasovsky Johansson. Petal CHART Art Fair 2023.
…
Økonomisk håndsrækning til pilotprojekter
Udover at hjælpe til med matchmaking, hjælper START også kommunerne med at præcisere opgaven og tilbyder medfinansiering af arkitekternes honorar til mindre opgaver i kommunerne. Projektet støtter særligt pilotprojekter, der viser nye veje til mere bæredygtige og nytænkende løsninger inden for byudvikling, transformation og helhedsplanlægning.
Kontakt fagkonsulent Sidsel Hodge fra Arkitektforeningen for at høre mere om, hvordan din kommune kan melde ind med konkrete projekter og søge medfinansiering: [email protected].
Topfoto: Aiming Spaces. Buens Torv, Urban 13. Projektets mål er at skabe tryghed og at øge andelen af kvinder, der bruger byrummet under Bispeengbuen som en naturlig del af deres hverdag, ikke kun i forbindelse med arrangementer.
Projekt START
Projekt START er udviklet af Arkitektforeningen og Dreyers Fond for at gøre det nemmere for nyetablerede tegnestuer at få fodfæste på markedet. Vi matcher vækstlagstegnestuer med konkrete opgaver i kommunerne. Målet er, at begge parter skal få øjnene op for samarbejdets muligheder. START støtter også en række kommunale pilotprojekter, som kan vise nye veje til, hvordan samarbejdet med arkitekturens vækstlag kan føre til mere bæredygtige løsninger. Der er gennemført tre ansøgningsrunder i START, hvor vækstlagstegnestuer kunne byde ind, og den samlede liste omfatter 45 tegnestuer.
Bygherrer, som er med i START indtil videre: Aalborg, Assens, Ballerup, Dragør, Esbjerg, Gladsaxe, Gribskov, Herning, Høje-Taastrup, København, Køge, Middelfart, Nyborg, Vejle, Vordingborg, Rebild, Ringkøbing-Skjern, Rødovre, Sønderborg, Høje-Taastrup.
Hent det nye katalog over samtlige 45 START-tegnestuer.