Administrerende direktør i Dreyers Fond, Bo Rygaard, har i en længere årrække stået i spidsen for en markant udvikling i fondens filantropiske og ejendomsmæssige aktiviteter. Nu ønsker han at overdrage ledelsesansvaret, mens han fortsætter som medlem af Dreyers Fonds bestyrelse. Fonden har indledt en søgeproces efter en ny direktør.
Efter en længere årrække som administrerende direktør i Dreyers Fond træder Bo Rygaard tilbage fra den daglige ledelse for fremover at fokusere på sit arbejde i fondens bestyrelse og på sine øvrige bestyrelsesposter.
“Jeg skal med glæde orientere om, at vi i Dreyers Fond igangsætter en søgeproces efter en ny administrerende direktør, hvorefter jeg fortsætter i Dreyers Fonds bestyrelse. Dette har været mit ønske igennem de senere år, da jeg ønsker at fokusere på mit bestyrelsesarbejde, fra jeg runder 60 år til juli,” udtaler Bo Rygaard.
Under Bo Rygaards ledelse er fondens aktiviteter vokset markant – både de filantropiske uddelinger og fondens ejendomsaktiviteter. Samtidig har fonden styrket sin rolle som aktør og samarbejdspartner inden for arkitektur, jura og udvalgte almennyttige formål.
Bestyrelsesformand for Dreyers Fond, Claus Barrett Christiansen, udtaler:
“Bo har igennem årene fremsat ønske om at kunne fokusere på sit bestyrelsesarbejde, når han bliver 60 år. Vi skylder Bo en stor tak for arbejdet som administrerende direktør, hvor både ejendomsvirksomheden samt de filantropiske uddelinger og investeringer er mere end fordoblet. Vi ser derfor også meget frem til, at Bo fremover bidrager med sine erfaringer og kompetencer i Dreyers Fonds bestyrelse.”
Når den nye direktør er fundet, vil Bo Rygaard koncentrere sig om sit omfattende bestyrelsesarbejde, derunder formandsroller i Netcompany Group, KFI Erhvervsdrivende Fond, Sovino Brands, KV Fonden og Richter Fonden samt næstformandsroller i Statens Ejendomsselskab Freja og Komiteen for God Fondsledelse.
Søgeprocessen efter en ny administrerende direktør udføres af et eksternt bureau.
Foto: portræt af Bo Rygaard taget af Sofia Busk.