Dreyers Fond støtter projekter og initiativer, hvis formål er at fremme advokat- og arkitektstandens udvikling og samspil med samfundet. Prioriterede områder er brancheudvikling, videreuddannelse og formidling.

Dreyers Fond har støttet vejledningen ”Bedre projektkonkurrencer” af Arkitektforeningen og Danske Arkitektvirksomheder for at hjælpe til fair forhold for alle parter. Både bygherrer og arkitekter har været med til at skabe vejledningen for at sikre, den tilgodeser alle interesser.

”Med vejledningen ’Bedre projektkonkurrencer’ håber vi at kunne eliminere ressourcespild og budgetoverskridelser for vores medlemmer samt sikre dem større arbejdsrum,” siger Lene Espersen, direktør for Danske Arkitektvirksomheder.

 

Hjælp til bygherrer

Aarhus Kommune er nogen af de første, der har forpligtet sig til at bruge vejledningen i forbindelse med projektkonkurrence for aktivitetscenter og parkeringshus på Aarhus Havn.

”Vejledningen tilgodeser også bygherrerne og sikrer, at de får mere fokuserede projektforslag. Alle bliver klogere undervejs, når først dialogen og projektet går i gang. Derfor bør konkurrencen i sig selv fokusere på kernen, så arkitekternes kompetence og evne til at skabe kreativ værdi og arkitektonisk kvalitet bliver udnyttet optimalt og ikke drukner i detaljer og beregninger”.

Det fastslår Lene Espersen fra Danske ARK og bliver suppleret af direktør i Akademisk Arkitektforening, Lars Autrup:

”Vores ærinde her er ikke at vride armen om på bygherrer for at tvinge dem til at bruge projektkonkurrencen hver gang. Den hjælper til at vurdere, om projektkonkurrencen har den rigtige udbudsform til deres projekt og giver i så fald redskaber til at skabe en god proces.”

Den gennemarbejdede vejledning er et overskueligt værktøj, der i syv enkle trin guider bygherren gennem projektkonkurrencens faser. Desuden indeholder vejledningen eksempler på vellykkede projektkonkurrencer og udsagn fra bygherrer med positive erfaringer.

 

Udnyt arkitekterne optimalt

”Med Vadehavscenteret stod vi i den situation, at vi reelt ikke vidste, hvad vi ville have… Derfor udbød vi projektkonkurrencen med et funktionsbasseret byggeprogram. Hele processen var en øjenåbner. Det lykkedes, og vi fik et fantastisk byggeri, der lå uden for vores vil­deste fantasi,” fortæller Lilli Lindberg i vejledningen ’Bedre projektkonkurrencer”.

Lilli Lindberg er projektleder i Esbjerg Kommune og på Vadehavscenteret, der står som et godt eksempel på, at bygherrerne ofte kun har formuleret de rammekrav, bygningen skal leve op til. Her er arkitekternes kreativitet oplagt at sætte i spil med en projektkonkurrence.

Vejledningens syv trin til bedre projektkonkurrencer:

  1. Planlægning
  2. Prækvalifikation
  3. Program
  4. Konkurrence
  5. Bedømmelse
  6. Offentliggørelse
  7. Forhandling

Hent vejledningen og læs mere hos Danske Arkitektvirksomheder

 

Vadehavscenteret i Ribe er resultatet af en projekt­konkurrence som Dorte Mandrup Arkitekter vandt.

Foto: Adam Mørk

 

Tegnestuen Vandkunsten vandt projektkonkurrencen om børneinstitutionen Ved Glyptoteket.

Foto: Adam Mørk