Dreyers Fond støtter projekter og initiativer, hvis formål er at fremme advokat- og arkitektstandens udvikling og samspil med samfundet. Prioriterede områder er brancheudvikling, videreuddannelse og formidling.

I år ville den danske møbeldesigner Hans J. Wegner være blevet 100 år. Det markerer Kunstmuseet i Tønder og Designmuseum Danmark med to udstillinger, der vises frem til den 2. november. De to tilhørende bøger er udgivet med støtte fra Dreyers Fond.

Både Designmuseum Danmark og Kunstmuseet i Tønder viser udstillinger om Hans J. Wegner i anledning af, at han ville være blevet 100 år i 2014. Samtidig er to nye bøger udgivet, som er støttet af Dreyers Fond.

Bare een god stol

Designmuseum Danmark viser en stor retrospektiv udstilling “Wegner – bare een god stol” og kortlægger med udstillingen og den tilhørende monografi med samme titel hovedlinjerne i Wegners værk og livsforløb fra genial snedker til international ikondesigner.

Bogen fortæller også historien om udviklingen af dansk møbelkunst og placerer Wegner i en international kontekst sammen med værker af andre store møbelmestre fra det 20. århundrede.

Bogen er skrevet af museets udstillings- og samlingschef, Christian Holmsted Olesen, og udkommer samtidig på tysk og engelsk.

Nordisk designikon fra Tønder

Kunstmuseet i Tønder sætter med udstillingen “Hans J. Wegner. et nordisk designikon fra Tønder” fokus på Hans J. Wegners forhold til fødebyen Tønder og hans betydning for nordisk design.

Den tilhørende bog er en antologi, som blandt andet indeholder artikler fra opvæksten i tønder og Wegners betydning for skandinavisk design. Bogen indeholder desuden analyser af hver af de 37 stole i Stolegaven af 1995 til Vandtårnet i Tønder, og interviews med 5 nulevende nordiske designere.

Redaktør af antologien er Anne Blond, museumsinspektør og udstillingsarrangør på Museum Sønderjylland.

Udstillingerne vises frem til den 2. november 2014.

Bogen “Wegner – bare een god stol” af Christian Holmsted Olesen er udgivet på forlaget Strandberg Publishing.

Bogen “Hans J. Wegner. Et nordisk designikon fra Tønder”, red. Anne Blond, er udgivet af Kunstmuseet i Tønder.

 

Læs mere om udstiling og monografien “Wegner – bare een god stol” på Designmuseum Danmark her

Læs mere om udstillingen og antologien “Hans J. Wegner. Et nordisk designikon fra Tønder” på Kunstmuseet i Tønder – Museum Sønderjyllands hjemmeside her

Læs omtale i Wallpaper her

Se video om Wegner 100 år fra Kunstmuseum Tønder her