“Det er det skjønneste Øieblik i mit Liv, naar jeg staaer nede paa Badehusene afklædt, Døren er aaben – den hvide Horisont – Luften er diset – jeg har intet mere med Verden at gjøre – jeg er splitternøgen – springer ud i Vandet…”.

Søren Kierkegaards bevægede ord indleder bogen ’Det badende København – fra søbad til havnebad’ af Helen G. Welling, som er støttet af Dreyers Fond. Bogen samler citater, anekdoter og 300 kort, tegninger og fotografier fra godt 90 københavnske kur- og søbadeanstalter – fra simple træskure for byens fattiglemmer til romantiske søpromenader og mondæne badeanstalter med fine restauranter og opvisningsbassiner. De fysiske strukturer afspejler skiftende arkitekturidealer med mauriske tårne og tyrkiske kupler, overdækkede skure og flydebroer.

De københavnske badeanstalters historie er dermed også en fortælling om byens ca. 250 års badekultur og byudvikling.

Universalkur mod hysteri og livslede

I middelalderen havde byboerne få muligheder for at vaske sig. Nogle dyrkede en årlig ’klatvask’, mens andre gik til byens badstuer, som havde en vigtig hygiejnisk funktion i de beskidte og stinkende byer, hvor mennesker levede tæt sammen hinanden og deres kreaturer. Badstuerne blev dog lukket ned ad to omgange: først da syfilis i slutningen af 1400-tallet kom til Danmark, og senere med pestens hærgen i perioden 1710-12.

Fra slutningen af 1700-tallet opstod den danske kurtradition, inspireret af den tyske, og der blev bygget en lang række søbade og badeanstalter rundt om i byen, som helt frem til 1950’erne havde en vigtig hygiejnefunktion.

”I denne tid blev søbadet, ud over at være et kurbad, betragtet som et universalmiddel mod det, man den- gang kaldte melankoli, hysteri, tungsind og livslede. Badelæger begyndte at foreskrive månedlange kure, som viste sig at have en gavnlig virkning på såvel psykiske som fysiske lidelser,” skriver Helen G. Welling i bogen.

Hygiejnens Fordringer

Søbadeanstalterne udformning strakte sig fra enkle badebroer, som var bygget af den lokale tømrermester, til store kulturelle etablissementer med restauranter, forretninger, bade- og terapirum samt konkurrencebassiner med op til 4.000 tilskuerpladser. Der var dermed noget for alle samfundsgrupper.

I 1818 udstedte kongen en parolbefaling om indførelse af svømning til hele arméen. Befalingen resulterede i en del militære badeanstalter i havnen. I bogen citeres en forfatter på ’Før og Nu, historisk topografisk Tidsskrift og Illustrationsværk’ fra 1916, som mindes en svømmetur på Den militære svømmeskole ved Gammelholm:

“Det Hele var saa primitivt som vel muligt, og Badet i Havnens ofte stærkt forurenede Vand har næppe været afpasset efter Hygieinens strengeste Fordringer. Men … paa en varm Sommerdag var disse Svømme- timer alligevel en forfriskende Sport.”

Havnevandet blev i 1950’erne så kraftigt forurenet, at stadslægen fik lukket ned for alle badesteder, og dermed ophørte badeaktiviteterne i havnen.

Først fra 2001, efter mange årtiers miljøforbedringer og rensning af havnevandet, genoptog københavnerne badetraditionen med de moderne og særdeles populære havnebade – og med Islands Brygges forvandling fra industrikaj til havnepark som foregangseksempel, hyldet i alverdens turistguides og arkitekturmagasiner.

Bogens fortælling om ca. 250 års badekultur og arkitektur føres dermed helt op til havnebadenes storhedstid og rundes af med det endnu ikke færdigbyggede vandkulturhus på Papirøen af den japanske tegnestue Kengo Kuma & Associates, der som kommunalt projekt sætter høje standarder for københavnernes fremtidige badevaner.

Topfoto: En svømmekonkurrence for damer, 1925. Konkurrencen foregår fra enden af det store fundament under Langebros svingbro. Fotograf: Holger Damgaard. Det Kongelige Bibliotek.