Guerilla-taktikker i voldgiftssager og krybdyr i lejligheden blev hverdag for advokat Sofie Emilie Andersen under hendes LL.M.-ophold i Singapore. Et år med nye juridiske perspektiver og små sejre i hverdagen gav både faglige værktøjer og personlig handlekraft – midt i storbyjunglen.
Et studieophold i Singapore er ikke for sarte sjæle. Klimaet er tropisk, kulturen og juraen kompleks, og hverdagen kræver både overblik og tilpasningsevne.
For advokat Sofie Emilie Andersen blev opholdet på National University of Singapore en mulighed for at specialisere sig i international voldgift – med støtte fra Dreyers Fond – og samtidig ruste sig med både menneskelige og juridiske værktøjer, som hun nu bruger i sit arbejde som procesadvokat.
”’Varmt’, ’fugtigt’, men helt ’fantastisk’ er de tre ord, der bedst beskriver mit studieophold i Singapore. Landet har været et ideelt match for mig, da jeg værdsætter det moderne byliv og samtidig er ivrig efter at opleve nye og anderledes kulturer. Singapore er bogstaveligt talt en storby midt i en jungle, hvor tradition møder innovation,” fortæller hun.
Guerilla-taktikker
LLM-opholdet havde et klart fokus på international voldgift, særligt den kommercielle slags, men også stat-stat- og investor-stat-tvister. Sofie Emilie Andersen valgte derudover fag, der gav bredere perspektiv på beslægtede områder som global handelsret og kvinders rettigheder. Det gav et mere nuanceret blik på tvistløsningens rolle i en globaliseret verden.
“Det var særligt interessant at lære om imødegåelse af såkaldte guerilla tactics: processuelle handlinger fra modparten, der kan forstyrre voldgiftsprocessen,” fortæller hun.
Det er et stigende problem, at modparter bevidst forsøger at sabotere processen, forklarer hun. Gennem den meget praksisnære undervisning har Sofie Emilie Andersen fået konkrete redskaber til at modgå taktikkerne og sikre processens integritet, både som advokat og potentielt som voldgiftsdommer.

Sofie Emilie Andersen foran Singapores ikoniske Marina Bay Sands.

Fra den daglige gåtur gennem Singapore Botanic Garden. Her ses universitetet igennem jungletoppen.
Fællestræk med dansk ret
Et af de mest overraskende elementer i opholdet var mødet med common law-systemet. På trods af forskelle i opbygning og procedure var der overraskende meget genkendeligt for en advokat fra Danmark.
“Jeg blev overrasket over, hvor meget dansk retssagsførelse – især sammenlignet med nogle af vores nabolande – faktisk minder om praksis i common law-jurisdiktioner som Singapore og England. For eksempel at parterne eller advokaterne ofte er mere involverede i at styre processen end dommeren,” siger hun.
Denne rollefordeling giver en anden dynamik i processen og stiller større krav til advokatens strategiske overblik.
Erfaringen har styrket hendes forståelse for de juridiske forskelle og ligheder og har givet hende et solidt ståsted i sager, hvor elementer fra flere retssystemer mødes.
Krybdyr som hverdagsudfordring
Singapore er i dag et internationalt centrum for tvistløsning og giver adgang til aktører fra både erhvervsliv og voldgiftsmiljøer. På National University of Singapore mødte Sofie Emilie Andersen jurastuderende fra hele verden, og det gav både faglig indsigt, kulturel udveksling og et globalt netværk.
Den daglige gåtur gennem Singapore Botanic Garden blev hurtigt rutine, men studieopholdet var alt andet end hverdagsagtigt. Det var også en øvelse i personlig handlekraft, hvor udfordringerne ikke kun var faglige, men også helt lavpraktiske.
“Jeg blev vant til at håndtere krybdyr i min lejlighed og har rejst alene gennem det indonesiske øhav. Den slags oplevelser har gjort mig mere selvsikker og fleksibel, hvilket er uvurderligt både personligt og professionelt,” fortæller hun.
Sofie Emilie Andersen modtog to priser for henholdsvis højeste snit på linjen inden for international voldgift (the Singapore Institute of Arbitrators Medal and Prize) og særlig udmærkelse som dygtigste elev inden for international kommerciel voldgift (The Clifford Chance Prize in International Commercial Arbitration).

Vennegruppen umiddelbart efter deres graduation ceremoni.
Master of Laws
En LL.M. er en international juridisk kandidatgrad, som man formelt kan tage efter en bachelor i jura. I Danmark gennemføres den oftest som en specialiseret overbygning efter cand.jur. Graden giver mulighed for at fordybe sig i komplekse juridiske områder, udvide sit faglige netværk og styrke karrieren både i Danmark og internationalt.
Dreyers Fond støtter danske advokaters LL.M.-studier i udlandet. Ansøgningsfristerne er den 15. januar og den 15. juli.
