Dreyers Fond støtter projekter og initiativer, hvis formål er at fremme advokat- og arkitektstandens udvikling og samspil med samfundet. Prioriterede områder er brancheudvikling, videreuddannelse og formidling.

Fredag aften den 12. oktober åbner Advokaternes Hus dørene for alle, der ønsker at få et indblik i en del af det danske demokrati og retssikkerheden.  Dreyers Fond støtter Advokatsamfundets deltagelse i Kulturnatten, der har vist sig at være en stor succes.

”Som professionelle aktører vil vi gerne vise en del af vores hverdag frem, og samtidig få godt og konstruktivt input fra engagerede borgere. Det gør stort indtryk, at der så stærk en debatkultur i Danmark,” siger Advokatsamfundets generalsekretær Torben Jensen.

Døm med i Folkedomstolen

Det er især Folkedomstolen, der trækker gæster til på Kulturnatten. Store følelser bliver sat i spil, når publikum får lov at stemme i en sag fra den virkelig verden – i år om en mor, der lagde et billede på nettet af den mand, som havde blottet sig for hendes datter.

”Folkedomstolen er altid et tilløbsstykke – både til Folkemødet og på Kulturnatten. Advokater og dommer gennemfører en fiktiv sag, inspireret af en rigtig straffesag, og lader her også borgerne komme til orde. Det giver dem mulighed for at forholde sig til de mange dilemmaer om skyld og straf, vi hver dag står med i de danske retssale,” forklarer Torben Jensen.

Også til aftenens foredrag i Advokaternes Hus kan publikum stille spørgsmål. Forventningen er, at kultur- og samfundsinteresserede danskere i alle aldre kikker forbi for at se Advokaternes Hus, deltage i Folkedomstolen, få en midlertidig tatovering og måske lidt suppe.

En alsidig aften

Advokat René Offersen er kendt for at føre spektakulære sager i Højesteret og fik især mediebevågenhed som forsvarer i Brixtofte-sagen. Advokat Knud Foldschack er kendt fra blandt andet Christiania-sagen og Ungdomshuset og har i det hele taget en markant profil. Begge advokater fortæller om deres virke på Kulturnatten og tager imod spørgsmål.

”Foredrag og fortællinger fra advokater er et nyt tiltag på Kulturnatten her i Advokaternes Hus. Vi har valgt to med en meget forskellig profil for at vise den store spændvidde i faget og i advokatstanden,” fortæller Advokatsamfundet generalsekretær og fortsætter:

”I det hele taget er det en alsidig aften med demokrati og retssikkerhed på dagordenen i en uformel og åben kontekst. Desuden er det en mulighed for at komme indenfor og se de flotte rammer i Kronprinsessegade 28”.

Torben Jensen anbefaler også at kombinere besøget i Advokaternes Hus med at se Davids Samling i naboejendommen Kronprinsessegade 30. Kunstsamleren David var nemlig også advokat – dengang betegnet sagfører – og i sin tid medlem af Sagførerrådet.

Programmet for Kulturnatten i Advokaternes Hus

Advokaternes Hus i Kronprinsessegade 28 er åben på Kulturnatten fra kl. 18

Folkedomstolen inddrager aftenens gæster i en sag om selvtægt og sociale medier. Det er en god ide at møde op i god tid til både Folkedomstolen og foredrag, da mange deltager.

Sidste år indtog en hel del gymnasieelever Advokaternes Hus til Kulturnatten

Alle gæster kan få et midlertidigt minde om retfærdighed og retssikkerhed med fra Advokaternes Hus.