Dreyers Fond støtter projekter og initiativer, hvis formål er at fremme advokat- og arkitektstandens udvikling og samspil med samfundet. Prioriterede områder er brancheudvikling, videreuddannelse og formidling.

Tre advokatvirksomheder, Kromann Reumert, Advokatfirmaet Åse Gahner Klemmesen og Plesner, modtog Danske Advokaters Dreyers Pris, der blev uddelt på Danske Advokaters kongres den 30. september.

Advokatvirksomhederne fik prisen for deres store samfundsansvar. De har alle tiltrådt Danske Advokaters advokatKODEKS, der bygger på værdierne: Åbenhed, social ansvarlighed, håndtering af etiske dilemmaer, fokus på kunder og medarbejdere samt mangfoldighed og diversitet.

Førstepræmien gik til Kromann Reumert, der systematisk har indarbejdet alle værdierne i virksomhedens daglige CSR-arbejde. Virksomheden deltager i pro bono arbejde; har en række sponsorater, der tilgodeser udsatte børn; og har en erklæret politik om at dele deres viden om omverdenen. Virksomheden har for eksempel etableret et forum, hvor jurastuderende kan få råd og vejledning hos de ansatte.

Andenpræmien gik til Advokatfirmaet Åse Gahner Klemmensen, der for 25 år siden var med til at etablere Hjørring Krisecenter og deltager i frivilligt socialt arbejde med kriseramte kvinder i lokalområdet. Virksomheden er desuden engageret i Dansk Flygtningehjælps rådgivning i Hjørring og deltager i den lokale advokatvagt.

Tredjepræmien gik til Plesner, der i sit arbejde med ”skoleprojektet” gør en stor indsats for at hjælpe og motivere unge til at tage en uddannelse på skoler, hvor der er en stor koncentration af nydanskere. Plesner følger blandt andet syv udvalgte klasser frem til deres afgang på to skoler fra Nørrebro i København.

Danske Advokaters Dreyers Pris er støttet af Dreyers Fond.

Prisen uddeles med udgangspunkt i advokatKODEKS ordningen for at hædre de advokatvirksomheder, som er med til at synliggøre advokatbranchens position og samfundsmæssige betydning. Prisen skal være med til at inspirere til yderligere aktiviteter i branchen.

Dommerkomiteen bestod af Claus Barrett Christiansen, bestyrelsesmedlem i Dreyers Fond og partner i Bech-Bruun, Vibeke Lyngse, tidl. Direktør, kommunikation og medlemsservice, Danmarks Naturfredningsforening, Christian Stadil, ejer og partner Enso Consult, Michael von Bülow, ejer af +vonbülow.co og Øyvind Fagerstrand, forretningsudviklingschef, Danske Advokater.

dreyers_pris_klemmesen

Advokat Åse Gahner Klemmesen modtager andenpræmien.

dreyers_pris_plesner

Advokat Shaina Jabbar, Plesner, der er ansvarlig for skoleprojektet, modtager tredjepræmien

Læs mere om uddelingen af Dreyer prisen her

Læs mere om advokatKODEKS, der er lanceret med støtte fra Dreyers Fond her