’Kollegiemodellen’ viser ifølge ny evaluering, at samarbejde mellem kommune og privat udlejer gør en forskel for unge i eller på kanten af hjemløshed. I en konkret indsats i Odense får de unge adgang til private kollegieboliger og hverdagsfællesskaber med andre unge og får ro på til at ændre deres livsbane. Hjem til Alle-alliancen håber, at de gode resultater kan tjene som inspiration for andre private boligudlejere.
”Mit liv er totalt anderledes nu,” siger én af de unge, som har fået adgang til en kollegiebolig gennem en fælles pionerindsats mellem Odense Kommune og Bikuben Kollegiet.
”Nu har jeg mit eget sted at bo. Ikke bare noget midlertidigt, men min egen lejlighed (…) Jeg er også i gang med en uddannelse,” fortæller den unge i en ny evaluering.
Indsatsen, som går under navnet ’Kollegiemodellen’, er et eksempel på, hvordan en kommune og en privat boligudlejer kan gå sammen om at give unge i hjemløshed et mere stabilt ungdomsliv ud fra Housing First-tilgangen. Indsatsen sker med faglig vejledning af Hjem til Alle-alliancen og er en del af en større indsats for at mobilisere flere private udlejere i hjemløseindsatsen, som alliancen driver med støtte fra Dreyers Fond i samspil med Realdania og Bikubenfonden.
Boligen ses som en basal menneskeret i Housing First-tilgangen. Derfor skal borgeren tilbydes en selvstændig bolig i et almindeligt byggeri og med social støtte og en fast, tidsubegrænset lejekontrakt. Kollegiemodellen følger denne tilgang og forsøger at få det private boligmarked i spil ved at involvere private boligudlejere i indsatsen.
I Odense er det konkrete samarbejde blevet evalueret, og resultaterne giver god inspiration til andre kommuner og private boligudlejere til, hvordan de i fællesskab kan hjælpe udsatte unge ind på en positiv livsbane.
21 unge hjulpet videre
Enogtyve unge i eller på kanten af hjemløshed har siden 2016 fået adgang til egen bolig på Bikuben Kollegiet i Odense. Bostøttemedarbejderne fortæller i den nye evaluering, at de unge får ro på, og at Odense Kommune får mulighed for at iværksætte den rette hjælp til dem.
- 2/3 af de unge er kommet i egen lejlighed, mens den resterende tredjedel stadig bor på kollegiet eller er flyttet til en anden kommune.
- 1/4 er ved opgørelsestidspunktet selvforsørgende, og nogle er på SU eller uddannelsesydelse.
- Halvdelen har fået lukket deres sag hos kommunen, hvilket er en indikation på, at kommunens støtte ikke længere er nødvendig.
Overordnet er konklusionen, at samarbejdet mellem kommunen og den private boligudlejer giver de unge adgang til en bolig af en kvalitet og til en pris, som ellers ikke ville være muligt.
Ifølge evalueringen er det ikke afgørende, at boligformen er et kollegium, eftersom de konkrete boliger og boligmiljøet fungerer som almindelige étværelseslejligheder uden fællesområder. Modellen har derfor potentiale i langt flere boligtyper end blot traditionelle kollegier.
Guide til private boligaktører
Samarbejdet mellem udlejer og kommune er ifølge evalueringen en væsentlig forudsætning for et godt forløb. Det er vigtigt at indgå en skriftlig samarbejdsaftale om målgruppe, praksis og gensidige forpligtelser. Der er også gode erfaringer med at udpege én person i kommunen, som har ansvar for samarbejdet, som er tæt på processen, og som løbende er i dialog med boligaktøren.
Mange private boligaktører har et ønske om at gøre godt for udsatte grupper, f.eks. via deres CSR-strategi eller ESG-regnskaber, men har ofte få eller ingen erfaringer med at etablere samarbejde med kommuner om anvisning til deres boliger af unge på kanten af hjemløshed. De efterspørger konkrete eksempler, de kan spejle sig i.
Hjem til Alle håber, at evalueringen kan inspirere flere private boligaktører til at blive en del af løsningen. For at understøtte dette har Hjem til Alle lanceret en hjemmeside med råd og konkrete værktøjer til private boligudlejere, der ønsker at være med til at stoppe hjemløshed – blandt andet en skabelon til en samarbejdsaftale mellem privat udlejer og kommune.
Pionerindsats i Odense
Bikubenfonden og Odense Kommune har siden 2016 samarbejdet om anvisning af unge, primært tidligere anbragte unge, til otte boliger på Bikuben Kollegiet i Odense. De unge, som anvises til kollegiet, er tidligere anbragte unge i aldersgruppen 17 til 30 år. Enkelte har dog været 16 år ved anvisningstidspunktet. Odense Kommune yder social støtte, baseret på Housing First-tilgangen, mens de unge bor på kollegiet. Samarbejdet er faciliteret af Hjem til Alle-alliancen, som også indgår i følgegruppen, der monitorerer samarbejdet.
Evaluering
Hjem til Alle har med støtte fra Bikubenfonden igangsat evalueringen for at give private boligudlejere inspiration og gode råd til at komme i gang. Evalueringen er udført af Analytisk Fællesskab – en netværksbaseret konsulentvirksomhed, grundlagt i 2022, som foretager analyser, evalueringer og rådgivninger inden for de klassiske velfærdsområder, herunder social-, beskæftigelses- og sundhedsområdet.
Housing First
Boligen ses som en basal menneskeret i Housing First-tilgangen. Derfor skal borgeren tilbydes en selvstændig bolig i et almindeligt byggeri med social støtte efter evidensbaserede bostøttemetoder og med en fast, tidsubegrænset lejekontrakt. Kollegiemodellen følger denne tilgang og forsøger at få det private boligmarked i spil ved at involvere private boligudlejere.