Louisiana Channel har produceret to film med Yona Friedman med støtte fra Dreyers Fond.
Yona Friedman er ungarskfødt fransk arkitekt, byplanlægger og designer. Han er især kendt for to principper: En mobil arkitektur, der muliggør vækst i byer gennem forhøjet byrum – og brugen af modulære konstruktioner, der tillader mennesker at leve i boliger, som de selv designer.
I filmen ”Architecture of Trial and Error” fortæller han blandt andet om sin tilgang til arkitektur, og om hvordan hans år som flygtning igangsatte hans ønske om at gøre arkitektur tilpasningsdygtig. I den anden film giver han råd til unge arkitekter.
Se filmen “Yona Friedman – Architecture of Trial and Error” via linket her
Se filmen “Yona Friedman – Advice to the Young” via linket her
Workshop
I sommer ledede Yona Friedman en workshop ”Architecture of People”, som var støttet af Dreyers Fond. På workshoppen deltog blandt andre arkitektstuderende og i samarbejde med Yona Friedman designede de en kompleks installation af hulahopringe. Gennem arbejdet med installationen blev workshopdeltagerne blandt andet præsenteret for Friedmans principper om en mobil arkitektur og modulære konstruktioner.
Workshoppen var arrangeret af Christina Kousgaard fra PAPER Magazine i samarbejde med Arkitektforeningen og fandt sted i Arkitektforeningen i København.
En af deltagerne sagde efterfølgende blandt andet om workshoppen:
“Det var dejligt at se Yona Friedman i aktion, fordi han er en legende og inspirerende som en kritisk og kreativ tænker og praktiker. Det var dejligt at arbejde sammen om at bygge noget, der fyldte gården på nogle få timer og skabte en ny rumlig oplevelse. Det var en vidunderlig kollektiv oplevelse. ” Natalie Koerner, Ph.d.- studerende, KADK.
PAPER står for Platform for Architectural Projects, Essays and Research og er et månedligt magasin om arkitektur. PAPER har blandt andet udgivet flere artikler om Yona Friedmann.
Se PAPER magazine her
På workshoppen i Arkitektforeningen designede workshopdeltagerne en kompleks rumlig installation af hulahopringe i Arkitektforeningens gård.
Foto: Zuhal