Forsvarsadvokater bliver alt for ofte gjort til ansigt på forbrydelsen, mens politiske stramninger skubber retssikkerheden i baggrunden. Karoline Normann ser udviklingen som en trussel mod balancen i retsstaten.

“Jeg oplever en total mangel på forståelse for betydningen af den opgave, vi har,” siger hun.
Karoline Normann er partner i Stagetorn Advokater, og i 2025 modtager hun Dreyers Pris for jura.

Med erfaring helt tilbage fra studietiden som bl.a. fængselsbetjent, senere anklager, konstitueret landsdommer og ikke mindst embedsmand i Justitsministeriet har hun set retssystemet fra alle vinkler. Og som den eneste forsvarsadvokat i Danmark med en psykologuddannelse kombinerer hun juridisk præcision med menneskelig indsigt.

At tale med mennesker i krise

Som forsvarsadvokat har man tæt kontakt med mennesker i krise. De fleste af Karoline Normanns klienter er varetægtsfængslede, og mange er retspsykiatriske patienter med komplekse diagnoser.

“Nogle er hårdkogte kriminelle og har været i miljøet hele deres liv. Og så er der andre, som aldrig er stødt på den verden før. Men uanset hvad er det voldsomt at være fængslet. Ofte bliver folk anholdt uden varsel og efterlader måske et hjem med børn og en hund, der skal have mad, og et liv, der skulle have været levet på en helt anden måde,” siger hun.

Når hun møder sine klienter i arresten, er det derfor afgørende at kunne relatere til dem og skabe en tryg ramme. Her trækker hun på sin baggrund som psykolog for at møde dem, hvor de er.

“Jeg tror, jeg har nogle andre forudsætninger for at forstå den situation, de befinder sig i, og det giver en vis fortrolighed og åbenhed. Jeg oplever, at de synes, at jeg ikke er sådan helt firkantet juridisk; at jeg også kan og vil tale om, hvordan de har det i fængslet,” siger hun og tilføjer:

“Og når man først får en fortrolig dialog med sin klient, kan der jo være noget, der kommer frem, fordi vi sidder og taler lidt uden for nummer. Pludselig kan der vise sig at være et nyt, vigtigt bevis eller vidne i straffesagen.”

Etiske gråzoner i klientrelationen

Netop relationen til klienten kan dog også udfordre hendes etiske kompas: når hun bliver bedt om noget, der ligger på kanten af, hvad hun må i en advokat-klient-relation.

“Det er jo ofte folk, der har et kæmpestort behov for hjælp, og nogle gange er det også folk, der går til grænsen. Så der er en vedvarende udfordring på min integritet og min moral, som jeg skal navigere i,” forklarer hun.

Hun har lært at holde den nødvendige distance, og når det nogle gange viser sig, at hendes klient har tilbageholdt information eller direkte løjet, tager hun det ikke personligt.

“På den måde kommer tingene ikke bag på mig, og jeg føler mig ikke forrådt. Jeg kan godt sætte mig ind i, at de har mange hensyn at tage, og jeg har ikke nogen forventning om, at de skal fortælle mig alting. Jeg tager imod dét, de tilbyder og selv vælger at fortælle mig,” siger hun.

Advokaten er ikke lig sin klient

Ifølge Karoline Normann har mange en sort-hvid opfattelse af, at kriminelle tilhører en særlig kategori af mennesker.

“Men sådan er det jo ikke for os, der beskæftiger os med straffesager til dagligt. Jeg er grundlæggende af den opfattelse, at der ikke er nogen af mine klienter, der er onde mennesker. De er endt i den situation af tusind forskellige grunde,” siger hun.

Hun ved, at mange har svært ved at forstå, at hun forsvarer mennesker, der har begået alvorlig kriminalitet, og hun er tit nødt til at forklare sin funktion og minde om, at retten til et forsvar er fuldstændig grundlæggende i et sundt og demokratisk retssamfund.

“Jeg bifalder ikke nogen former for forbrydelser. Det lyder banalt, men det er – tilsyneladende desværre – vigtigt at minde om, at en forsvarsadvokat ikke forsvarer den anklagedes handlinger, men vedkommendes rettigheder,” siger hun.

Forvekslingen mellem klient og advokat sker hele tiden – og det er ifølge Karoline Normann ikke kun lægfolk og medierne, der har svært ved at skelne, men også politikerne og sågar domstolene.

“Undervejs i en hovedforhandling kan en dommer f.eks. til tider sige noget henvendt til mig, hvor jeg kun kan konstatere, at det er fordi, jeg på en eller anden måde gøres ansvarlig for klientens opførsel i retten, og altså dermed sættes der lighedstegn mellem min klient og mig. Så det er jo åbenbart svært for alle,” siger hun.

Mediernes personfiksering

Karoline Normann bruger en del af sin fritid på at stille op i debatter, paneler og tv-programmer for at nuancere debatten.

“Crime time is prime time. Man fornemmer jo på tv-programmerne, at der er et umætteligt behov i befolkningen for at få indblik i straffesager af alle mulige varianter. Jeg har ikke noget behov for at gå i pressen, men det kan ind i mellem forekomme nødvendigt, når tingene bliver for ensidigt illustreret,” siger hun og tilføjer:

“Og så mener jeg også, at man har en forpligtelse til at stille op, hvis man kan bidrage til oplysning – især fordi forsvarsadvokater i udgangspunktet betales af det offentlige. Borgerne har ret til at få indsigt i, hvad de får for deres skattekroner.”

Men når den tiltalte tier, og forsvarsadvokaten taler på hans vegne, forstærker det opfattelsen af, at advokat og klient er ét og samme. Og den øgede eksponering af advokaten, som desværre oftere og oftere ses ledsaget af trusler og chikane, får mange til at fravælge bestemte sager. Det er et problem for retssikkerheden, forklarer hun, fordi det går ud over borgerens adgang til kvalificeret forsvar.

Pres fra Christiansborg

Også fra politisk hold mærker Karoline Normann et stigende pres. Hun ser med bekymring på en udvikling med nykriminaliseringer og strafskærpelser, samtidig med at politiet og efterretningstjenesterne får udvidede beføjelser til bl.a. masseovervågning og hyppig brug af varetægtsfængsling.

“Jeg forstår godt behovet for, at lovgivningen og straffeloven skal følge med f.eks. den teknologiske og kulturelle udvikling, og tilsvarende i forhold til at opklare forbrydelser, men de er tilbøjelige til på Christiansborg at underkende hensynet til retssikkerheden på den anden side af bordet. Hvem ønsker ikke et kriminalitetsfrit samfund og det bedste for et offer? Men der skal være nogen, der taler den anden side af sagen, så vi ikke bare tromler hen over noget, som er helt fundamentalt for vores retssamfund,” siger hun.

Karoline Normann blander sig ofte i retspolitiske debatter både for at forsvare sin klients, men også sine kollegers, retssikkerhed. Det var derfor en vigtig sejr, da beskikkede forsvarsadvokater med en politisk aftale om strafreform blev omfattet af straffelovens § 119 og fik samme beskyttelse som f.eks. dommere og anklagere.

“Politikerne bad os om at udføre en opgave, som de selv var, og er, enige i, er helt afgørende vigtig for samfundet, og så ville de ikke anerkende den udsathed, som vi – til dels på grund af deres retorik – var havnet i. Derfor betød omfattelsen af straffelovens § 119 faktisk rigtigt meget for min arbejdsglæde. Det var en vigtig anerkendelse fra lovgivers side, og jeg synes, det var en kæmpestor sejr for vores funktion,” siger hun.

Mere og mere usynlig

Karoline Normann er opvokset i et hjem med to juristforældre, og rollen som repræsentant og talerør for andres synspunkter har altid faldet hende naturligt: fra elevrådsformand i gymnasiet og klokker på Regensen til præsident for The Graduate Law Society i Cambridge og tillidsrepræsentant på flere arbejdspladser. Men med årene har hun ændret syn på, hvad det vil sige at repræsentere nogen.

“Hvor jeg tidligere så det som min opgave som advokat i de konkrete sager også at deltage aktivt i præsentationen af klienternes historie, fokuserer jeg nu mere på at formidle min klients historie, præcis som han ønsker den fortalt – og ikke med mine supplerende budskaber, med mindre det selvfølgelig ønskes,” siger hun og fortsætter:

”Jeg ser nu min rolle i højere grad som et apolitisk hylster, som budskabet kan passere direkte igennem. Og så oversætter jeg det til juridisk sprog, men jeg ændrer ikke på indholdet. På den måde handler den specifikke advokatrolle mindre om mig, og jeg er som sådan selv blevet mere og mere usynlig,” siger hun.

Det kan muligvis også hjælpe til at undgå den forveksling mellem klient og advokat, som let opstår, for hvem er det egentlig, der taler: Er det advokaten, der fører retspolitik via sin klient, eller klienten, der får talt sin sag? Selvom de to ting godt kan gå hånd i hånd, er rollen først og fremmest at sikre et reelt og retfærdigt forsvar, understreger hun. Når hun lader klientens stemme træde klart frem, er det hans oplevelse og perspektiv, der bliver hørt og forhåbentlig taget alvorligt. Det styrker både troværdigheden og dermed retssikkerheden, fordi det sikrer, at afgørelser træffes på baggrund af hele billedet.

”Det er ikke bare god advokatetik,” siger hun. “Det er selve essensen af et retssamfund.”

Fotograf: Emilie Koefoed