I kunsthallen Charlottenborgs gårdrum står der lige nu en midlertidig pavillon med en baldakin af sejl fra danske skibe. Kunstmessen CHART finder sted over fire dage, og vinderpavillonen Breeze kan opleves i gårdrummet frem til mandag.
CHART Architecture er en årlig åben konkurrence for nyuddannede arkitekter, designere og kunstnere, som sammen skal skabe en midlertidig pavillon på Charlottenborg i København. Konkurrencen er en del af den førende nordiske kunstbegivenhed CHART.
Juryen i år er Søren Pihlmann, arkitekt og partner i pihlmann architects, arkitekt og journalist Tyra Dokkedahl samt Jakob Brandtberg Knudsen, dekan for arkitektur på Det Kongelige Akademi. Dreyers Fond støtter CHART Architecture.
Vinderforslaget Breeze er bygget af lokale naturmaterialer og standardiserede elementer. Pavillonens tag er lavet af sejl fra danske skibe, så dagslyset kan oplyse kunstværkerne indeni, samtidig med at de beskyttes mod vind og vejr.
I de seneste uger har vinderne bygget deres pavillon op, som nu kan opleves i Charlottenborgs gårdrum frem til på mandag.
Neo-nordisk
I år fejrer CHART 10-års jubilæum for konkurrencen. Da CHART Architecture blev grundlagt for et årti siden, var den fremherskende arkitektoniske æstetik New Nordic Architecture – en bevægelse, der opstod på tværs af Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige i begyndelsen af 2000’erne og var kendetegnet ved en moderne tilgang, der søgte at kombinere moderne designprincipper med en dyb respekt for lokale traditioner, materialer og de naturlige omgivelser.
I årets CHART Architecture-konkurrence bad juryen om hjælp fra nyuddannede arkitekter og/eller nye tegnestuer til at definere en ny æra under temaet Neo Nordic Architecture – en slags opdateret og nytænkt version af nordisk æstetik anno 2024.
Foto: Joakim Züger
Foto: Niklas Adrian Vindelev
Foto: Joakim Züger
…
Baldakin og genbrug
I vinderforslaget Breeze er materialerne lokale og afspejler dansk kulturhistorie med baldakinen af sejl fra danske skibe. Sejlene er fastgjort med garn – et naturligt nordisk materiale. Ved solnedgang oplyses pavillonen med et justerbart system med hundredvis af små lys.
Pavillonen trækker de besøgende ind i udstillingen gennem sin åbenhed og sit fleksible vægsystem. Pavillonen kan lukkes forsvarligt af om natten for at beskytte kunstværkerne indeni.
Strukturen er designet med standard træ og skruefrie træsamlinger, som gør det nemt at genbruge vægelementer og bjælker efter udstillingen.
Pavillonen blev bygget op fra den 26. august til den 29. august og skal tages ned igen på tre dage, når kunstbegivenheden slutter på mandag.
Foto: Joakim Züger
Topbillede: Jan Søndergaard
Tidligere vinderpavilloner
The Fall (2015)
Af Jakob Holmqvist Larsen og Søren Kryger Aagaard
Wet Oysters Dry Champagne (2016)
Af Nicole Strelcheva, Trine Thy, Aleksander Nowak og Tamara Kalantajevska
Foto: Rasmus Hjortshøj
Paper Pavilion (2017)
Af PAN Projects – Kazumasa Takada, Yuriko Yagi og Yohei Tomiok
Foto: David Hugo Cabo
Tight-Knit (2018)
Af Jan Sienkiewicz og Uta Sienkiewicz
Foto: Joakim Züger
Sultan (2019)
Af Anne Bea Høgh Mikkelsen, Katrine Kretzschmar Nielsen, Klar Lyshøj og Josefine Østergaard Kallehav
Foto: Joakim Züger
Leverage (2019)
Af Rumgehør – Rasmus R.B. Maabjerg, Nikolaj Noe og Victor Tambo
Foto: Joakim Züger
BIOSACK (2022)
Af Anders Lynderup, Michael Skov og Marie Louise Thorning
Foto: Joakim Züger
Off The Shelf (2023)
Af Plan Noll – Anton Boman, Jonathan Lindberg og Matthew Wilson
Foto: Joakim Züger