Et hjørne i Københavns Nordvest-kvarter er blevet forvandlet til en (overraskende ofte solbeskinnet) sydlandsk oase. Brøn Studio, der er udvalgt til Projekt START af Arkitektforeningen og Dreyers Fond har guidet gennem regeljunglen med kommunale tilladelser og hjulpet forvandlingen på vej. Tegnestuen arbejder strategisk med byens rum – ofte uden at tegne en eneste streg.
Da de fire unge mænd bag Autopoul først overtog det faldefærdige autoværksted, havde de en idé om at indrette sig inde i bygningen med en bar og servere ud på den solbeskinnede parkeringsplads. Men det stod hurtigt klart, at både budget, lokalplan, tidsplan og brandforhold stod i vejen for en bar inden døre.
Selv en privat parkeringsplads kræver dog en omstændig godkendelsesproces hos kommunen for at må blive taget i brug. Så før potentialet i det solrige sving kunne blive indfriet måtte drengene søge hjælp hos Brøn Studio, som er udvalgt af Arkitektforeningen og Dreyers Fond til projekt START.
Brøn Studio fordybede sig i samarbejde med landskabsarkitekt Anders Fønss i lokalplaner og guidede gennem regeljunglen med kommunale tilladelser.
“Javi var en uvurderlig hjælp til at forstå og imødekomme de mange krav, som kommunen stiller, for, at man må drive en ny – og her udendørs – bar i byen. Derfor var det med kæmpe lettelse, at det lykkedes Javi og Anders at få godkendt vores ønskede setup,” fortæller Kristoffer Pind Levison, direktør og stiftende partner af Autopoul.
Den ukonventionelle tilgang bar frugt, og Autopoul var fra åbningsdagen en bragende succes. ‘Nordens Napoli’ kalder de unge bygherrer det selv, og internationale medier som The New York Times har fundet frem til og anmeldt den lokale perle. Kommunen har netop forlænget den midlertidige brug, så Autopoul kan få endnu en sæson.

Autopoul er indrettet i og foran et gammelt autoværksted i ‘Fuglekvarteret’ i Nordvest. Fotos: Niels Ulrik Østrup

Arkitekt uden at tegne
“Nogle gange kan de fysiske rammer ikke rumme den ønskede funktion, eller der er ikke penge eller midler nok. Men så kan man gentænke nogle ting strategisk og få nogle spændende ting til at ske. Den konflikt synes jeg er sjov at arbejde med,” forklarer Javi Barriuso Domingo.
For ham handler arkitektur ikke kun om at tegne smukke bygninger. Det handler om at forstå konteksten og finde løsninger, der fungerer i praksis – som i det komplekse samspil af af regler, planer og interesser omkring det gamle automekanikerværksted i nordvest.
“Kommuneplanen ser det her område som et forvandlingsområde, men lokalplanen ser det bare som et industriområde. Så faktisk var vores arbejde som arkitekter mere at se nogle muligheder end at designe,” forklarer Javi Barriuso Domingo.
Kærlighed til alle bygninger
Javi Barriuso Domingo har arbejdet i Barcelona og Schweiz, før han kom til Danmark, og han har også arbejdet på store prestigeprojekter bl.a. i USA. Én ting har overrasket ham:
“Den prestigefulde arkitektur i Danmark er bedre end i resten af Europa, men den kommercielle arkitektur bliver lavet på en meget industriel måde og bliver ofte meget generisk,” siger han.
Det synes han er en skam, for alle slags bygninger har deres fordele og fortjener kærlighed og god arkitektur. Brøn Studio arbejder ofte og gerne med det lidt oversete: parcelhuse fra 60’erne eller industribygninger fra efterkrigstiden, som enten stadig har en vigtig funktion, eller som kan fremhæves som monument. I Brøn Studios prisvindende konkurrenceforslag til et vandtårn på Malmø Havn, bliver sæderne fra det nedrevne Malmö Stadion genbrugt i facaden – både for at reducere CO2-aftrykket og for at indlejre Malmøs identitet i bygningen.
“Min ambition er at betragte alle bygninger på samme måde. God arkitektur handler ikke om dyre løsninger, men om den kærlighed, der bliver lagt i projektet. Det er dét, der gør forskellen,” siger Javi Barriuso Domingo.

Hamnens Energitank. Brøn Studios konkurrenceforslag til et vandtårn på Malmø Havn.

Sæderne fra det nedrevne Malmö Stadion genbrugt i facaden. Fotos: Brøn Studio
Rum til eksperimenter
Brøn Studio har hjemme i en gammel industribygning, som i dag er indtaget af forskellige små kreative erhverv, få gader fra Autopoul og med udsigt til Arne Jacobsens ‘hvide fabrik’ Novozymes, som Javi Barriuso Domingo nyder at se på. Han er i det hele taget optaget af dansk modernistisk arkitektur og er i øjeblikket i gang med et forskningsprojekt om arkitekten Hans Christian Hansen (1901-1978).
For Javi Barriuso Domingo er Nordvest et sted, hvor der er god plads til eksperimenter og transformation. Men der findes også muligheder i resten af byen for at gentænke og forbedre byens rum.

Fotos: Emilie Koefoed

“Det forskningsprojekt, jeg arbejdede på i Schweiz, handlede om at genfortætte byerne – og det er noget, København også kunne gøre mere af. Der er stadig mulighed for at fortætte, f.eks. på tagene, så bylivet bliver mere aktivt,” siger han.
Javi Barriuso Domingo er stadig åben for alle slags typologier, men hans drømmeprojekt ville være en mellemstor urban bygning et sted i Danmark – et sted, hvor bydelen endnu ikke helt har opdaget sit eget potentiale.
Topfoto: Emilie Koefoed

5g Gladsaxe for Generations. Konkurrenceforslag. Garager omdannes fra tomme opbevaringsrum til fællesfunktioner. Lette træstrukturer i gavlarealerne skaber fleksible samlingsrum. Parkeringsarealer omformes til grønne, offentlige strøg med små, hyggelige mødesteder. Foto: Brøn Studio

‘DUNE’ pavillon i CHART Art fair. Et abstrakt drivhus i Kunsthal Charlottenborgs gård, bygget til genbrug: Plastik kom fra rester af drivhuse i Spanien og blev senere til en kollektion af tasker fra modedesigneren Studio Soriano. Træet var standardprofiler, der kun blev skåret til og fik en sæbebehandling, og som nu er en del af en anden bygning. Sand og planter blev lånt og leveret tilbage til en privat have nord for København. Foto: Victor Lacima Large
Brøn Studio
BRØN Studio er en interdisciplinær, samarbejdsorienteret tegnestue, der blev etableret i 2020 i København af arkitekt Javi Barriuso Domingo, med regelmæssige bidrag fra eksterne samarbejdspartnere. Læs mere på hjemmesiden bronstudio.net.
Tegnestuen er udvalgt af Arkitektforeningen og Dreyers Fond til Projekt START. Projektet matcher vækstlagstegnestuer med konkrete opgaver i kommunerne og støtter samtidig en række kommunale pilotprojekter. Brøn Studio har desuden været udvalgt til at deltage i Dreyers Legatforløb, som udbydes af Arkitektforeningen og Dreyers Fond, og som hjælper nyetablerede tegnestuer med at udvikle deres tegnestue som forretning.