Arkitekturbiennalen WORKS+WORDS i Aarhus samler over 70 arkitekturforskere og -praktikere fra ind- og udland og sætter arkitekturens kunstneriske dimension under lup i tre markante bygninger midt i byen.
Oplev værker af mere end 70 arkitekturforskere og -praktikere fra ind- og udland, når arkitekturbiennalen WORKS+WORDS indtager Aarhus fra 5. marts til 10. april.
Biennalen åbner for fjerde gang og breder sig over tre centrale adresser: Arkitektskolen Aarhus, Aarhus Kunsthal og Aarhus Rådhus.
”Biennalen fremhæver arkitekturens kunstneriske dimension som et rum for undersøgelse, intuition og kulturel resonans. I en tid præget af sociale, miljømæssige og teknologiske forandringer er der et fornyet behov for at værne om den kunstneriske sensibilitet, der gør arkitekturen i stand til at fungere som en æstetisk og kulturelt samlende kraft,” siger Kristine Annabell Torp, lektor på Det Kongelige Akademi og del af kuratorgruppen.
WORKS+WORDS arrangeres i samarbejde mellem Arkitektskolen Aarhus og Det Kongelige Akademi og er støttet af Dreyers Fond.

Frederik Petersen
Digitale tendenser og økologiske landskaber
Biennalen i Aarhus præsenterer et væld af værker i vidt forskellige medier og skalaer. Et af værkerne hedder ’Fire Followers’ og består af tegninger til genopbygningen af tre californiske byer efter omfattende naturbrande i 2021. Andre bidrag retter blikket mod arkitekturens samspil med kroppen, digitale tendenser og økologiske landskaber.
Værkerne tegner et billede af et fag i bevægelse, hvor kunstnerisk metode og samfundsmæssig virkelighed griber ind i hinanden.
”Alle kunst- og arkitekturinteresserede får her en chance for at opleve et udvalg af aktuelle værker, der giver en række meget forskelligartede bud på, hvor arkitekturen kommer fra, hvor den befinder sig nu, og hvor den er på vej hen,” siger Thomas Bo Jensen, prorektor ved Arkitektskolen Aarhus og del af kuratorgruppen.

Alicia Lazzaroni og Antoinio Bernacchi
Arkitektonisk rejse gennem Aarhus
Når WORKS+WORDS slår dørene op i starten af marts, er det fjerde gang, biennalen præsenterer aktuelle arkitekturværker fra hele verden i Danmark. De første biennaler blev afholdt i København, og i år folder biennalen sig ud på tre lokationer i Aarhus.
De tre udstillingssteder ligger i gåafstand fra hinanden, så bevægelsen mellem dem bliver en del af udstillingsoplevelsen. Tilsammen skaber stederne en rumlig og arkitektonisk rejse gennem Aarhus, der åbner for mangfoldige møder mellem forskning, arkitektur og by.
Læs programmet for WORKS+WORDS på Arkitektskolen Aarhus’ hjemmeside.
Topbillede: Jonathan Foote
WORKS+WORDS 2026
WORKS+WORDS afholdes fra 5. marts til 10. april i Aarhus på Arkitektskolen Aarhus, Aarhus Kunsthal og Aarhus Rådhus. Biennalen arrangeres for fjerde gang i samarbejde mellem Arkitektskolen Aarhus og Det Kongelige Akademi.
Biennalen er støttet af Statens Kunstfond, Beckett-fonden, Nationalbankens Jubilæumsfond og Dreyers Fond. Se programmet på aarch.dk.
