“Ét af retssystemets mest indgribende tiltag,” og alligevel har Danmark én af Europas højeste rater for varetægtsfængsling. Men hvorfor sidder danske indsatte så længe i varetægt? En ny stor undersøgelse udført af Justitia og Advokatsamfundet skal kaste lys over årsagerne, konsekvenserne og vejen til færre og kortere varetægtsfængslinger i Danmark.
Danmark har i de seneste år modtaget kritik for den stigende brug af varetægtsfængsling fra både advokater, eksperter, civilsamfundsorganisationer og FN’s Torturkomité.
”Varetægtsfængsling er ét af de mest indgribende tiltag i vores retssystem, og når vi bruger det mere og i længere tid end vores nabolande, skylder vi de berørte og samfundet en dybdegående undersøgelse af årsager og konsekvenser,” siger Birgitte Arent Eiriksson, direktør i Justitia.
Med støtte fra Dreyers Fond går Justitia og Advokatsamfundet nu sammen om en omfattende undersøgelse, der skal analysere årsager, praksis og konsekvenser – og komme med konkrete anbefalinger til, hvordan retssikkerheden kan styrkes, og brugen af varetægtsfængsling kan nedbringes.
Debat uden svar
Danske indsatte sidder væsentligt oftere i varetægtsfængsel end indsatte i vores nordiske nabolande. Ifølge Europarådet gælder det 38 procent af alle fængslede i Danmark. Samtidig viser en ny rapport fra Rigsadvokaten, at varigheden af varetægtsfængsling er steget med 75 procent på fem år – samt at der er sket en femdobling i antallet af personer, der ender med at sidde varetægtsfængslet i over 2 år.
Brugen af varetægtsfængsling har i flere år været til debat, både politisk og i medierne, men uden klare konklusioner, forklarer Advokatsamfundets generalsekretær, Andrew Hjuler Crichton:
”Debatten om mange og lange varetægtsfængslinger rejser flere spørgsmål, som vi gennem længere tid har undret os over, men som ingen rigtigt har fundet præcise svar på. Med projektet vil vi derfor gerne forsøge at finde årsagerne til, at vi varetægtsfængsler, som vi gør, i Danmark, og skiller os så markant ud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Forhåbentlig kan det bane vej for konkrete, konstruktive løsninger på, hvordan brugen af varetægtsfængslinger kan nedbringes.”
Opfordring til at dele viden
Undersøgelsen skal analysere det juridiske grundlag, domstolenes og anklagemyndighedens praksis samt de menneskelige konsekvenser. Resultatet bliver en rapport med konkrete anbefalinger til politiske beslutningstagere.
For at sikre et nuanceret billede opfordrer Justitia og Advokatsamfundet myndigheder, forskere og organisationer til at bidrage med viden og perspektiver. Interesserede kan kontakte Justitia på [email protected]
Resultaterne vil blive præsenteret ved en konference i Folketingets Fællessal den 28. oktober 2025.
Undersøgelse af varetægtsfængsling
Justitia og Advokatsamfundet gennemfører i 2025 en omfattende undersøgelse af varetægtsfængsling i Danmark. Undersøgelsen ser nærmere på juridiske rammer, praksis og konsekvenser og skal munde ud i en rapport med anbefalinger. Rapporten præsenteres 28. oktober 2025.