Kvinden på den lyserøde scene har opfordret sine følgere til at logge på omkring 16:30, hvor hun vil gøre ”noget dramatisk.” Hun har købt en ny kjole og ”den helt rigtige Dior-læbestift,” som hun skal have på, når hun bliver fundet død.

Sådan åbner teaterstykket 16:29, som er inspireret af en virkelig hændelse fra 2016, hvor en ung fransk kvinde livestreamede sit selvmord efter at have været udsat for en digital krænkelse af sin ekskæreste. Forestillingen blev oprindeligt skabt i 2019 af Anna Malzer, men emnet er siden blevet endnu mere aktuelt.

”Min oplevelse er, at alle unge under 20 har erfaring med digitale krænkelser i en eller anden grad, enten selv eller i deres vennecirkler, og derfor synes jeg, at det ville være forkert at efterlade dem uden nogen redskaber,” siger Anna Malzer.

På landsturnéen blev der derfor tilføjet en anden akt, støttet af Dreyers Fond, som oplyser de unge om deres rettigheder i forbindelse med digitale krænkelser.

Samtaler med unge

Tabloidartiklerne efter selvmordet i 2016 tegnede et stereotypt billede af en skør, ung kvinde, fortæller Anna Malzer. Men da hun så nogle af den unge kvindes videoer, stod det hurtigt klart, at hendes handling var forbundet til større, strukturelle problematikker. Teaterdirektøren besluttede at tage til den unge kvindes hjemby, Egly, som ligger 30 km uden for Paris, ”men mentalt er meget længere fra hovedstaden.” Her interviewede hun unge kvinder om nogle af emnerne fra videoerne.

”Jeg lavede kun forestillingen, fordi jeg fandt en fællesmængde blandt mange andre unge. Monologen er delvist baseret på, hvad hun sagde i sine videoer, men mange af replikkerne er samlet op fra samtaler med de unge. Det tegner tilsammen et komplekst billede af at være en del af en digital krænkelse, både fra det ene og det andet perspektiv,” siger Anna Malzer.

”Da jeg skrev det sammen til én figur, Océane, løftede jeg fortællingen fra en sensationel historie om et selvmord til at handle om kvindeliv i en afkoblet by og om det at være ung uden muligheder, men med alle muligheder online,” forklarer hun.

Anden akt

Selvmordet er ikke en del af stykket, som i stedet viser seernes kommentarer fra den virkelige livestreaming i 2016: en blanding af chok, omsorg og hån. Her sluttede forestillingen i den første opsætning af stykket.

I den nye opsætning er kommentarerne efterfulgt af en video, hvor en jurist fra Red Barnet kort forklarer, hvad lovgivningen er på området, og hvilke muligheder man har for at hævde sine rettigheder, hvis man har været udsat for en digital krænkelse.

De to slutninger gør noget vidt forskelligt. I den oprindelige opsætning gik tilskuerne ud fra stykket med tankerne på Océane og hendes skæbne, forklarer Anna Malzer. Nu går man ud med tankerne på sig selv og sine egne erfaringer: ’Hvad nu, hvis det skete for mig?’.

“Hvis den video havde floreret ude i det offentlige rum som en reklame, eller hvis den kørte i seksualundervisningen, så tror jeg ikke, at der var nogen unge, der havde hørt efter. Det er ikke nemt at få unge til at lytte til en juridisk ekspert i fire minutter. Men på denne her emotionelle klangbund, som forestillingen efterlader, sidder folk jo virkeligt og lytter. De oplever at blive spejlet i den første del af stykket, og så at få nogle alternative muligheder til sidst, som er direkte brugbare,” siger hun.

Digitale gråzoner

På en onsdag formiddag i Mungo Park i Allerød står en gruppe teenagepiger fra Fredensborg Gymnasium og taler sammen om forestillingen, de lige har set. En pige nævner, at hun kender en person, der er blevet dømt for en digital krænkelse. En anden siger, at hun vidste, at det var ulovligt, men ikke at det kunne medføre fængselsstraf. Flere nikker.

”Det er jo ret interessant, at de unge ved så lidt om det, når nu vi har haft en me-too-bølge og en øget opmærksomhed på krænkelser. Men for dem er det noget, der foregår i en voksen verden; noget der sker omkring en arbejdsplads og nogle julefrokoster og nogle professionelle magtrelationer. Det er meget langt fra de unges digitale verden, hvor der er nogle andre sociale konstellationer og nogle andre gråzoner,” siger Anna Malzer.

Den klaustrofobiske lyserøde scenografi afspejler det pres, mange unge oplever i en digital verden, og som Océane heller ikke kan slippe ud af. Den virkelige verdens Océane var meget feminin i sin fremtoning og optaget af, hvordan hun fremstod digitalt – helt til det sidste.

”Hun er i stand til at se de her koder og mekanismer udefra, men det er umuligt for hende at frasige sig dem, fordi de er så dybt inkorporeret i hende selv. Så hun forbliver selv en del af det, hun kritiserer. Og det er meget kendetegnende for ungdommen i dag,” siger Anna Malzer og fortsætter:

”Jeg har lavet mange ungdomsforestillinger, og jeg oplever en meget bevidst ungdom. De er sindssygt bevidste og kritiske, men de gør nu engang det, de er kritiske overfor alligevel. De vender bare kritikken indad.”

Gratis teater for unge

Anna Malzer håber, at forestillingen giver flere unge forståelse for deres rettigheder og værktøjer til at navigere i den digitale virkelighed, de har som grundvilkår.

”En digital krænkelse er sjældent juridisk entydig. De involverer ofte gråzoner, hvor nogen misforstod, var påvirkede eller ikke blev lyttet til. Det gør det svært at handle i forhold til egne rettigheder. Men der findes faktisk strukturer og klare trin, man kan tage. Det tror jeg er virkeligt positivt for de unge at vide,” siger hun.

Mange skoleklasser har set forestillingen i dagtimerne, og på den nye landsturné var det med donationen fra Dreyers Fond gratis for alle unge under 25 år.