Fem førende organisationer går sammen for at tackle skattemæssige urimeligheder. Alliancen lancerer en ny hjemmeside, der samler ‘early warnings’ og fremmer konkrete reformforslag. Målet er at styrke retssikkerheden på skatteområdet for både borgere og virksomheder.
Urimelige skatter og forvirrende regler. Kompleksiteten på skatteområdet er de seneste år vokset til et uhørt højt niveau, og i nogle tilfælde favoriserer lovgivningen hensynet til inddrivelse af skatter og til systemet generelt på bekostning af borgernes rettigheder. Det undergraver retssikkerheden for borgere og virksomheder.
Fem førende organisationer er nu gået sammen for at bekæmpe urimeligheder og utilsigtede konsekvenser af skatte- og afgiftslovgivningen. Ved at samle konkrete “early warnings” – dokumenterede eksempler på problematiske lovforslag – sigter alliancen mod at skabe fremdrift i politiske beslutninger og øge gennemsigtigheden i skattesystemet til fordel for borgeres rettigheder.
“Vi ønsker i alliancen at få skabt en balance, hvor borgere og virksomheder får mere tillid til skattesystemet, fordi de kan se, at deres retssikkerhed bliver varetaget, og at problemerne i systemet bliver løst i et rimeligt tempo,” siger forperson Karsten Lauritzen.
Alliancen samler repræsentanter fra Advokatrådet, FSR – Danske Revisorer, Danmarks Skatteadvokater, Dansk Erhverv og DI.
Dreyers Fond støtter ‘Retssikkerhedsalliancen for bedre skattelovgivning’ og deres nye hjemmeside, hvor tidlige advarsler offentliggøres og danner grundlag for en aktiv politisk debat.
Early warnings
På den nye hjemmeside præsenteres konkrete eksempler på, hvordan nutidens skattelovgivning i praksis kan få uhensigtsmæssige konsekvenser. Nogle skatteydere er eksempelvis blevet beskattet med mere end 100 %, mens renteomkostninger i visse sager langt overstiger sagsgenstandens værdi. Andre eksempler inkluderer fejlbehæftede afgiftsberegninger og unødigt høje omkostninger ved genoptagelsesadgang.
Sådanne tilfælde viser, hvordan den nuværende lovgivning risikerer at underminere den enkeltes retssikkerhed.
Platformen fungerer både som digitalt arkiv og aktivt redskab for politisk påvirkning. Ved løbende at indsamle og dele ‘early warnings’ vil alliancen belyse konkrete problemer og sætte pres på de politiske beslutningstagere om at gøre lovgivningen mere forståelig og retfærdig for alle.
Konkrete forslag til politisk handling
Ud over hjemmesiden engagerer alliancen sig aktivt i konferencer, medieoptrædener og direkte dialog med lovgivere.
Alliancens seneste besøg i Folketingets skatteudvalg understregede, hvordan for kort høringsfrist på komplekse skattelovforslag truer lovgivningskvaliteten. Ifølge en nylig rapport fra Justitia har mere end 30 procent af alle lovforslag siden 2019 haft høringsfrister på under fire uger. Så korte høringsfrister på kompleks skattelovgivning gør det svært selv for eksperter og organisationer at nå dybt nok ned i lovforslagene. Det medfører risici for utilsigtede fejl, der i sidste ende rammer skatteyderne.
Ved at fremlægge konkrete forslag demonstrerer alliancen, at forandring er mulig, når eksperter og brancheorganisationer står sammen. Initiativet er således ikke blot en kritik, men konkrete skridt mod en ændringer i lovgivningen, for at skabe øget retssikkerhed og gennemsigtighed.
Læs Retssikkerhedsalliancens konkrete forslag til en bedre skattepolitik på www.retssikkerhedsalliancen.dk.
Retssikkerhedsalliancen
Retssikkerhedsalliancen for bedre skattelovgivning er et partipolitisk neutralt samarbejde om at skabe bedre retssikkerhed på skatteområdet for borgere og virksomheder (individuel retssikkerhed).
Alliancen består af repræsentanter fra Advokatrådet, FSR – danske revisorer, Danske Skatteadvokater, Dansk Industri, Dansk Erhverv og Danske Advokater. Dreyers Fond støtter alliancens arbejde med en ny hjemmeside.
Læs mere: www.retssikkerhedsalliancen.dk