Lange sagsbehandlingstider og brug af hastelove er hovedårsagerne til, at 55 procent af advokaterne vurderer, at borgernes retssikkerhed er blevet forringet. Det viser årets udgave af Advokatsamfundets Retssikkerhedsanalyse, som har særligt fokus på domstolenes rolle, tilliden til myndighederne, brugen af varetægtsfængsling og trusler mod advokater.
Hver anden advokat mener, at retssikkerheden er forringet de seneste år, ifølge Advokatsamfundets Retssikkerhedsanalyse 2024.
Undersøgelsens forskellige resultater giver ifølge Advokatsamfundets generalsekretær, Andrew Hjuler Crichton et interessant blik på, hvor det står værst til i retssamfundet.
”Advokater har hver dag professionel føling med vores retssystem, og de ved om nogen, hvor udfordringerne er i forhold til rettigheder og lovgivning. Her er der overvældende enighed om, at for lange sagsbehandlingstider og brug af hastelovgivning udgør et problem. Det bør myndigheder og politikere tage nøje bestik af og være opmærksom på at forbedre,” siger han.
Analysen er gennemført med støtte fra Dreyers Fond og bygger på svar fra 2000 repræsentativt udvalgte danskere i alderen 18-75 år, 400 virksomheder med mindst ti ansatte og 1070 advokater.
Ventetid og varetægtsfængsling
Tre ud af fire advokater vurderer i undersøgelsen, at lange sagsbehandlingstider ved domstolene og ved myndighederne forringer retssikkerheden, mens 60 procent også fremhæver, at brugen af hastelovgivning truer borgernes retssikkerhed.
Bekymringen afspejles også i borgernes egne svar. Mens 68 procent har stor tillid til, at domstolene træffer velbegrundede afgørelser, der stemmer overens med lovgivningen, er det blot 18 procent, der har tillid til, at deres sag kan blive afgjort inden for rimelig ventetid.
Når det gælder brugen af varetægtsfængsling, nærmer Danmark sig en europarekord. Ifølge Europarådets seneste rapport sidder 38 procent af de indsatte i Danmark i varetægt – en bekymrende høj andel, der vækker debat blandt fagfolk. Derudover er Danmark også blandt de lande, der varetægtsfængsler folk i længst tid.
Denne omfattende brug af varetægtsfængsling møder særlig kritik blandt strafferetsadvokater, hvor 73 i undersøgelsen mener, at omfanget er for stort, og hele 79 procent finder, at de tiltalte ofte sidder varetægtsfængslet for længe.
Retssikkerhedskonferencen blev afholdt den 21. november 2024.
Kim Haggren gav under sit oplæg et indblik i konsekvenserne for virksomhederne.
Ole Spiermann, formand for Advokatrådets grundrettighedsudvalg.
“De mistænkte”
Retssikkerhedsanalysens resultater blev præsenteret og diskuteret på Advokatsamfundets Retssikkerhedskonference den 21. november 2024, hvor årets modtager af Advokatrådets journalistpris også blev afsløret: Det blev tredobbelt Cavlingvinder, journalist og TV-dokumentarist Michael Klint for dokumentaren ‘De mistænkte’, som er set af over 600.000 danskere.
Dokumentaren sætter fokus på den omfattende brug af varetægtsfængsling i Danmark og de menneskelige omkostninger ved at sidde i fængsel uden dom. Som seer til dokumentaren ’De Mistænkte’ kan man næsten fysisk mærke, hvordan det er at sidde indespærret alene på 8 kvadratmeter, 23 timer i døgnet, i en beskidt og ildelugtende cell og i uvished om, hvor længe man skal være der.
”Med hjælp fra to meget stærke cases om personer, der begge har siddet uberettiget i varetægt i månedsvis og med kritiske interviews rundt i retssystemet, fortæller journalist og tilrettelægger Michael Klint om den omfattende brug af varetægtsfængsling i Danmark. Han gør det på meget velresearchet og afbalanceret vis, så det gør indtryk og på en måde, som har skabt opmærksomhed om et retssikkerhedsmæssigt problem, der i mange år har eksisteret, uden at politikere eller andre aktører i systemet har gjort noget,” siger Martin Lavesen, formand for Advokatrådet.
Læs mere om Advokatrådets journalistpris 2024 på Advokatsamfundets hjemmeside.
Michael Klint vinder Advokatrådets Journalistpris 2024 for dokumentaren ‘De mistænkte’.
Trusler mod advokater
Advokater spiller en central rolle i at varetage borgernes retssikkerhed, men det sker ofte på bekostning af deres egen sikkerhed. Årets undersøgelse viser, at hele 35 procent af alle strafferets- og familieretsadvokater har været udsat for trusler, chikane eller fysisk vold inden for de seneste to år. For alle advokater samlet set gælder det 19 procent.
Konsekvenserne er alvorlige og rammer både arbejdsmiljø og personlig trivsel. Hver anden advokat, der har været udsat, har oplevet negative følgevirkninger. De mest udbredte er tab af arbejdsglæde (19 procent) samt øget angst og stress (18 procent).
På trods af de alvorlige konsekvenser er det kun 13 procent af de berørte advokater, der har politianmeldt episoderne, og kun 6 procent har søgt hjælp hos Advokatsamfundet.
Læs hele Retssikkerhedsanalysen 2024.
Læs reportager fra Retssikkerhedskonferencen 2024:
”Vi er ikke et gennemsyret korrupt samfund” på Advokatsamfundets hjemmeside.
Flere og flere EU-regler udfordrer virksomheders retssikkerhed på Advokatsamfundets hjemmeside.
Alle fotos: Jeppe Carlsen
Retssikkerhedsanalysen 2024
Advokatsamfundet arbejder løbende på at forbedre retssikkerheden og styrke et velfungerende retssystem i Danmark. Med dette udgangspunkt præsenterer de for andet år i træk Retssikkerhedsanalysen. Retssikkerhedsanalysen kortlægger, hvordan borgere, virksomheder og advokater oplever retssikkerheden i Danmark, og identificerer områder, hvor vores grundlæggende retssikkerhed i samfundet er udfordret.
Resultaterne i Retssikkerhedsanalysen 2024 bygger på tre omfattende spørgeskemaundersøgelser blandt danske borgere, virksomheder og advokater. Undersøgelsen er gennemført af Radius CPH for Advokatsamfundet med støtte fra Dreyers Fond.
Læs hele Retssikkerhedsanalysen 2024.