Bjørn A. Jørgensen kaster nyt lys over Den kaukasiske Kirke på korsvejen mellem Øst og Vest i sin stærkt fotobårne bog ’ Strejf af lys over den sorte have’.
Langt borte – mellem Det Kaspiske Hav og Sortehavet – ligger den kaukasiske højslette også kaldet den sorte have. Heroppe i dette på en gang øde og betagende landskab gemmer sig en skat af kirker og klostre med rødder tilbage i det oldkristne, eller som arkitekt Bjørn A. Jørgensen mere malende beskriver det i indledningen til ‘Strejf af lys over den sorte have’:
– Som stjerne på nattens klare himmel ligger de mange kirker, som en vifte, spredt ud over det Kaukasiske Plateau og lyser op i deres landskab. Jeg kender ingen kirke, hvor lyset er så skærende klart som i den kaukasiske. Hvor rummet er så enkelt og virkningsfuldt, fra gulvets klippegrund til kuplens himmel, gjort af samme materiale, plateauets sten.
Med ’Strejf af lys over den sorte have’ kaster Bjørn A. Jørgensen nyt lys over de kaukasiske kirker og klostres arkitektoniske kulturarv og unikke status i kristendommens udvikling. Bogen er resultatet af en lang og udfordrende rejse til en glemt del af verden – en odyssé i billeder og ord, der forener arkitekturtolkning og kunsthistorie med et kultur- og teologihistorisk perspektiv.
Bogens forfatter Bjørn A. Jørgensen (f. 1977) er arkitekt, fotograf og rejsende. Med sit kamera arbejder han med en teknik, hvor mange optagelser samles i ét billede for bedst muligt at formidle den arkitektoniske oplevelse af stedet.
’Strejf af lys over den sorte have’ udkom 24. november med støtte fra Dreyers Fond. Bogen kan købes gennem alle boghandlere. Et udsnit af bogen kan ses her.