På Cooper Union i New York mødte arkitektstuderende Alberte Ræbild Grunnet maskiner og teknologier, hun før kun havde kendt af navn, og et studiemiljø, hvor idéer blev testet, skaleret og færdigproduceret i buldrende amerikansk fart.
I et år forlod arkitektstuderende Alberte Ræbild Grunnet København for at studere arkitektur på The Cooper Union – et privat, højt anerkendt kunst- og arkitekturcollege i New York, kendt for sit lille optag, høje faglige niveau og eksperimenterende undervisningsmiljø.
“Jeg havde hørt om skolen tidligt i min arkitektuddannelse, hvor undervisere beskrev Cooper som et sted, der delte mange værdier med akademiet i København, især interessen for krydsfeltet mellem kunst og arkitektur, men med et amerikansk blik og tempo,” forklarer hun.
Teknologisk toptempo
I København havde Alberte Ræbild Grunnet lært at arbejde i et tempo, der gav plads til fordybelse, materialeforståelse og håndværk – at skære, støbe og tegne i hånden. På Cooper Union var tilgangen anderledes: Mange medstuderende arbejdede udelukkende digitalt, udviklede hele projekter på skærmen og sendte dem direkte til produktion på 3D-printere.
“I starten var det frustrerende at føle sig bagud teknisk, men med tiden har jeg lært at sætte pris på begge tilgange,” siger hun og tilføjer:
“Jeg arbejdede med teknologier og maskiner som jeg forinden kun kendte af navn og funktion, og valgfag som Advanced Concepts – Printmaking gav mig nye perspektiver på, hvordan man kan arbejde med arkitekturtegning og grafisk repræsentation i andre medier.”
Erfaringen har overbevist hende om, at hendes fremtidige praksis skal rumme både det fysiske håndværk og den digitale præcision.



Arkitektur til at forbinde bykvarterer og mennesker
Et af årets centrale projekter foregik i Billie Tsien’s studio. Her arbejdede Alberte Ræbild Grunnet med et L-formet byggefelt i Brooklyn, skåret midt over af Brooklyn-Queens Expressway – en motorvej, som i årtier har adskilt lavindkomst- og minoritetsområder fra resten af bydelen.
Opgaven var at skabe en ny offentlig svømmehal og tilhørende faciliteter, der kunne forbinde det fragmenterede område og styrke samspillet med den lokale Boys and Girls Club.
“Efter jeg lærte mere om den sociale og økonomiske historie i området og gennem arbejdet i løbet af semesteret det blev tydeligt for mig, hvor vigtig offentlig arkitektur er i tætte byområder – ikke bare som funktionelle rum, men som steder, der kan forme en fælles fremtid for forskellige samfundsgrupper,” siger Alberte Ræbild Grunnet.
Studierne bød også på unikke oplevelser rundt omkring i byen: I et selvstændigt studie med professor Sue Ferguson Gussow fik hun en privat rundvisning sammen med to medstuderende på The Met i en lukket udstilling af Caspar David Friedrich. Og i galleriet A83 i SoHo blev hendes egne værker udstillet fra faget Advanced Concepts – Printmaking.
“For deprimerende” samtale om klima
At bo i New York har været livligt og inspirerende, fortæller Alberte Ræbild Grunnet.
“Jeg følte mig ofte som en observatør til noget, der buldrede afsted – både enormt fascinerende og fremmedgørende. Jeg har mødt mennesker, der har udvidet min horisont og jeg har skabt relationer fra hele kloden, som jeg håber vil vare ved mange år endnu,” siger hun.
Men én ting overraskede: Den begrænsede samtale om klimakrisen – både på skolen og i byen generelt.
“Jeg husker især en situation, hvor vores professor bad os formulere, hvad der var vigtigt for os som kommende arkitekter. Da samtalen flygtigt landede på arkitekters udfordringer med miljømæssige konsekvenser, blev det mødt af studerende som “for deprimerende” at tale om, og samtalen fortsatte videre til et andet emne,” fortæller hun.
Tilbage i København begynder Alberte nu på linjen Kulturarv, Transformering og Restaurering på Det Kongelige Akademi. Her ser hun frem til at arbejde i et miljø, hvor arkitekturens samfundsmæssige og miljømæssige ansvar er en selvfølge. I sine videre studier vil hun bruge erfaringerne fra Cooper Union til at finde en balance mellem håndværk og teknologi – og til at skabe en meningsfuld praksis, der tør stille spørgsmål til de strukturer, arkitekter arbejder indenfor.
Studieophold for arkitektstuderende
Alberte Ræbild Grunnet er uddannet bachelor fra Det Kongelige Akademi og har i 2024-2025 studeret på The Cooper Union, School of Architecture, i New York City, med støtte fra Dreyers Fond.
Dreyers Fond støtter danske arkitektstuderendes meritgivende praktik- eller udvekslingsophold i udlandet. Ansøgningsfristerne er den 15. januar og den 15. juli. Læs mere, og send en ansøgning.
