Esbjerg genopfinder gågade med hjælp fra vækstlagstegnestuen Rumgehør og Projekt START. Et humoristisk udgangspunkt, midlertidige aktiviteter og selvgjorte byrumsmøbler udført i samarbejde med lokale borgere og skoleelever. Sådan lød opskriften på det projekt, der har pustet liv i den stille ende af Danmarks længste gågade.
Esbjergs historie er kort, men kraftfuld. Da byen blev grundlagt i 1868, var den hjemsted for bare to gårde. I dag er den Danmarks femtestørste, og den hastige udvikling fra fiskeriby til oliecentrum og knudepunkt for europæisk vindenergi fører både nye muligheder og udfordringer med sig.
Jobs er der nok af, men byen mangler hoveder, og derfor har kommunen længe haft fokus på at trække nye borgere til – og fastholde dem, der allerede bor der. Med massive langsigtede investeringer i blandt andet byudvikling, uddannelse, kultur og oplevelser, er håbet, at Esbjerg bliver endnu mere attraktiv at slå sig ned i. En årlig festuge, en eksperimenterende elektronisk musikscene, et nyrenoveret bibliotek i rådhusstørrelse og en skaterbane i den gamle togremise er allerede blandt tilbuddene. Og hertil skal en større områdefornyelse skærpe byens arkitektoniske kvaliteter – og føje nye til.
Danmarks længste gågade klædt om
Ét af de konkrete tiltag gælder den såkaldte stille ende af Kongensgade, som er Danmarks længste gågade. Med lappet asfalt, nedslidte bygninger og få besøgende står denne del af gaden i kontrast til sit travle modstykke i den anden ende med prisvindende belægning, blomster og løvtræer og fulde huse i både restauranter og butikker.
”I dag bruger esbjergenserne primært den stille ende af gaden som en forbindelse fra A til B, og det kan vi lige så godt gøre til en fed oplevelse,” siger Anette Gori, som er arkitekt MAA i Esbjerg kommune.
Midlertidighed har længe været en del af den kommunale værktøjskasse, så det var oplagt at slå til, da muligheden opstod for at arbejde sammen med aarhusianske Rumgehør om netop dét. ’Kongensgades nye klæder’ blev navnet på projektet, som gav plads til midlertidige aktiviteter, kunst, ny belysning og wayfinding – i regi af Projekt START, som matcher vækstlagstegnestuer med konkrete opgaver i kommunerne.
Helt konkret kom der siddemøbler og nye ’strukturer’ til beplantning til – mestendels bygget af genbrugsmaterialer fra kommunens eget lager eller omplantet i nye parkletter. Hele processen blev gennemført i samarbejde med lokale borgere og skoleelever – og kulminerede med en gadefest med musik, kunstaktiviteter, digtskrivningsworkshop og liv i gaden.
”Det var virkelig en festlig dag med masser af mennesker i alle aldre og god stemning, og den viste os, at gaden har et potentiale til at være noget andet og mere, end den er i dag,” siger Anette Gori.
Rasmus Romme Brick, medstifter af Rumgehør sammen med Victor Tambo. Foto: Martin Gravgaard.
Bygger med brugerne
Rumgehør er ikke en traditionel tegnestue, men et tværfagligt studio med en praktisk, procesorienteret og involverende tilgang til arkitektur, design og social intervention. Det lille studio har gjort det til en ydelse at bygge med brugerne og sammen med dem udvikle midlertidige løsninger for byens udvikling. Det forklarer Rasmus Romme Brick. Han er arkitekt og medstifter af det tværfaglige studio, som han driver sammen med kaospiloten Victor Tambo:
”Vi tror på, at inddragelse af lokale aktører, værktøjer og erfaringer er en af nøglerne til at skabe levende og dynamiske byrum. Når folk får materialer og teknikker i hænderne, sker der noget. Mange får et nyt blik på byen og et medejerskab til udviklingen. Og selv får vi idéer, vi ikke kunne have fået derhjemme ved tegnebordet,” siger han.
”Vi får tit at vide, at vi kommer med et humoristisk udgangspunkt, og det bliver vi glade for at høre. Arkitektur og design er jo langt fra kedeligt, men det kan opleves som uvedkommende eller fremmedgørende, hvis ikke man har et sprog for det. Den udfordring kommer vi omkring, når vi bygger sammen med dem, der skal bruge stedet i sidste ende,” lyder det fra arkitekten.
I tilfældet Kongensgade var både workshops og idéudvikling med borgere og erhvervsaktører, modelbygning og et undervisningsforløb med den nærliggende Danmarksgades Skole afgørende for processen.
”Som mange unge tegnestuer er vi optaget af hele tiden at eksperimentere og udforske grænserne for, hvad der er muligt. Med det her projekt fik vi lov til at præsentere en lidt vild tilgang – og blev taget alvorligt. Det har været fantastisk at arbejde sammen med en åben og ambitiøs kommune og samtidig opleve det store engagement fra borgere, kunstnere og erhvervsaktive, der lagde kræfter i at få det til at lykkes,” siger Victor Tambo.
Prototyper udført af Danmarksgades Skole og stillet op i gågaden.
..
…
Kunsten at give (lidt) slip
For Esbjerg Kommune har erfaringerne fra Kongensgade-projektet givet værdifuld indsigt:
“Essensen af Projekt START er jo, at kommuner og nye tegnestuer skal få øjnene op for samarbejdets muligheder, og vi har fået meget ud af at være med. Som kommune tror jeg, det er en god idé, at man laver en slags introduktionspakke, inden man går i gang, som skitserer de vigtigste myndighedsprocedurer, rammer for budget, og hvordan man søger tilladelser. Det vil vi nok gøre en anden gang,” siger hun og uddyber:
“Processen har været rigtigt sjov og udfordrende – ikke mindst fordi vi var to forvaltninger inde over. Men vi er også blevet introduceret til nye planlægningsværktøjer og måder at arbejde med borgerinvolvering på. Rumgehør gav sig tid til at være til stede i byen og forstå området. Og vi var positivt overraskede over nogle af de forslag, der kom ud af processen – f.eks. i samarbejdet med den lokale skole. Det mindede os om, at vi skal turde at give lidt slip og række ud til de borgere, vi normalt ikke er i kontakt med,” siger Tine Meide Kierkegaard, der er landskabsarkitekt MDL og projektkonsulent i Esbjerg Kommune.
”Det bliver meget anderledes”
Og næste skridt for Kongensgade? I kølvandet på projektet har der været afholdt sommergågade og street art-festival med internationale kunstnere. Og foreløbig har de grønne bede, plantekasserne og belysningen fået lov at blive. Forsøgene har også dannet grobund for de tiltag, som er udpeget i en ny helhedsplan for Bymidte Vest, som Kongensgade er en del af.
“Vores bymidte er fin og helstøbt med mange fine historicistiske huse, men byens unge alder giver os også lidt flere muligheder, end hvis der var tale om en meget gammel bykerne. Helhedsplanen peger på mere varige ændringer i retning af en grønnere bydel med flere træer og blomster, og på sigt skal der skabes et sammenhængende grønt byrum til ophold, leg og andre former for sociale fællesskaber,” lyder det fra Anette Gori. ”Det bliver meget anderledes,” lover hun.
Tekst: Birgitte Lindegaard Jensen, indholdsredaktør i Arkitektforeningen.
Topfoto: Esbjerg Kommune
Fotos: Rumgehør
…
Kongensgades nye klæder
Projektet ”Kongensgades nye klæder” udspringer i Esbjerg Kommunes Kultur Projekt-afdeling under Børn & Kultur-forvaltningen. Det er gennemført i samarbejde med Områdefornyelsen. Projektet er støttet af START, der matcher kommuner med vækstlagstegnestuer med hinanden. Dreyers Fond og Arkitektforeningen er parterne bag START.
Projektet bestod af følgende nedslag og en række interne arbejdsprocesser:
1. Research
Rumgehør brugte første nedslag bruges på at forstå stedets kvaliteter og finde ud af, hvem og hvad de skulle arbejde videre med.
2. Det immaterielle
Workshop med brugerne og udvikling af målsætning.
3. Prototyping / Det materielle
Gennem arkitektens, designerens og kunstnerens arbejdsprocesser blev tankerne gjort til virkelighed. Rumgehør modellerede små idéer for at retænke dem på ny. Til sidst stod de med en klar model for Kongensgade til projekt fase 2.
4. By-laboratorium / Byggedage i Kongensgade
Herefter var de klar til at være udenfor igen og bygge de ting, som blev udviklet i fase 1. Der blev i samarbejde med den lokale Danmarksgades skole udført modeller i 1:1.
5. Gadefest
Fra byggedage til en rigtig gade-fest med mad og fejring af fællesskabet. Begge dele havde til formål at være katalysatorer for et mere vedvarende initiativ.
6. Feed-forward / Indsigter til fremtidens Kongensgade
Sammen med Esbjerg Kommune har Rumgehør indsamlet erfaringer og viden, der bruges til den videre byudvikling.
Rumgehør
Rumgehør er en ung tværfaglig tegnestue, som arbejder vi i spændingsfeltet mellem arkitektur, design, kunst, undervisning, forretnings-/organisationsdesign, kultur. Tegnestuen har base i Aarhus. Tegnestuen er stiftet i 2021 og drives af arkitekt Rasmus Romme Brick og kaospilot Victor Tambo: https://www.rumgehoer.dk/