Kirken er stadig et af de få steder, hvor livet leves i fællesskab – i glæde og i sorg. Den danner ramme om dåb, bryllupper og begravelser, men også om refleksion, stilhed og søndagens ritual.

I det 20. århundrede blev kirkebyggeriet i Danmark for alvor gentænkt. Nye menigheder, nye ideologier og nye bymønstre skabte behov for kirker, der både rummede tradition og fornyelse. Det gav arkitekterne anledning til at gentænke kirkens form gennem eksperimenter med materialer, lys og rum.

Bogen ‘Himmelstykker – Dansk kirkearkitektur i det 20. århundrede’ af arkitekturhistoriker Martin Søberg tager læseren med til 15 af de mest markante danske kirkebyggerier fra det seneste århundrede af danske arkitekter som Jørn Utzon, Inger og Johannes Exner og Friis og Moltke.

Bogen er udgivet af Strandberg Publishing og støttet Dreyers Fond.

Opskrift på et helligt rum

Gennem det 20. århundrede udviklede danske arkitekter en særlig rumlig sensibilitet og udfordrede selve forståelsen af, hvad en kirke er.

Hvordan skaber man et rum, der føles helligt? Hvor adskillelsen fra hverdagen mærkes i kroppen og ikke blot i funktion? Teologer og filosoffer som Bent Flemming Nielsen og Gernot Böhme beskrev, hvordan netop arkitekturens atmosfære og iscenesættelse af bevægelse og sansning kan skabe det, de kalder differenserfaring – følelsen af, at noget er anderledes, betydningsfuldt, helligt.

Kirkens rum blev også socialt og funktionelt gentænkt i det 20. århundrede. Rudolf Schwarz og Otto Bartning introducerede nye principper for, hvordan menigheder kunne samles – ikke længere kun i længderetningen, men også i rundkreds eller omkring et centralt alter.

Disse idéer fandt også vej til dansk arkitektur. Hos Inger og Johannes Exner eller i Mogens Kochs ombygning af Lillerød Kirke ser man, hvordan alteret får ny betydning, når rummet formes omkring det. Her bliver menigheden en aktiv medskaber, ikke blot tilhører.

Små urbane kirker

Det 20. århundrede begyndte med massivt kirkebyggeri, men sluttede med lukninger og faldende tilslutning. Alligevel fortsætter kirkerne med at blive bygget – og de ser ikke længere ud på én bestemt måde. Ønsket om en entydig kirketype er aldrig blevet indfriet, skriver Martin Søberg i bogen. I stedet ser vi en mangfoldighed af udtryk.

I nyere byggerier som Enghøj Kirke af Henning Larsen skaber arkitekterne poetiske, enkle rum, hvor lyset spiller hovedrollen. Og i byudviklingsområder som Ørestad og Sydhavnen er flere fleksible kirker på vej, der kan fungere midlertidigt eller i samspil med lokalsamfundets mange behov.

Et af de allernyeste bud er ‘Tolvkanten’ – en såkaldt tiny church, tegnet af Julius Nielsen Office, som åbnede i år på det yderste Nordhavn. Den er bygget på kort tid med bæredygtige materialer og står på skruepæle, så den med tiden kan flyttes, hvis behovet ændres. Kirken er tænkt som et fleksibelt rum til samtaler, fællesskaber, koncerter, meditation, samlinger. Her handler det om tilstedeværelse og fællesskab, ikke monumentalitet.

Kirkearkitekturen fortsætter med at udvikle sig i det 21. århundrede, og bogen ‘Himmelstykker’ ser både tilbage og peger frem – en påmindelse om arkitekturens evne til at forny sig og tilpasse sig tidens behov.

Topbillede: Bagsværd Kirke.

Alle billeder er taget af fotograf Anders Sune Berg.