En ung fransk kvinde, der livestreamede sit selvmord efter at have været udsat for en digital krænkelse, er inspirationen til forestillingen 16:29. Den prisvindende forestilling når nu (gratis) ud til unge i hele landet med tilskud fra Dreyers Fond. På landsturnéen er der udviklet en anden akt, som giver unge forståelse for deres rettigheder og konkrete råd til, hvad de kan gøre, hvis de oplever digitale krænkelser.
16:29 er tidspunktet, hvor et tog rammer den unge franske kvinde, der i 2016 livestreamede sit eget selvmord. Det er samtidig titlen på det teaterstykke, der er inspireret af hendes historie. Det er en forestilling, der både rører og udfordrer, og som bidrager til aktuelle debatter om unges trivsel og deres komplekse forhold til den digitale verden.
Forestillingen blev oprindeligt vist på Teater Momentum i Odense i 2019, hvor den fik topanmeldelser af medier og publikum og vandt en talent-reumertpris. Emnet er desværre kun blevet mere aktuelt siden da, og nu genopstår 16:29 på Mungo Park med en juridisk anden akt, der oplyser unge om deres rettigheder i forbindelse med en digital krænkelse.
16:29 skal turnere rundt i hele Danmark, og med tilskuddet fra Dreyers Fond får unge under 25 år mulighed for at opleve forestillingen gratis.
Portræt af en digital generation
16:29, skrevet og instrueret af den prisbelønnede dramatiker Anna Malzer, er en stærk og relevant fortælling om 18-årige Océane, der livestreamer sit selvmord for tusind seere via det sociale medie Periscope. Océane, som bliver spillet af Amira Jasmina Jensen, er en almindelig pige, fanget mellem forstadens trøstesløshed og den digitale verdens uendelige muligheder. Hendes verden bryder sammen, da hendes ekskæreste begår en krænkende handling og lækker det på internettet – en begivenhed, der får ødelæggende konsekvenser for hendes liv og sind.
Monologen er sammensat af udsagn fra hendes videoer og fra interviews med andre unge kvinder i den by, hun boede i. 16:29 er dermed et fiktivt portræt af en generation af unge kvinder fra forstadens friluftsfængsler, i en af Europas fattigste forstæder, med internettet som global baghave. Med skuespiller Amira Jensen i hovedrollen udforsker 16:29 komplekse tematikker som digital krænkelse, identitetsforvirring og unges fatale livsvalg. Forestillingen skildrer en generation, der dagligt navigerer mellem virkelighedens barske vilkår og internettets uopnåelige idealer.
“Med 16:29 ønsker vi at sætte fokus på den brutale virkelighed, mange unge lever i, hvor internettet ofte fungerer som både en flugtvej og et fangenskab. Det er en historie om, hvordan identitet, selvværd og forhold bliver testet i den digitale tidsalder,” siger Anna Malzer.
Forsvar mod digitale krænkelser
Forestillingen kredser om konsekvenserne af digitale krænkelser, og anden akt, som er støttet af Dreyers Fond, sætter nu fokus på de juridiske muligheder, unge har for at beskytte sig selv mod disse overgreb. I den aktuelle turné slutter hver forestilling med en videoprojektion med en jurist fra Red Barnet, der taler om digitale krænkelser. Juristen rådgiver publikum om, hvad de kan gøre, hvis de oplever overtrædelser af privatlivets fred online, og hvilke juridiske skridt de kan tage.
16:29 er klar til at ramme scenen i flere byer i løbet af de kommende måneder og fortsætter Mungo Parks mission om at bringe relevante og vedkommende historier ud til et bredt publikum.


Fokus på digitale krænkelser
Mungo Park og Dreyers Fond sætter sammen fokus på digitale krænkelser. Tilskuddet fra Dreyers Fond går delvist til anden akt, der er blevet til for at oplyse de unge om deres rettigheder og handlemuligheder ved digitale krænkelser, og delvist til at tilbyde, at unge under 25 år kan se forestillingen gratis.
Spillesteder: Gladsaxe, Taastrup, Albertslund, Kolding, Vejle, Aarhus, Aalborg, Odense.
Få din gratis billet
Dreyers Fond sponsorerer helt eksklusivt gratis billetter til alle under 25 år. Find den dato, du ønsker at se forestillingen på www.mungopark.dk, vælg dine pladser, tryk ”indløs kampagnekode” (lige under ”Føj til kurv”) og indtast blot koden “sponsoreret”.
Dine rettigheder
Få rådgivning om dine eller dit barns rettigheder hos Red Barnet.
Rådgivning til børn og unge
Rådgivning til voksne