Dreyers Fond støtter projekter og initiativer, hvis formål er at fremme advokat- og arkitektstandens udvikling og samspil med samfundet. Prioriterede områder er brancheudvikling, videreuddannelse og formidling.

Dreyers Fond har tildelt hædersprisen for advokater til advokat Allan Ohms. Han får prisen for gennem sin karriere at have bidraget væsentligt til udviklingen af advokatbranchen og for at have gjort et forbilledligt arbejde inden for retspolitik og menneskerettigheder.

Det er et væsentligt bidrag til udviklingen af advokatbranchen og et forbilledligt arbejde inden for retspolitik og menneskerettigheder, der har sikret advokat Allan Ohms Dreyers Fonds hæderspris i år.

”Allan Ohms har fra starten af sin karriere involveret sig i udvikling af advokatbranchen. Han har ydet en stor og væsentlig indsats blandt andet ved sit arbejde i Advokatsamfundets Erhvervspolitiske udvalg, andre fagudvalg og redaktionen for Advokaten og Lov&Ret, hvor han gennem en årrække var med til at sætte dagsordenen for advokatbranchens udvikling og de mange udfordringer, som advokater gennem de sidste 30 år har måtte tage op for fortsat at kunne spille en særlig rolle i det danske samfund”, sagde advokat Claus Barrett Christiansen fra Dreyers Fonds bestyrelse ved prisoverrækkelsen.

Claus Barrett Christiansen understregede desuden Allan Ohms’ engagement i processen med at stifte Danske Advokater:

”Allan Ohms var tillige sammen med andre gode kræfter med til i 2008 at stifte Danske Advokater, som en brancheorganisation for advokater i Danmark. Det var en opgave, som tog tid og krævede ihærdighed, stor dygtighed og ikke mindst diplomatisk snilde at få på plads, egenskaber som Allan Ohms alle til fulde besidder. Allan Ohms sad efter stiftelsen af Danske Advokater i bestyrelsen for Danske Advokater i 6 år og herefter i Danske Advokaters Repræsentantskab frem til 2016, og er i dag medlem af Danske Advokaters udvalg for Brancheudvikling”.

Mediation

Allan Ohms’ store faglige og retspolitiske interesse for mediation blev også fremhævet. Prismodtageren engagerede sig allerede i 1999 i mediation, som dengang kun var i sin vorden i Danmark:

”Han har været en utrættelig fortaler for mediation, og har tillige været med til at stifte Danske Mediatoradvokater, hvor han virkede som bestyrelsesmedlem, og hvor han stadig er aktiv, ligesom Mediationsinstituttet har nydt godt af Allan Ohms’ ihærdige indsats. Den største glæde i rollen som advokat er – fortalte Allan Ohms mig – når 2 parter om morgenen ikke kan tale sammen, og er på randen af retssag og i åben konflikt, men som om eftermiddagen kan give hinanden hånden og begge gå fra mediationen med følelsen af at have vundet”, sagde Claus Barrett Christiansen og fortsatte:

”Også på lokalt plan har Allan Ohms gennem årene været et aktiv for advokatbranchen med sin involvering i advokatforeningen i Roskilde og som drivkraft i mange faglige arrangementer siden starten af hans karriere. Dette såvel i store som små fora, hvor man aldrig har haft indtrykket, at formålet har været at gøre opmærksom på egen person, men i stedet at bidrage til noget, som han har syntes var vigtigt.”

Menneskerettigheder

Derudover fremhævede han Allan Ohms’ engagement inden for menneskerettigheder:

”Allan Ohms har herudover gennem mange år været en klar stemme inden for retspolitikken, og han har været medstifter af Levende Menneskerettigheder, hvor han sammen med andre ildsjæle har brugt tid og kræfter på at udbrede kendskabet til menneskerettighedsbegrebet og dets betydning og fastholde politisk fokus og branchefokus på menneskerettigheder, også i tider, hvor menneskerettigheder har været under pres.
Det er en sjældenhed, desværre, med advokater som Allan Ohms, der formår at finde tid og lyst til at arbejde uselvisk for advokatbranchen gennem hele sin karriere og samtidig holde fanen højt i forhold til universelle værdier som menneskerettigheder og retssikkerhed.”

Endelig blev Allan Ohms’ evne til at kommunikere komplicerede emner på en let forståelig måde fremhævet.

”Det sker blandt andet på hans blog, hvor såvel juridiske som ikke juridiske emner kommenteres og behandles i et sprog og med en inspirerende entusiasme, som gør det interessant for også ikke-jurister at følge med. Allan Ohms har med sin blog og mange andre tiltag gennem årene været med til at give advokatbranchen et menneskeligt ansigt, et mere moderne ansigt i offentligheden og blandt ikke-jurister. Det er værdifuldt og nødvendigt, hvis ikke advokatbranchen skal blive isoleret fra det omgivende samfund som noget bedaget”, sagde Claus Barrett Christiansen og sluttede med at udtrykke sin store glæde ved at kunne tildele Dreyers Fonds hæderspris til Allan Ohms som en påskyndelse for et omfattende, uselvisk og samfundsnyttigt virke gennem hans karriere.

”Advokatbranchen har brug for advokater som Allan Ohms!”

Om Allan Ohms

Allan Ohms blev cand.jur. i 1979 på Københavns Universitet. Advokatfuldmægtig 1979-1982 i Advokatfirmaet Birgitte & Niels Grubbe. Blev advokat i 1982 og var frem til 1985 advokat hos Advokaterne Wildt & Lindélius. Stiftede siden Advokatfirmaet Allan Ohms, som i 2000 fusionerede med Advokatfirmaet Ammitzbøll og Tygesen til Forum Advokater, hvor han i dag er partner og bestyrelsesformand. Allan Ohms blev certificeret som advokatmediator i 2003.

Om Dreyers Fonds Hæderspris

Dreyers Fonds hæderspris er på samlet 800.000 kr. og tildeles en arkitekt og en advokat, der har udmærket sig inden for sit felt. Prisen blev for første gang uddelt i 1982. På arkitektsiden tildeles prisen Praksis v/ Mette Tony og Mads Bjørn Hansen for deres indlevede og raffinerede arbejde med at fremkalde en stedbunden arkitektur med afsæt i traditionen.

Om Dreyers Fond

Dreyers Fond er etableret i 1976 af ægtefællerne arkitekt Thorvald Dreyer og landsretssagfører Margot Dreyer. Dreyers Fond uddeler midler til initiativer og projekter, hvis formål er at fremme advokat- og arkitektstandens udvikling og samspil med samfundet. Dreyers Fond hører til blandt de store danske erhvervsdrivende fonde.

Foto: Torben Nielsen.