Drømmen om Europa strander for mange flygtninge på græske øer, hvorfra de har brug for hjælp for at komme videre. Juridisk støtte gør en stor forskel, og de sidste fem år har over 11.000 flygtninge fået gratis advokatrådgivning på Lesbos.
Teamet af græske og frivillige europæiske advokater har i dag deres egen organisation ELIL (European Lawyers in Lesvos) som Dreyers Fond har støttet ad flere omgange via Advokatsamfundet, der netop har udgivet nogle artikler om det vigtige arbejde. Dels om advokatbistanden til flygtninge og migranter og dels et interview med Advokat Synnøve Falk-Rønne.
Synnøve Falk-Rønne var afsted i 2017 og vil gerne afsted igen, selv om den konstante strøm af nye flygtninge betød lange arbejdsdage i telte og containere, og de omstridte flygtningelejre ikke var noget rart sted at være. Til gengæld gav det reel følelse af at gøre en forskel for nogen, der virkelig havde behov for det, fortæller advokaten.
”I de sager hvor ELIL har været med som rådgivere er anerkendelsesprocenten væsentligt højere end for de flygtninge, som ikke har advokatbistand. Alle sager er forskellige. En kan være forfulgt i Uganda på grund af homoseksualitet, en anden er desertør fra Syrien, en tredje er forfulgt i Iran på grund af sin religion”.
Selv om arbejdet foregår under ret barske forhold og bestemt ikke er en badeferie, er der også et socialt aspekt. De danske jurister er omgivet af organisationer og mødes med kolleger fra hele Europa. I weekenderne er der også tid til at gå ud at spise sammen. Ifølge Synnøve Falk-Rønne er der mange gode grunde til at tage af sted, hvis man har erfaring med asylsager.
”Det er en stor oplevelse og meget tilfredsstillende at bruge sit fag under andre omstændigheder, end man er vant til. Det er interessant at se, hvad der foregår, og det føles godt at give en hånd med.”
Besøg Advokatsamfundet for hele interviewet med Synnøve Falk-Rønne samt overordnet om projektet med advokatbistand til flygtninge og migranter.
Læs om ELIL og om muligheden for at blive frivillig.
Topfoto: Cord Brügmann
Øvrige fotos: ELIL