De gamle islændinge var lige dele krigere og jurister. Derfor rummer sagaerne – med deres drab, hævntogter og selvtægt – også stor juridisk interesse. Fortællingerne blev nedskrevet i 1200-tallet, men skildrer en samfundsorden fra 900- og 1000-tallet, hvor lov og ret spillede en central rolle i et samfund uden statsmagt, politi eller fængsler.

Peter Gardes nye bog dykker ned i de islandske sagaer og giver et levende billede af datidens retstvister. ’Med lovs skal vi vort land bygge’ er struktureret som en juridisk lærebog, hvor sagaepisoder er samlet under emner som selvdømme, forlig og voldgift, processuelle fejl, sædelighedsforbrydelser og tvekamp.

Bogen er støttet af Dreyers Fond og illustreret af billedhugger Lisbeth Nielsen.

Mere hævn end dom

I de islandske sagaer optræder over 500 krænkelser – fra drab til smædedigte – og langt de fleste besvares med hævn, ofte med våben i hånd. Kun et fåtal ender med dom. Langt oftere løses konflikterne med forlig eller voldgift, som i Njals Saga, hvor Njal udtaler: “med Lov skal vort Land bygges, men med Lovløshed vil vi øde det.”

Sætningen optræder i en sag, hvor Njál forsvarer brugen af loven i en konflikt, hvor hans modpart anklager ham for forligsbrud. Ordene har inspireret til bogens titel.

Sagaerne er litterære fortællinger, men kan give vigtig indsigt i datidens ret og retsopfattelse. Selvom sagatidens Island manglede både fængsler, politi og en central myndighed, var det langt fra et retsløst samfund. Tværtimod fandtes der detaljerede love, faste procedurer og en udbredt juridisk bevidsthed. Retsplejen byggede på mundtlige traditioner og straffene blev eksekveret af enkeltpersoner og slægter, hvilket gjorde retshåndhævelsen både personlig og risikabel.

Verdenslitteraturens første retssalsdrama

Njals Saga er den mest berømte og mest juridiske af alle sagaerne. Sagen efter mordbranden på Bergthorsvoll kalder Peter Garde for det første store retssalsdrama i den vestlige litteratur og:

“verdenslitteraturens første udførlige skildring af en proces, komplet med teknisk-juridiske protester, kendelser på stedet og en skandaløs frifindelse eller omstødelse af domfældelsen af en massemorder, som aldrig havde lagt skjul på sin ugerning.”

En retssag i middelalderens Island skulle begynde med, at sagsøgeren stævnede sin modpart offentligt, typisk uden for dennes bopæl. I drabssager krævedes desuden, at sagen blev offentliggjort på tinget og ledsaget af en lokal indkaldelse, kaldet en kvid. Derefter kunne naboer tilkaldes som vidner for at bekræfte, at stævningen var lovlig.

Systemet var formaliseret, men farligt, for hvis konflikten mellem parterne var ophedet, kunne selve stævningen udløse vold. Derfor mødte forsigtige sagsøgere ofte op med bevæbnede følgesvende, som Snorre Gode i Eyrbyggja Saga, der tropper op med 40 mand.

Fredløshed og tvekampe

Islandsk ret kendte næsten ikke dødsstraf, bortset fra spontane henrettelser af troldmænd. Den alvorligste straf i islandsk ret var fredløshed, hvor den dømte var afskåret fra alt menneskeligt samkvem. Fredløshed hed ’skóggang’, fordi den dømte reelt var forvist til skovene og andre ubeboede områder. Den fredløse kunne frit dræbes, til gengæld nød han også fuldstændig juridisk immunitet.

Alternativt, og som mildere straf, skilte man sig af med forbryderen med landsforvisning, som regel for en treårig periode.

For moderne øjne kan sagatidens straffe virke vilkårlige: Grove drab gav ofte blot en kort forvisning, mens tyveri blev straffet med fredløshed. Uønskede elskovsdigte var også en alvorlig forbrydelse og straffedes med fredløshed.

Hævndrab var almindelige og blev sjældent straffet. Ofte var udligning – ét drab som svar på et andet – den eneste mulige afslutning på en blodfejde. Den juridiske tvekamp, holmgang, var også længe en accepteret løsningsform. Dog blev tvekampen afskaffet i Island allerede i 1006 – mange århundreder forud for resten af Europa.

Hverdagsjura

Sagaernes ret handlede ikke kun om drabshævn og fejder. Lovgivningen dækkede også hverdagskonflikter – f.eks. gæld og ejendomsret. Økonomien var dog præget af, at der var meget få kontante penge i omløb og ingen anerkendt møntfod. Det gjorde retshåndhævelse både konkret og kompliceret. En ’Lov-Øre’ kunne svare til seks alen vadmel, og gangbare pelskapper eller ræveskind kunne også anvendes som valuta.

Peter Gardes bog favner hele spektret af sagaernes ret – fra blodige hævndrab og retssalsdramaer til gæld, ejendom, skilsmisse og arvetvister. Ingen andre danske udgivelser har tidligere behandlet sagaernes jura så systematisk.

De islandske sagaer vidner ikke kun om blod og hævn, men også om en imponerende retslig kultur. Bogen minder os om, at nutidens retsprincipper har dybe historiske rødder – og at forhandling, konflikthåndtering og fælles normer var centrale elementer i retskulturen længe før de moderne retssystemer tog form.

Topbillede: ’På vej til hævndrab’, illustration fra bogen af billedkunstner Lisbeth Nielsen.