Årets modtagere af Dreyers Pris er den juridiske tænketank Justitia, der kæmper for retssikkerhed, og den tværfaglige interesseorganisation Building Diversity, der vil fremme mangfoldigheden i det byggede miljø. De to organisationer modtager hver 1 million kroner og hyldes til en prisoverrækkelse den 31. oktober for deres bidrag til henholdsvis jura og arkitektur.
Justitia og Building Diversity tildeles Dreyers Pris 2024. De to organisationer modtager hver 1 million kroner som anerkendelse for deres bidrag til henholdsvis advokat- og arkitektbranchen og til samfundet som helhed. Prisoverrækkelsen finder sted torsdag den 31. oktober 2024 på Vesterbro i København.
Bo Rygaard, administrerende direktør i Dreyers Fond udtaler:
”Det er med stor glæde, at vi i år tildeler Dreyers Pris til Justitia og Building Diversity. På hver deres måde arbejder de for at påvirke de strukturer, der skaber uretfærdighed og ulighed i vores samfund, og for at skubbe i retning af større inklusion og respekt for alle samfundets grupper. Deres arbejde repræsenterer netop den nyskabelse og dedikation, som vi med prisen ønsker at anerkende.”
Den demokratiske retsstat
Justitia er en uafhængig juridisk tænketank, som arbejder med målet om at værne om og styrke retssikkerheden, frihedsrettighederne, de basale menneskerettigheder samt de retsstatslige principper, der understøtter en demokratisk retsstat.
“Det er en stor ære for Justitia at modtage Dreyers Pris 2024. Vi er stolte over at få anerkendt vigtigheden af vores arbejde af Dreyers Fond, der ligesom Justitia har store ambitioner om at fremme retssikkerhed og styrke den demokratiske retsstat. Med denne pris er vi mere motiverede end nogensinde til tage fat på de komplekse udfordringer, som retssamfundet står over for i dag. Det er vi meget taknemmelige for. Prisen vil utvivlsomt styrke fundamentet for vores fortsatte arbejde med at beskytte grundlæggende frihedsrettigheder og retssikkerhed,” siger direktør i Justitia, Birgitte Arent Eiriksson.
Se advokat og bestyrelsesmedlem i Dreyers Fond, Mads Pramming, fortælle om, hvorfor Dreyers Pris for jura 2024 går til Justitia:
Lige muligheder i arkitekturen
Building Diversity er en tværfaglig sammenslutning og interesseorganisation, der arbejder for at fremme mangfoldighed og inklusion i det byggede miljø. Deres mål er at udfordre de eksisterende rammer, normer og strukturer, der begrænser lige muligheder for alle, uanset om det handler om etnicitet, køn, handicap, funktionsvariationer, race eller alder.
”I Building Diversity er vi meget taknemmelige og begejstrede over at modtage Dreyers Pris 2024 for arkitektur. I en frivilligbaseret organisation som vores betyder denne anerkendelse og udbredelse af vores arbejde enormt meget. Prisen vil være med til at gøre det muligt for os at intensivere vores indsats for at fremme mangfoldighed og inklusion i det byggede miljø. Vi ser frem til at aktivere støtten fra Dreyers Fond til at udvikle nye projekter og initiativer, der sætter fokus på lige muligheder for alle igennem arkitekturen,” lyder det i en fælles udtalelse fra Building Diversity.
Se arkitekt og bestyrelsesmedlem i Dreyers Fond, Kathrin Susanna Gimmel, fortælle om, hvorfor Dreyers Pris for arkitektur 2024 går til Building Diversity:
Videoer: Søren Rosenørn / StoryLab
Download fælles portrætbillede (kreditering: StoryLab)
Se og download alle fotos, videoer og faktaark.
Kontakt Dreyers Fonds kommunikationsansvarlige på [email protected] for yderligere oplysninger eller for aftaler om interviews.
Fakta
Justitia
Justitia er en uafhængig, non-profit juridisk tænketank, der arbejder målrettet for at give politikere og andre beslutningstagere mulighed for at tage mere velfunderede beslutninger. Justitia har som formål at værne om og styrke retssikkerheden, frihedsrettighederne, basale menneskerettigheder samt retsstatslige principper, der understøtter en demokratisk retsstat.
Justitia blev stiftet i 2014. Organisationen arbejder både nationalt og internationalt, men er forankret i Danmark.
Læs mere på Justitias hjemmeside.
Building Diversity
Building Diversity er en tværfaglig sammenslutning og interesseorganisation, der arbejder for at fremme mangfoldighed og inklusion i det byggede miljø. Building Diversity ser arkitektur som en kollektiv indsats. Deres mål er at udfordre de eksisterende rammer, normer og strukturer, der begrænser lige muligheder for alle, uanset om det handler om etnicitet, køn, handicap, funktionsvariationer, race eller alder.
Organisationen blev stiftet i 2023. Building Diversity har base i København, men også medlemmer i forskellige lande uden for Danmark.
Læs mere på Building Diversitys hjemmeside.
Dreyers Pris
Dreyers Fond uddeler hvert år en pris til fremtrædende organisationer eller enkeltpersoner, der har bidraget betydeligt til henholdsvis advokat- og arkitektbranchen. Udover anerkendelsen følger der med Dreyers Pris 1 million kroner til hver prismodtager.
Dreyers Fonds Hæderspris blev for første gang uddelt i 1982.
Seneste prismodtagere:
2023: Stenbroens Jurister og Arkitekter Uden Grænser
2022: advokat Jonas Christoffersen og Johansen Skovsted Arkitekter
2021: advokat Thorkild Høyer og arkitekt Claus Pryds
2020: advokat Thomas Rørdam og tegnestuen Lenschow & Pihlmann
2019: advokat Kirsten Reimers-Lund og arkitekt Jesper Gottlieb.
2018: advokat Mads Pramming og arkitekt Erik Brandt Dam
2017: advokat Allan Ohms og arkitekter Mette Tony og Mads Bjørn Hansen
2016: advokat Tyge Trier og landskabsarkitekt Kristine Jensen
2015: advokat Lida Hulgaard og arkitekt Dan Stubbergaard
2014: advokat Per Magid og arkitekterne Frank Maali og Gemma Lalanda.
2012: advokat Knud Foldschack og landskabsarkitekt Marianne Levinse
2011: advokat Jens Paulsen og arkitekt Bjarke Ingels
2010: advokat Anne Brigitte Gammeljord og arkitekter Jan Gehl og Helle Søholt